”Vi vil gerne præge vores børn med tysk kultur”

Tilføjet 09. dec 2016 - 14:08
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.6/december 2016 

Bornholmske Thilde Pfeifer og hendes tyske mand har valgt ”det dansk-tyske børnehus” til deres to døtre, selv om det betyder længere transporttid

Thilde Pfeifer og hendes tyske mand er glade for at kunne sende døtrene Ingeborg, to år, og Irmgard på seks måneder i en dansk-tysk daginstitution.

”Vi vil gerne give vores børn mere tysk i hverdagen. Vi opdrager dem tosproget: Min mand taler tysk med dem, og jeg taler dansk. Men der er ikke ligevægt mellem sprogene, når man bor i København. Vores ældste datter talte kun dansk tidligere, selvom hun forstod tysk. Nu taler hun også tysk til stor glæde for os og ikke mindst min mands tyske familie”, siger Thilde Pfeifer.

Ingeborg begyndte som et af de første børn i ”det dansk-tyske børnehus”, da institutionen åbnede på Frederiksberg i København i sommer. Både hun og hendes forældre er meget glade for institutionen, hvor lillesøster Irmgard er skrevet op til en vuggestueplads.   

”Vi sætter stor pris på det tyske kulturislæt. Det er jo ikke bare sproget. Her bliver også de tyske mærkedage fejret, og der synges tyske sange og fortælles tyske historier. Der opstår et fællesskab omkring det at være tysk. Det at være tysker bliver på en måde afmystificeret. Det er vigtigt for min mand og mig, at vores børn får en kulturel referenceramme, så de kender deres ophav”, siger Thilde Pfeifer.

Den eneste udfordring for familien er afstanden. Hvor Ingeborgs tidligere institution lå lige i nabolaget, har familien nu to en halv kilometer til børnehuset.

”Det er lidt langt, især fordi vi ikke bruger bil i byen. Men vi kan lige så godt vænne os til det. For børnene er allerede skrevet op til den tyske Skt. Petri Skole, som heller ikke ligger lige om hjørnet. Så nu har vi investeret i en elcykel, så vi kan give vores børn en dansk-tysk opvækst”, siger Thilde Pfeifer med et smil.