"Jeg er ikke skuffet, jeg er vred"

Tilføjet 13. okt 2016 - 12:00
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.5/oktober 2016 

Danskerne har talt tysk siden middelalderen, men i de senere årtier er det gået stærkt tilbage med tyskkundskaberne. Det er skandaløst, at skiftende regeringer ikke har gjort nok for at standse humanioras fald, mener professor Per Øhrgaard

Af Anna-Lise Bjerager

I vindueskarmen hjemme hos Per Øhrgaard står en skulptur af Goethe og Schiller. De to åndsfyrster står ved siden af hinanden, og Goethe har en hånd på Schillers skulder og rækker ham en laurbærkrans med den anden.

Per Øhrgaard holder af at tænke på, at skulpturen, der er en kopi i mindre udgave af den skulptur, der står i Weimar i Tyskland, hvor de to holdt til i slutningen af 1700-tallet, har tilhørt H.C. Andersen. Han tror det egentlig ikke for alvor. Men han ved, at H.C. Andersen i alt fald ejede en skulptur magen til, og at eventyrdigteren flere gange besøgte Weimar, der har haft en central betydning i tysk og europæisk kulturhistorie.

Han ved også, at H.C. Andersen betragtede Tyskland som sit andet fædreland, og at han talte og læste tysk, ligesom de fleste andre danske romantikere i 1800-tallet. Dog havde H.C. Andersen efter sigende ikke det store sprogøre: ”Min søn vil aflægge ed på, at intet menneskeligt øre kan genkende hans tysk”, skrev hans digterkollega Charles Dickens i et brev efter at have haft Andersen på besøg.

72-årige Per Øhrgaard er kendt som en af de mest betydende formidlere af tysk sprog og kultur i Danmark gennem en menneskealder. Ikke mindst har han oversat og skrevet bøger om forfattere som Johan Wolfgang Goethe, Günter Grass og Hans Magnus Enzensberger. Oversættelserne har han klaret sideløbende med sin ansættelse som professor i tysk ved Københavns Universitet gennem 23 år og derefter ved Copenhagen Business School i ti år frem til sin pensionering i 2013.

Tilbagegang

Lige siden 1969, da han blev uddannet mag.art. i tysk filologi, har han fulgt tilbagegangen for tysk og fransk og humaniora i det hele taget på landets uddannelsesinstitutioner. En tilbagegang, som Per Øhrgaard finder direkte skadelig for den enkelte og for samfundet i det hele taget, forklarer han, mens han viser vej ind i havestuen i huset på Frederiksberg, hvor han bor med sin hustru, litterær agent Anneli Høier.

Vejen går forbi de imponerende bogreoler, hvor der bl.a. står flere udgaver af Goethes bestseller: Brevromanen ”Die Leiden des jungen Werthers” fra 1774, der blev genoptrykt sidste år på dansk, om den unge Werther, der forelsker sig så stormende i en gift kvinde og ender med at begå selvmord. En bog, der også har appel til ungdommen i dag: ”Werthers vilde svælgen i egne følelser er ikke fremmed for vor tid”, skrev en anmelder i Berlingske, der mente, at hvis Werther havde levet i dag, ville han have skrevet en mail-roman eller en SMS-roman.

Dette liv er alt for kort

I reolen står også Per Øhrgaards egen anmelderroste biografi om Goethe, der indledes med et citat fra en tale, som Goethe holdt i 1771, da han var 22 år, i anledning af William Shakespeares navnedag:

”Dette liv, mine herrer, er alt for kort for vores sjæl”.

Ja, livet er kort, men for de fleste danskere i dag er livet ikke et filosofisk anliggende, sådan som det var for Goethe. I dag er tiden en ressource, og tiden er under alle omstændigheder for knap til at lære tysk: Kasus og remser og omvendt ordstilling er spild af tid i en global verden, hvor de fleste taler engelsk anyway, synes tankegangen at være.

Resultatet er, at stadig færre vælger tysk i folkeskolen og på gymnasier og universiteter. Det samme er gældende for en række andre sprog og humanistiske fag i det hele taget: Humaniora er nødlidende, og skiftende regeringer har ikke gjort tilstrækkeligt for at vende udviklingen, mener Per Øhrgaard.

”Det er en skandaløs arrogance, der udvises, og det skader vores kultur, fordi vi bliver overladt til markedskræfterne”, siger han.

Målrettede tiltag

Aktuelt er Per Øhrgaard meget kritisk over for den nuværende regerings nye Tysklandsstrategi, der har til formål at styrke Danmarks økonomiske samarbejde med Tyskland. Da Tysklandsstrategien blev præsenteret i februar i år, sagde udenrigsminister Kristian Jensen (V) blandt andet:

”Kendskabet til tysk er faldende. Og utilstrækkeligt kendskab til tysk er en barriere, når man vil ind på det tyske marked. Det vil vi gøre noget ved. Vi sætter ind med en langsigtet indsats for at sikre tilstrækkelige tyskkundskaber i Danmark. Vi vil også på kort sigt sætte ind med målrettede tiltag. Mange unge har kun basale tyskkundskaber med fra folkeskolen. Praktik og udveksling kan rette op på det”.

Mens Per Øhrgaard hælder kaffe i kopperne, giver han luft for den frustration, der fylder ham.

”Jeg går varmt ind for, at mennesker uddanner sig inden for erhvervslivet, og at vi øger eksporten til Tyskland. Jeg har talt med mine kolleger på CBS om dette her mange gange, hvor min pointe har været, at jo snævrere mål, man sætter sig, jo større er risikoen for, at man rammer ved siden af. Hvorfor skal man for eksempel kun læse tysk erhvervssprog? Jeg er helt og aldeles uforstående over for, at man instrumentaliserer tysk sprog og kultur på den måde”, siger Per Øhrgaard og fortsætter:   

Ude i hampen

”Danske unge skal altså ikke lære tysk for at styrke handelsbalancen. De skal lære tysk og alt muligt andet for deres egen skyld: For at udvide deres sproglige og kulturelle horisont. At de så ad åre kan bruge det tyske sprog i forskellige sammenhænge, herunder i erhvervslivet, er en anden sag. Men det er fuldstændig ude i hampen at tage udgangspunkt i markedet, når man vil plædere for mere tysk på landets uddannelsesinstitutioner”, siger Per Øhrgaard, der medgiver, at nogen måske vil anse ham for at være en sur, ældre herre, der synes, at alt var meget bedre i gamle dage.

”Jeg er udmærket klar over, at min tid er ved at rinde ud. Men dette er større end mig og mine egne interesser. Denne her forestilling om, at sprog og kultur er et instrument til at tjene penge, eller at det bare er pynt på lagkagen, når man går ind og hører en Wagner-opera, den giver jeg intet som helst for.”

Livsafgørende

”Sprog og kultur er livsafgørende for et samfund. Man bliver ikke nødvendigvis et bedre menneske af at vide noget om sprog og kultur. Men hvis kultur og åndsliv forsvinder, bliver mennesket markedsgjort, og vi ender med at betragte hinanden alene som konkurrenter og ikke som medmennesker. Det giver et goldt samfund, der i sidste ende er farligt. Markedets moral er jo opportunisme: Mennesker tilpasser sig den øjeblikkelige situation uden hensyn til principper.”

”Tænk hvis vi havde haft et sådant samfund efter 1864. Sønderjyderne er et jo et lysende eksempel på, at mennesket er andet og mere end markedet: Sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark i 1920 efter 56 år under preussisk styre. Måske var der nogle få, der stemte sig hjem, fordi de kunne se, hvordan den økonomiske udvikling gik skævt i Tyskland. Men for det store flertals vedkommende var det uden nogen som helst tvivl et åndsanliggende.”

”Jeg tør faktisk ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis Danmark pludselig stod i en krigslignende situation i dag. Ville vi så stå sammen? Vi skal huske, at kultur og ånd ikke kommer af sig selv. Det skal opbygges gennem opdragelse og undervisning”, siger han.

Kafka på tysk

Per Øhrgaards interesse for tysk blev grundlagt allerede i barndommen: Hans far voksede op i Tyskland, efter at hans farfar var emigreret til Tyskland omkring år 1900. Hans farfar ville egentlig videre til USA, men endte med at gifte sig med en tysk pige, Per Øhrgaards farmor. Allerede som 11 –årig rejste Per Øhrgaard i 1955 alene til Hamborg for at besøge sin farmors familie, der kun talte tysk.

Hans far døde, da han var 12 år, og måske blev det afgørende for, at en fransklærer på Vestre Borgerdydskole, hvor han gik, tog ham under sine vinger. Han så, at den unge Per Øhrgaard havde interesse for tysk og sørgede for, at han kom på et fire ugers ophold i Tübingen mellem 2. og 3. g.

Per Øhrgaards første store læseoplevelse var, da han som 16-årig gik ind i en boghandel og købte Kafkas Processen i en billigbogsudgave – på tysk.

”Jeg er godt klar over, at der sikkert ikke er mange 16-årige, der i dag ville kaste sig over Kafka og slet ikke på tysk. Jeg var sikkert lidt snobbet. Men jeg husker stadig Karl Bjarnhof (dansk journalist og forfatter, red.), der engang sagde i et radioprogram: ”Snobberi har da ført til meget godt””.

Jeg hader begrebet finkultur

”Jeg hader begrebet finkultur, for kultur kan ikke gradbøjes. Jeg går simpelthen ind for, at de unge skal præsenteres for kvalitet. De skal ikke præsenteres for middelmådige, litterære tekster, der svarer til deres alder og deres interesser lige nu. Nej, de skal præsenteres for klassikerne og alt det svære, som udvider deres horisont. Hvis de skal lære grammatik, så lad dem læse Thomas Mann. Hans genitiver er så morsomme, at når de læser dem, vil de aldrig glemme det. Unge mennesker skal præsenteres for noget, som de skal leve med resten af livet.”

Per Øhrgaards fransklærer sagde også til ham en dag: ”De skulle tage ud og besøge Villy Sørensen (dansk filosof og forfatter,1929-2001, red.) Det ville han blive glad for”. Og så cyklede 17-årige Per Øhrgaard ud og ringede på hos Villy Sørensen, der også havde gået på Vestre Borgerdydskole.

”Jeg tror jeg sagde: ”Jeg har læst Deres historier, og de har gjort et stort indtryk på mig”. Et eller andet intetsigende. Stakkels Sørensen. Det har sikkert ikke været første gang, min fransklærer sendte folk ud til ham. Men det havde jo den virkning, at vi unge blev stimuleret til at gå videre med humaniora. Vi ville gerne være en del af den verden, og vi ville gerne lære og blive klogere”, siger Per Øhrgaard, der husker, at det var forbundet med en vis prestige at lære sprog, da han var ung.

Efterlyses: Et klart signal

Da han for nylig mødte en gymnasiekammerat, der blev matematisk student, fortalte han, at han og hans kammerater havde følt, at Per Øhrgaard og de andre sproglige så ned på dem som matematikere.

”Det skal nok have sin rigtighed, og det var selvfølgelig ikke pænt af os. Men i dag er vi så havnet i den helt modsatte grøft. I dag er det de matematiske, tekniske og naturvidenskabelige fag, der alene er i højsædet”, konstaterer Per Øhrgaard, der efterlyser en tredje vej, hvor alle fagdiscipliner tilgodeses, og humaniora genvinder sin gamle status.

”Politikerne skylder at give et klart signal om, at humaniora er vigtig. Tænk på daværende statsminister Anker Jørgensen, (S), der afsluttede sin skolegang efter 7. klasse, men havde sine bogreoler fyldt med bøger i lejligheden i Sydhavnen, hvor han boede hele sit liv. Hele arbejderbevægelsen vidste, at det gjaldt om at få del i den fælles kulturarv, og de læste bøger, opsøgte højskolerne og sugede til sig.”

Forvrøvlet argumentation

”Henrik Sass Larsen, der jo også er socialdemokrat, sagde engang, at han slet ikke kunne se, hvorfor man skulle lære tysk. Han syntes ikke, det var nødvendigt længere, og han havde aldrig haft brug for det. Det er da en forvrøvlet argumentation. Det kunne jo være, at andre ville have en anden mening om tysk, end han har. Der er en verden til forskel på de to socialdemokraters måde at anskue verden på.”

”Esben Lunde Larsen var uddannelses- og forskningsminister, da CBS i efteråret 2015 lukkede syv sproglige uddannelseslinjer på grund af sparekrav. Hans reaktion var at varsle en strategiplan. Det var måske en postgang for sent, kunne man indvende, især fra en minister, der ovenikøbet har skrevet speciale om Grundtvig.”

”Pointen er, at politikerne, helt uafhængig af politisk observans, lader til at have droppet humaniora”, siger Per Øhrgaard.

Han finder det positivt, at indtil videre ni folkeskoler i Danmark har indført tysk fra de små klasser. Da undervisningsminister Ellen Trane Nørby i august måned i år besøgte Løgumkloster Distriktsskole, som har indført tysk fra 0. klasse, skrev hun om det på sin facebook-væg. En kommentar til ministeren fra en mand lød:

”Jeg har rejst verden rundt i 11 år uden en eneste gang at have haft brug for tysk. Har jeg mødt tyskere på min vej, ville de hellere snakke engelsk for at blive bedre til sprog”.

Per Øhrgaard er bekendt med argumentet, men det bliver det ikke mere rigtigt af, understreger han.

”Jeg synes, det store fokus på engelsk er udtryk for dansk provinsialisme af rang. Man tror, man er international, fordi man taler engelsk. Men sådan forholder det sig jo langt fra. Alligevel fremturer man udelukkende med engelsk, som vi endda ikke er nær så gode til, som vi selv tror.”

”Da Erhvervsministeriet for et par år siden søgte en ny såkaldt innovationsattaché i München, stod der i stillingsopslaget, at det ikke var en betingelse, at vedkommende kunne tale tysk. Jeg ved ikke, om man endte med at få en, der kunne tysk. Men det er i alt fald en fallit, hvis den danske regering sender folk til Tyskland, der ikke kan det tyske sprog. Et argument, som Christiansborg måske kan forstå, kunne være: Konkurrenter fra andre lande sender måske nogen, der kan tysk, og så får Danmark ikke ordren”, siger Per Øhrgaard med et ironisk smil.

En kærlighedserklæring

Per Øhrgaard har oversat mange bøger af Günter Grass, der også var en personlig ven. Dog har han ikke oversat en af Grass’ sidste bøger, der udkom få år inden hans død i 2015: ”Grimms Wörter” om Brødrene Grimm. Bogen har undertitlen ”Eine Liebeserklärung”, og kærlighedens genstand er det tyske sprog.

Per Øhrgaard vurderer, at bogen kun vanskeligt lader sig oversætte til dansk, men han tilslutter sig gerne Günter Grass’ kærlighed til det tyske.

”Set fra Vorherres synspunkt er tysk ikke et bedre sprog end alle andre. Men det har det været for mig, og sådan håber jeg også, det vil blive for flere danskere i fremtiden. Vi skal ikke lære tysk for tyskernes skyld. Vi skal lære tysk for vores egen skyld, fordi tysk sprog og kultur historisk har haft og stadig har så stor en indflydelse på det danske, og ligger så tæt på Danmark, både fysisk, sprogligt og kulturelt.”

 

Per Øhrgaard, født 1944, dansk litteraturforsker, professor i germansk filologi ved Københavns Universitet 1980-2003, professor ved Copenhagen Business School 2003-2014. Disputats om Wilhelm Meister. Forfatter til en række bøger, herunder Goethe, Et essay, 1999, og Tyskland. Europas hjerte, 2009. Har oversat en række bøger fra tysk til dansk. Præsident for dansk PEN, medlem af Det Danske Akademi og Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung.