"Jeg skulle undervise i pumpeteknik på tysk"

Tilføjet 13. okt 2016 - 11:50
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.5/oktober 2016

Bestyrelsesformand i Danfoss Jørgen Mads Clausen fortæller om, hvordan han lærte tysk

Fortalt til Merlin Christophersen

”Jeg var bestemt ikke glad for tysk i skolen. For at sige det mildt, så hang det mig ud af halsen. For undervisningen fokuserede på grammatik og ikke på at snakke. Jeg brugte utallige timer på grammatikken, men jeg gad det ikke. Derfor blev jeg heller ikke særlig god til tysk. Jeg kunne bedre lide engelsk, og det har jeg brugt rigtig meget allerede fra barnsben. Men efter min universitetsuddannelse, som jeg tog i USA, indså jeg, at jeg ikke talte godt nok tysk. Det kunne ikke passe, at jeg, der er opvokset i Nordborg med Tyskland som nabo, ikke kunne bedre tysk.

Så jeg besluttede at tage et job i Tyskland. Som ingeniør kom jeg ind på Grundfos’ pumpefabrik i Wahlsted nord for Hamborg. Før jeg skulle af sted, tog jeg et intensivkursus på Berlitz School of Languages, en privatskole, hvor der er fokus på at tale sproget. Undervisningen gik med at snakke med den ene lærer efter den anden og læse aviser. Jeg måtte kun tale tysk, også når jeg kom hjem. Det lå meget mere til mig end terperiet med grammatik, og efter 14 dage var jeg virkelig blevet skrap til det. I jobbet skulle jeg bl.a. undervise i pumpeteknik på tysk. Så der skulle jeg gøre mig forståelig; der var der ingen pardon.

Koncernsproget i Danfoss er engelsk. Det blev besluttet meget tidligt, da vi begyndte at åbne de første afdelinger i udlandet. Så i forretningsøjemed bruger jeg kun tysk overfor tyske kunder. Men jeg mener, at det at kunne tysk har noget med dannelse at gøre, og hernede, hvor vi er så tæt på Tyskland, ville det være en katastrofe, hvis vi ikke kunne et minimum af tysk. Jeg synes det er lidt ærgerligt, at vi i Danmark generelt ikke er bedre til tysk. Tyskland er vores nabo og vores største samhandelspartner.

Selvom jeg sagtens kan begå mig på tysk, mener jeg ikke, mit tysk er godt nok. På slap line laver jeg mange fejl, men tyskerne er heldigvis søde til at prøve at forstå mig alligevel. I skolen blev jeg jaget en skræk i livet, når jeg lavede fejl. Men i en samtale er grammatikken ikke så vigtig, der skal verberne og tillægsordene bare passe. Hvis jeg skal bruge tysk i officielle sammenhænge, i breve eller taler, får jeg nogen til at læse korrektur, så det bliver formfuldendt og rigtigt. Når jeg ser tilbage i dag, ville jeg ønske, at jeg som barn havde været endnu mere ihærdig med at få lært tysk.”