Europas mindretal kæmper for egen identitet

Tilføjet 25. aug 2016 - 11:15
Del nyheden

Artiklen er fra Grænsen nr.4/august 2016

Den regionale identitet er blevet skærpet i Europa, og det er forståeligt i en global tid præget af uro, siger Tove Malloy, der er leder af Det Europæiske Mindretalscenter, ECMI. Hun peger på, at mange nationale mindretal har det svært

Af Anna-Lise Bjerager

I denne sommer har skotterne diskuteret, om de skulle kræve en ny folkeafstemning om uafhængighed fra Storbritannien efter briternes nej til EU. Sidste sommer var det catalanerne, der stemte for at løsrive provinsen fra Spanien i 2017. Nogle af Europas mindretal har tilsyneladende bestemt sig for at gå solo. Andre steder, som for eksempel i det dansk-tyske grænseland, lever mindretallene i fredelig sameksistens med flertalsbefolkningen.

Men hvorfor er moderne mennesker egentlig så optaget af at tilhøre et bestemt folkeslag i en global verden, hvor stadig flere føler sig som verdensborgere ifølge en ny undersøgelse fra BBC? Hvad er forklaringen på, at den regionale identitet bliver stadig vigtigere for Europas mindretal på samme måde som den nationale identitet har vist sig afgørende for Europas flertalsbefolkninger i forhold til EU?

Tove Malloy er leder af Det Europæiske Mindretalscenter (ECMI) i Flensborg og er udvalgt af den danske regering til at sidde i Europarådets rådgivende komité for rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal. Hun tror, at netop globaliseringen er forklaringen.

”Når alt bliver mere uoverskueligt, har det enkelte menneske behov for at føle en tilknytning til det nære. Det kan være en region, et sprog eller et flag. Når alting bliver mere åbent og flydende på det globale plan, får mennesker brug for rødder. Dermed ikke sagt, at rødderne er veldefinerede, for vi er jo alle sammen meget komplekse i vores identitet. Specielt de unge mennesker i grænselandet bekender sig til flere identiteter og taler flere sprog. Det er det, der er ved at ske, tror jeg: Fremtidige generationer bliver globale verdensborgere. Men de vil også have behov for at tilhøre et mindre fællesskab. For nogle er det måske en sportsklub. For andre bliver det et mindretal”, siger Tove Malloy.

Hvad er et mindretal?

I nutidens Europa er der mange grupper, der påberåber sig særlige politiske rettigheder under henvisning til, at de udgør et folkeslag. Blandt de forskellige minoritetsgrupper skelner man traditionelt mellem på den ene side såkaldte mikronationer som Skotland og Catalonien, der gør krav på politisk selvstændighed på linje med statsbærende folkeslag, og på den anden side nationale mindretal, som det danske og det tyske mindretal i grænselandet, der identificerer sig med nabolandets sprog og kultur. Et nationalt mindretal opstår typisk som følge af nye grænsedragninger, som det er tilfældet i grænselandet, hvor det ikke er det danske og det tyske mindretal, der har flyttet sig, men derimod den nuværende grænse, der blev fastlagt ved folkeafstemninger i 1920.

Endelig findes der etniske minoriteter, som eksempelvis romaer, og religiøse minoriteter, som eksempelvis jøder og muslimer.

Historisk har mindretallene i Europa haft det svært, og det er en del af forklaringen på, at der ikke findes en definition på, hvad et mindretal er, forklarer Tove Malloy:

”Jeg tror, det er klogt ikke at presse på for at få formuleret alt for skarpe definitioner på dette her område. Under Anden Verdenskrig var det magthaverne i Tyskland, der definerede, hvem der var mindretal. Det havde som bekendt katastrofale følger for jøder og romaer. Det betyder, at vi den dag i dag har store problemer med at få romaer til at registrere sig. De er bange for, at oplysningerne om dem skal blive misbrugt”, siger Tove Malloy og nævner som nutidige eksempler de blodige etniske krige på Balkan i 1990’erne og i Kaukasus i 00’erne, der nødvendiggør, at der konstant arbejdes med at sikre mindretallene beskyttelse i Europa.

Efter Den Kolde Krig

Især efter Den Kolde Krigs ophør blev mindretalsspørgsmålet aktualiseret i Øst- og Centraleuropa, og mindretallene kom på den storpolitiske dagsorden i Europa gennem Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde (OSCE), hvor alle stater med mindretal er medlemmer. OSCE har således sin egen højkommissær for nationale mindretal og arbejder på at sikre Europas mindretal mod overgreb.

I 1995 blev Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal en realitet, og Europarådet er i dag den væsentligste aktør på mindretalsområdet. De fleste medlemsstater af Europarådet har ratificeret rammekonventionen, men det kniber med at leve op til de internationale forpligtelser, vurderer Tove Malloy.

”Efter Murens fald er der mange af de nye nationer i Østeuropa, der vedtager den fornødne lovgivning om beskyttelse af nationale mindretal. Men så sker der ikke mere. De har simpelthen ikke pengene”, siger Tove Malloy, der forklarer, at også EU spiller en rolle, når det gælder mindretalsforhold. Blandt andet er det et krav, at nye medlemslande skal sige ja til mindretalsbeskyttelse. Imidlertid er der intet krav om, at de lande, der allerede er medlemmer af EU, skal gøre noget for landenes mindretal. Eksempelvis anerkender Frankrig på grund af sin historie hverken bretoner, lohtringere eller andre som mindretal. I Frankrig er alle franskmænd.

Nye grænsedragninger

Ifølge FUEN, der er den europæiske paraplyorganisation for nationale mindretal i Europa med hovedkontor i Flensborg, forholder det sig anderledes: Hver syvende europæer tilhører et nationalt mindretal, og der findes mere end 300 nationale mindretal med mere end 100 millioner medlemmer i Europa.

Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal forpligter Europarådets medlemsstater til at sikre ligestilling mellem mindretals- og flertalsbefolkning og sikre, at ”personer, der tilhører et nationalt mindretal, kan vedligeholde og udvikle deres kultur og bevare de vigtigste elementer af deres identitet, især deres religion, sprog, traditioner og kulturelle arv.”

Tove Malloy mener, at det især er på undervisningsområdet, man kan se, om de enkelte medlemsstater lever op til deres forpligtelser ifølge rammekonventionen.

”Jeg har lige været i Storbritannien sammen med de andre medlemmer af Europarådets rådgivende komité, der blandt andet har til opgave at monitorere, hvordan medlemslandene behandler deres nationale mindretal. Vi var blandt andet i Nordirland, hvor vi mødtes med det polske og ungarske mindretal samt med det jødiske mindretal, der er anerkendt som nationalt mindretal i Storbritannien under rammekonventionen, selv om der retteligt er tale om et religiøst mindretal”.

”Polakkerne fortalte, at de selv underviser deres børn i deres modersmål, når de har fri for skole. Men det er helt forkert. Ifølge rammekonventionen burde det være den enkelte stat, der varetager og betaler for modersmålsundervisningen”, siger Tove Malloy og henviser til, at den tyske delstat Slesvig-Holsten er langt fremme, når det gælder sprogpolitik og har vedtaget en officiel handlingsplan for mindretalssprog, der gør dansk, frisisk og nedertysk til officielle sprog og styrker mindretalssprogene lige fra grundskole til universitetsniveau.

Sprog er ømtåleligt

Netop sprog er et ømtåleligt emne, når det gælder de nationale mindretal, forklarer Tove Malloy. Hun henviser blandt andet til den hidsige debat, der har været i Sønderjylland om byskilte på både dansk og tysk. Indtil videre skiltes der ikke på tysk i regionen til det tyske mindretals store skuffelse.

På den tyske side af grænsen har Flensborg sat tosprogede byskilte op for ti år siden, og Lyksborg vil snart følge efter. Også i Friesland i Slesvig-Holsten skiltes der på to sprog, ligesom det også sker i bl.a. Norditalien og Kroatien.

Tove Malloy mener, at de stærke følelser, der er forbundet med sprog, formentlig er årsagen til, at kun få lande har ratificeret Den Europæiske Pagt om Regionale Sprog eller Mindretalssprog, i daglig tale Sprogpagten, der blev indgået i 1992 i Europarådets regi. Både Danmark og Tyskland har dog ratificeret Sprogpagten, og der udarbejdes løbende rapporter om status for mindretalssprogene i de to lande.

Hvad med grønlændere og færinger?

Tove Malloy forklarer, at det er regeringen i det enkelte land, der beslutter, om en befolkningsgruppe skal anerkendes som nationalt mindretal eller ej med medfølgende muligheder for at søge støtte til egne skoler og sprogundervisning.

”I Danmark har regeringen besluttet at anerkende det tyske mindretal, der bor i Sønderjylland som det eneste. Men det kunne jo også være grønlænderne eller færingerne, hvilket vi har talt om i den rådgivende komité”, siger Tove Malloy.

I Tyskland er fire befolkningsgrupper anerkendt som nationale mindretal i dag: Sinti og romaer, der tidligere blev kaldt sigøjnere; frisere, der er et vestgermansk folk, nordfrisisk tales af omkring 10.000 mennesker; de ca. 50.000 danskere, der endte på tysk territorium i Sydslesvig efter Anden Verdenskrig; og sorbere, der er et vestslavisk folkeslag, som bor i det sydøstlige Tyskland. Man regner med, at ca. 60.000 mennesker taler sorbisk.

Også i Tyskland forudser Tove Malloy, at flere befolkningsgrupper kan blive anerkendt som nationale mindretal i fremtiden. Medarbejderne i ECMI har bl.a. haft kontakt til de tyrkiske og de polske befolkningsgrupper, der måske vil anmode den tyske regering om at blive omfattet af Europarådets rammekonvention, hvilket giver en række fordele.

”Når en befolkningsgruppe først er anerkendt som nationalt mindretal under rammekonventionen forpligter det værtslandet til at overholde de internationale forpligtelser. Men værtslandene lever jo ikke altid op til deres forpligtelser.”

”I Tyskland burde det eksempelvis være den tyske stat, der betalte for børnenes skolegang i mindretallenes skoler. Men sådan forholder det sig ikke i virkeligheden. Derfor har den danske stat ydet støtte til det danske mindretals skoler i Sydslesvig siden 1920 og støtter faktisk også de tyske mindretalsskoler i Sønderjylland 100 procent”, siger hun.

Fri os for al den identitet

Tove Malloy forklarer, at tendensen er, at flere befolkningsgrupper bliver anerkendt som nationale mindretal efter rammekonventionen. Også selv om der ikke er tale om nationale mindretal i klassisk forstand.

Eksempelvis blev befolkningen i Cornwall i Storbritannien anerkendt som nationalt mindretal af den britiske regering i 2014. I Cornwall taler den halve million indbyggere kornisk og betragter sig selv som keltere i lighed med befolkningsgrupperne i Wales, Irland, Skotland, Bretagne og på Isle of Man.

Men også de 7,3 millioner, der bor i Catalonien, og de 5,5 millioner, der bor i Skotland, er omfattet af Europarådets rammekonvention.

Ikke alle er enige om, at det er en god idé, at store befolkningsgrupper i Europa skiller sig ud. Da Catalonien sidste år stemte for løsrivelse fra Spanien i 2017, skrev journalist og nu højskoleforstander, Bjørn Bredal således en klumme i Politiken under overskriften ”Fri os for al den identitet i Europa”.

”De catalanske nationalister, som lader catalaneriet fylde hele deres identitet, de tror, at ligesom EU støtter deres sprog og kultur, vil EU også stå parat med åbne arme og nye traktater, når de har løsrevet sig fra Spanien. Skotterne tror det samme i forhold til Storbritannien. Bretonerne og korsikanerne i forhold til Frankrig”, skrev Bredal.

Tove Malloy er ikke enig med Bjørn Bredal. Hun mener ikke, at catalonernes, og heller ikke skotternes ønske om løsrivelse så meget handler om identitet og følelser, men mere er et udtryk for, at disse befolkningsgrupper mener at kunne klare sig bedre socialt, økonomisk og kulturelt, hvis de opnår selvstændighed.

”Skotterne kigger til Skandinavien og siger: Small is beautiful. Hvis skandinaverne kan køre en velfærdsstat med 5,5 millioner indbyggere, hvorfor skulle vi så ikke kunne gøre dem kunsten efter. Jeg mener ikke, det er identiteten, der er det primære”, siger Tove Malloy, der peger på, at det kun er få mindretal, der ønsker egentlig løsrivelse.

Mindretal som brobyggere

For Tove Malloy udgør mindretallene en ressource i et Europa, der er truet af splittelse og opbrud med flygtningestrømme, grænsekontrol og Storbritanniens folkeafstemning med nej til EU. ECMI er i færd med at gennemføre en større spørgeskemaundersøgelse på 19 sprog i en række OSCE-lande. Det er det tyske udenrigsministerium, der har tildelt opgaven til ECMI. Tyskland har formandskabet for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) i 2016.

Spørgeskemaundersøgelsen skal klargøre mindretallenes rolle som brobyggere, om mindretallene medvirker til integration af flertals- og mindretalsbefolkning, og om forholdet mellem flertal og mindretal gavner fred og sikkerhed.

Som forsker er Tove Malloy ikke meget for at spå om resultatet, før undersøgelsen er afsluttet, og den endelige rapport bliver fremlagt til efteråret i Flensborg. Hun vover dog at give sit forsigtige bud.

” Europas nationale mindretal er fleksible, globaliserede, tosprogede og selvstændige. Samtidig er de fleste af dem utrolig loyale over for deres værtslande Jeg mener ikke, der kan være tvivl om, at mindretallene bidrager positivt på en lang række områder”, siger Tove Malloy.

 

Billedtekst: Hviderusserne er et slavisk folkeslag bosiddende i Hviderusland, men der er også nationale, hviderussiske mindretal i Rusland, Ukraine, Polen, Estland, Letland og Litauen. Foto: ECMI

 

ECMI

Det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål ECMI (European Centre for Minority Issues) er en tværfaglig organisation, der gennemfører forskning samt informerer, dokumenterer og tilbyder rådgivning inden for mindretals-flertalsforhold i Europa. Rådgivning gives bl.a. til europæiske regeringer og regionale mellemstatslige organisationer. ECMI blev grundlagt i 1996 af myndighederne i Danmark, Tyskland og Slesvig-Holsten. ECMI har kontor i Flensborg og regionale kontorer i Georgien og Kosovo. Jørgen Kühl, der er rektor ved A.P. Møller Skolen, er formand for ECMIs bestyrelse.

FUEN

Den europæiske mindretalsorganisation FUEN (Federal Union of European Nationalities) er paraplyorganisation for de autoktone, der betyder oprindeligt hjemmehørende, nationale mindretal i Europa. FUEN, der har 90 medlemsorganisationer i 33 europæiske lande, blev grundlagt i 1949 og har som formål at bevare og fremme de europæiske mindretals identitet, sprog, kultur, rettigheder og egenart. FUEN er mindretallenes talerør i EU, Europarådet, FN og OSCE. FUENS præsident er Lorant Vincze, der tilhører det ungarske mindretal i Rumænien. Indtil maj i år var præsidenten for FUEN Hans Heinrich Hansen, der tilhører det tyske mindretal i Sønderjylland. FUEN har kontor i Flensborg, Berlin og Bruxelles.

Mindretallenes Hus

Mindretallenes Hus er et fælles projekt mellem FUEN og henholdsvis det danske og det tyske mindretals organisationer: Sydslesvigsk Forening og Bund Deutscher Nordschleswiger. Projektet, der allerede har fået støtte fra den danske stat via Sydslesvigudvalget, Forbundsdagen i Berlin og EU's regionalfond, går ud på at etablere et informations- og dokumentationscenter i Flensborg, der også skal fungere som mødested for mindretal fra regionen og hele Europa. Mindretallenes Hus er formelt allerede etableret i 2014, men der søges økonomisk støtte til istandsættelse af et pakhus i gården ved Flensborghus, der efter planen skal danne rammen for Mindretallenes Hus.