Skal man som dansk mindretal vælge mellem dansk og tysk?

Foto: Daniel Dürkop

Tilføjet 25. aug 2016 - 10:58
Del nyheden

Artiklen er fra Grænsen nr.4/august 2016

Skal man som dansk mindretal vælge mellem dansk og tysk? Nej, siger sydslesvigeren Christopher Warnke, der er kommende elev på Rødding Højskole og formand for Grænseforeningen Ungdom. Mens Jens A. Christiansen, der er generalsekretær i Sydslesvigsk Forening, siger ja. 

Af Merlin Christophersen

Christopher Warnke:

Jeg synes ikke, man skal vælge mellem dansk og tysk, og jeg synes heller ikke man som mindretal kan træffe det valg. For mig er det en selvfølge, at jeg er del af både den danske og den tyske kultur. Der er nogle værdier fra begge kulturer, jeg identificerer mig med, og som jeg ikke vil give afkald på. Jeg kan godt lide den selvstændighed, beskedenhed og anstændighed, der har præget tysk kultur siden Anden Verdenskrig. Men jeg er også rigtig stor fan af den dialogkultur, man har i Danmark, hvor alle er i øjenhøjde og har respekt for hinanden.

Jeg oplever tit danskere, der siger, jeg er en del tysk, og tyskere, der siger, jeg er en del dansk. Det indikerer jo allerede, at jeg har en dobbeltkultur og en dobbeltidentitet. Og det ligger også i min biografi. Min mor er fra Nordborg på Als, og min far er fra Flensborg. Så hun er dansk, han er tysk.

Faktisk føler jeg mig forpligtet over for begge lande og begge kulturer. De har begge bidraget til at gøre mig til den, jeg er i dag. For mig ville det være umuligt at afkoble mig fra den ene halvdel af min identitet. Dansk og tysk er to sider af mig, og jeg kan ikke prioritere den ene over den anden. Det kan mange rigsdanskere ikke forstå, hvilket er en skam.

Selvfølgelig træffer man et valg, når man bliver del af det danske mindretal og melder sig selv eller sine børn ind i danske institutioner. Man træffer det valg, at man er seriøs i forhold til at ville være en del af den danske kultur. Men det betyder ikke, at man skal udelukke sin oprindelige kultur. Jeg har masser af venner, hvis forældre ikke har nogen forbindelse til Danmark, men som alligevel er fuldgyldigt danske. Så jeg mener ikke, man træffer et valg mod noget. Man træffer et valg for noget.       

Uden at fælde dom over hele mindretallet fornemmer jeg, at det danske ikke alle steder vælges nok til. For at være en del af mindretallet, skal man lægge stor vægt på dansk sprog og kultur, og man skal forpligte sig på det valg, man har truffet. Men det betyder ikke, man ikke kan have en anden eller flere identiteter, der er lige så vigtige. Jeg har for eksempel også frisiske venner, der er del af tre kulturer: Frisisk, tysk og dansk. Og den balancegang mellem forskellige identiteter, kan de sagtens finde ud af.

Jens A. Christiansen:

Spørgsmålet kan ikke besvares sort-hvidt, men i princippet mener jeg, man må vælge. Det står ikke til diskussion, at man har flere identiteter, men det er et spørgsmål om prioritering. Pointen er, at når man tilhører det danske mindretal eller et andet mindretal, så gælder det om at sikre sig retten til at foretrække den kultur, man synes er vigtigst.

Derfor mener jeg, at man i det danske mindretal bliver nødt til at træffe et valg: Har man forkærlighed for det danske frem for det tyske? Hvis svaret er ja, betyder det jo ikke, at man dermed afskriver det tyske. Det betyder heller ikke, at man ikke kan have en tysk identitet. Man skal bare prioritere den danske identitet højest.

Jeg mener, at det er en forudsætning for at være del af det danske mindretal, at man prioriterer det danske. Ellers giver det ikke mening. Så kan man lige så godt kalde os ”det dansk-tyske mindretal”, hvilket man af og til hører nogen sige, selv personer, der er højt placeret i det danske samfund og burde vide bedre. Den betegnelse er udtryk for en glidebane, og det udvander mindretalsbegrebet.

Man bliver nødt til at være skarpere på, hvad det egentlig drejer sig om. Det gælder især, når en familie i Sydslesvig skal vælge skole: Skal børnene gå i dansk eller tysk skole? Hvis man som forældre vælger at sætte sine børn i en dansk skole, skal man vide, at man dermed også signalerer, at man hælder mere til det danske end til det tyske. Hvis forældrene ikke har en naturlig tilknytning til det danske eller der er tale om et blandet ægteskab, hvor faren eksempelvis er tysk og moren er dansk, må man gå ud fra, at der i en sådan familie bliver oparbejdet en særlig forkærlighed for dansk sprog og kultur, Danmark og Norden. Når man siger ja til det danske mindretals institutioner, bekender man sig også til det danske. Det kan ikke være anderledes.

Desværre leves det danske ikke nok i alle dele af det danske mindretal i Sydslesvig. Hvis vi skal være ærlige, så er hovedsproget i mindretallet tysk. Og det er dybest set en katastrofe i forhold til den selvforståelse, vi har, og den ligestillingspolitik, vi som mindretal fører over for delstaten Slesvig-Holsten og den tyske forbundsrepublik. Der er et alvorligt problem, som vi fortsat bør arbejde på at få løst.   

 

Billede: Skolevalget er afgørende for, om man føler sig dansk eller tysk, er Christopher Warnke og Jens A.Christiansen enige om. Her er det børn fra den danske Jes Kruse-Skolen i Egernførde. Foto: Daniel Dürkop