Lad os være fælles om fædrelandskærlighed

Tilføjet 14. feb 2017 - 15:00
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.1/februar 2017 

Vi har alle sammen et barndommens sted og en erindring om en sommer engang, der har været med til at gøre os til dem, vi er, siger historiker Henrik Jensen, der har skrevet en bog om vigtigheden af at genopdage alt det, der forbinder os som borgere i Danmark. 

Af Anna-Lise Bjerager

Henrik Jensen har lige læst en bog: Homo Deus, det guddommelige menneske, hedder den internationale bestseller om, hvordan kunstig intelligens og genetisk optimering baner vejen for en verden, der kan føre til menneskehedens ødelæggelse.

Dystre fremtidsudsigter på en smuk januar-dag, hvor solen brager ind ad vinduerne i Henrik Jensens lejlighed i indre København. Lejligheden er fredet, forklarer han, og bogreolerne med udskæringer og malerier i skønvirkestil har stået uforandret siden begyndelsen af 1900-tallet. Det giver en særlig stemning af ro og gamle dage at sidde her omgivet af bøger med udsigt over Kongens Have og Rosenborg Slot i horisonten. Profetier om menneskehedens ødelæggelse forekommer ikke lige inden for rækkevidde. Og så dog.

Historielektor Henrik Jensen, født 1947, og forfatter til en ny bog Derfra vores verden går – et essay om fædrelandskærlighed vedkender sig gerne en vis kulturpessimisme, som han dog er sig bevidst ikke skal tage overhånd. Gennem sit forfatterskab har han kredset om det evigt tabte: Autoriteternes fald i Det faderløse samfund, det for altid forandrede Europa i Krigen 1914-1918 og Det ordentlige menneske om, hvordan danskerne er gået fra pligtkultur til offerkultur.

Den fælles platform

Men alene ordet ”fædrelandskærlighed” er svært at sige, så det lyder pessimistisk. Det er da også et positivt ærinde, han er ude i med sin nye bog, forklarer Henrik Jensen: I en tid hvor Danmark og hele den vestlige verden er under pres af teknologiske landvindinger, globalisering, flygtningekrise, terror og højre- radikal nationalisme, bliver det afgørende at finde en fælles platform. Den platform kan efter Henrik Jensens mening passende være fædrelandskærlighed. Selv om ordet lyder af gamle dage, er det værd at pudse af. Vi har nemlig brug for at genopdage de ord og begreber, der har en positiv klang, og som forbinder os som borgere i Danmark, mener han.

”Mit ærinde med min nye bog er egentlig at sige: Det er naturligt, at man nærer følelser for det land, man er rundet af. Jeg vil gerne, at vi kan mødes inde på midten”, siger Henrik Jensen og uddyber.

”Der er en betydelig ængstelse i de europæiske befolkninger, fordi alting forandrer sig så hastigt. Tidligere har det været sådan, at mennesket har været den konservative faktor. Men nu har mennesket indoptaget forestillingen om, at alting skal forandre sig hele tiden. Det er ikke kun den teknologiske udvikling og globaliseringen, der løber af sted med os. Det er også os selv, der er ved at miste evnen til at sætte foden ned. Vi tumler af sted med nye tiltag for at blive endnu mere effektive og innovative. Men vi er ved at miste fornemmelsen af, hvem vi selv er og er blevet forvirrede. Den forvirring udnyttes af radikale kræfter til både højre og venstre, der har hurtige og nemme bud på de komplicerede problemer, verden står overfor. Det er en farlig situation, og den kræver et modsvar”.

”Jeg tror, de fleste danskere nærer en umiddelbar kærlighed til deres egne rødder. Men det nationale er kommet under pres, moralsk og politisk. Vi taler om nationalisme, og vi mener ikke noget godt med det. Der er sket en politisering og monopolisering af det fælles gods, så når man tænker over, hvem man er som dansker, tænker man i næste øjeblik på, at man ikke ønsker at blive identificeret med bestemte, politiske holdninger ude på yderfløjene. Det er skidt”, siger Henrik Jensen.

Mit sted, mit fædreland

Fædrelandskærlighed er ifølge ordbogen det samme som patriotisme, der var den vigtigste dyd for den gode borger omkring år 1800, fordi det skulle sikres, at den enkelte var klar til at tilsidesætte sine egne interesser under hensyn til det almene bedste. Det var i tiden op til nationalstaternes opståen i Europa. Men Henrik Jensen mener ikke, at fædrelandskærlighed kun er et resultat af nationalromantikken. Snarere en følelse, mennesker til alle tider har næret til det sted, de er vokset op. Netop barndommens steder har stor betydning for menneskers opfattelse af fædrelandskærlighed, mener Henrik Jensen. ”Hjemme” er forbundet med steder, man måske ikke har boet eller været i nærheden af, siden man var barn.

”Vores karakter dannes af steder”, skriver Henrik Jensen, men også af klimaet med årstidernes vekslen mellem sommer og vinter. I bogen henvises til Johannes V. Jensens Kongens Fald med de sanselige beskrivelser af landet, naturen og årstiderne som en nøgle til at forstå de mennesker, danskerne, der lever der. ”Årstider, der er som nat og dag, førte til en splittet karakter, præget af melankolsk behovsudsættelse og vægelsind, historisk udmøntet i en stædig rådvildhed”, skriver Henrik Jensen.

Selv er han opvokset i den lille stationsby Taulov ved Fredericia med bedsteforældre og onkler og tanter inden for kort afstand. Da han var ti år, fik hans far nyt job, og familien måtte flytte. Det blev indledningen til en lang række flytninger i de følgende år til Kolding, Brøndby Strand, Frederiksberg og Slagelse.

”Det var et chok simpelthen, da vi flyttede fra Taulov, der i dag mest er kendt for et transportcenter ved motorvejen. Dengang udgjorde Taulov en verden, og den verden gik i opløsning, da vi flyttede. Når man er barn, kan man ikke udmønte det i en strategi, men i flere år havde jeg en følelse af, at verden først ville blive hel igen, når jeg flyttede tilbage til Taulov.”

”I mit liv har barndommens flytninger betydet en indgående fascination af brud. Jeg tror også, det var derfor, jeg blev historiker. Jeg begyndte systematisk at se på de store begivenheder i historien, som for alvor kom til at betyde et brud. Jeg har skrevet om den sorte død, pesten, Første Verdenskrig, og lige nu arbejder jeg på noget om Den franske Revolution. Det er begivenheder, der pludselig lander som en meteor og forandrer alting. Det er for tidligt at udtale sig, om vi befinder os ved begyndelsen af et sådant større brud, men der er noget, der kunne tyde på det”, siger Henrik Jensen.

”En fuldkommen Dansker”

Et sådant brud i historiens gang var også De Slesvigske Krige i 1848-50 og 1864, og der er sagt og skrevet meget om, hvordan nederlaget i 1864 ændrede den danske nationalkarakter. I sin bog omtaler Henrik Jensen meningsudvekslingen i 1848 mellem to af den tids store kulturpersonligheder, N.F.S. Grundtvig og Meir Aron Goldschmidt, der var jøde. De var begge kritiske over for kravet om Slesvigs indlemmelse i det dansk-norske rige, men gerådede samtidig ud i en hidsig debat om, hvad det vil sige at være dansk.

”Hvo er oprindelig dansk?” spurgte Goldschmidt. ”Ere vi andre, som elske Danmark, som tale og skrive dets Sprog reent, som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede uden for den danske Nationalitet, altså fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øjne. Om vi falde for Danmark, om vort Hjerteblod flyder, skal da dette Hjerteblod ikke kunne opveie det ulykkelige sch? Herregud, hvor Folk kunne være ubarmhjertige i deres Fædrelandskærlighed”, skrev Goldschmidt. Grundtvig svarede hertil, at Goldschmidt havde fået ”den Grille at ville giælde for en fuldkommen Dansker”.

Også i dag er debatten om, hvem der er rigtig dansk, hidsig og ofte uforsonlig. Men Henrik Jensen mener ikke, at det er udtryk for, at danskerne har stået stille siden dengang, når det gælder deres evne og vilje til at indoptage nye medlemmer i den danske stamme. Han mener heller ikke, at danskerne i dag med Goldschmidts ord er ”ubarmhjertige i deres Fædrelandskærlighed”.

”Jeg tror ikke, at danskerne er fremmedfjendske, og i øvrigt er der gennem historien kommet mange fremmede hertil, som er blevet integreret uden problemer. Jeg tror egentlig, at alle er velkomne her, hvis de bare vil leve som os. Men hvis nogen kommer til Danmark for at leve, som de gjorde, inden de tog hjemmefra, så føler vi det som en slags kritik og har svært ved at forstå det. Jeg tror simpelthen, at Danmark er for lille et land til at kunne klare indvandring i stor skala af især mennesker fra Mellemøsten og Afrika, der har en anden kultur og religion og ofte har svært ved at blive integreret”, siger han.

Mit pas, mit fædreland

Spørgsmålet om dansk, national identitet knytter sig i høj grad også til, om man har et rødbedefarvet pas eller ej. I 2014 fik Danmark nye regler, der giver mulighed for dobbelt statsborgerskab og dermed to pas. Det samme er muligt i en række andre europæiske lande. Også i Tyskland, selv om et flertal på CDUs kongres i december 2016 foreslog, at reglerne om dobbelt statsborgerskab, der blev vedtaget i 2014, skulle strammes.

Folketingets Sydslesvigudvalg forslog i januar i år, at medlemmer af det danske mindretal i Sydslesvig, der næsten alle har tysk statsborgerskab, under visse forudsætninger også skal kunne få et dansk pas.

Men hvad med den enkeltes følelse af national identitet, hvis man har to pas? Kan man elske to fædrelande samtidig? Henrik Jensen er ikke sikker.

”Man bør jo stille det spørgsmål til de borgere, der ønsker dobbelt statsborgerskab. Min vurdering ville være, at det ikke er så nemt endda at være ”polyamorøs”, heller ikke når det gælder dette at have to fædrelande. Hvis man har slægtsrødder eller på anden måde føler sig forbundet med begge lande, lader det sig måske gøre”, siger Henrik Jensen, der samtidig mener, at myndighedernes skal udvise en stor forsigtighed, når der gives tilladelse til dobbelt statsborgerskab.

”Der er naturligvis altid en mulighed for misbrug, så det bør ikke være alt for nemt”, siger han.

Har man pligt til at elske fædrelandet?

Henrik Jensen gør i bogen rede for, at det historisk har været anset for en pligt at elske sit fædreland. Henrik Jensen trækker linjerne tilbage til De ti Bud i Det Gamle Testamente, hvori det bl.a. hedder, at du skal elske din far og din mor. At mennesket også skulle være forpligtet til at elske både fædreland og modersmål ligger lige for. Henrik Jensen refererer Jyske Lov fra 1241 og skriver, at loven knytter mennesket til stedet – landet og hjemmet – og sætter os i stand til at leve i fred med vore naboer.

I dag kan det være svært at forbinde kærlighed med pligt, men efter Henrik Jensens opfattelse ville det ikke gøre noget, hvis vi følte os lidt mere forpligtede både over for vore nære og over for fædrelandet.

”Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at man har pligt til at elske sit fædreland, men det er lige ved. Pligten var jo i mange århundreder det, der klinede samfundet sammen. Pligten var ikke spor abstrakt, den var konkret og lokal. Man var forpligtet der, hvor man var sat. Det er hele meningen bag I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går. Vores verden udgår stadigvæk herfra, og det synes jeg da, man skal føle sig forpligtet i forhold til”, siger Henrik Jensen, der opfordrer forældre til at begynde i det nære.

Frem med familiealbummet

”Mit projekt er egentlig modsat Bertel Haarders Danmarkskanon, hvor han opstillede bestemte værdier for det særligt danske. Jeg synes snarere, man skal begynde med at gå bagud i sin egen families historie: Finde familiealbummet frem og tale med sine børn om den familiemæssige baggrund, og det sted, man bor, fortælle Danmarkshistorie og synge sange fra Højskolesangbogen.”

”Jeg har to sønner, der i dag er 21 og 27 år. Vi har ikke sunget, men jeg har prøvet at gribe de øjeblikke, hvor de har udvist interesse for noget, der vedrørte deres egen historie. En gang kom en af dem med et gammelt kort over Emdrup, hvor han er født. Han havde fundet det på nettet, og det gav anledning til en god snak om det sted og hans tilknytning til det sted”, siger Henrik Jensen, der også opfordrer til en opprioritering af historiefaget i folkeskole, gymnasium og på de videregående uddannelser.

”Den britiske historiker A.J. Toynbee har sagt, at vor tids proletariat ikke er de fattige, men de historieløse. Jeg har haft med historiefaget at gøre i 42 år, og jeg kan konstatere, at historiebevidstheden ikke har det godt i Danmark. Niveauet på historiestudiet på universitetet er blevet mærkbart forringet. Måske har de historiestuderende arbejdet med den industrielle revolution, da de gik i gymnasiet, og ved derfor en masse om det emne, men de mangler overblik og dybde.”

”Hvis man skal udvikle en interesse for historie hos børn og unge, skal man fortælle historier og skærpe interessen for sammenhængene. Ellers udstyrer man dem ikke med nysgerrigheden efter at finde ud af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Det er afgørende, at historiebevidstheden øges. Hvis man ikke har den historiske ballast på plads, også som samfund, bliver man ude af stand til at forholde sig til verden i al dens kompleksitet”, siger han.  

Civilisationernes fald

Derfra vores verden går hedder Henrik Jensens bog. Hvor tror han, at verden vil gå hen i fremtiden?

”Jeg mener, at de europæiske lande lige nu er inde i det, vi kunne kalde en naturlig opbremsning i forhold til EU og andre overnationale institutioner. Vi skal huske på, at vi i den vestlige verden aldrig har haft demokrati og velfærd uden for en national ramme. Derfor er det ikke mærkeligt, at den enkelte borger føler en naturlig inklination til at trække sig tilbage til det nationale, når verden forandrer sig så hastigt, som det er tilfældet i disse år”.

”Hvis man anskuer det historisk, er civilisationer opstået og uddøet igen eller har forandret sig til noget andet. Vesten som verdensdominerende civilisation har været under afvikling gennem de seneste par generationer, og den afvikling vil fortsætte. Romerriget begyndte at forfalde allerede i det andet århundrede, men bestod alligevel til det 4. og 5. århundrede. Så vi har lidt tid endnu”, lyder det fra Henrik Jensen.

BOX

Henrik Jensen, født 1947, cand.phil. i historie og lektor emeritus på Roskilde Universitet ved Institut for Kultur og Identitet, debattør og forfatter til en række bøger  

BOX 2

Hvornår elsker du Danmark mest?

Når jeg ser ud over et dansk landskab, iklædt de skiftende årstider. Lige for tiden mest når jeg kører i bil fra Høve mod Veddinge Bakker, hvor vi har sommerhus, og fra Esterhøj skuer ud over Sejerøbugten. Det er tidløst.

Hvornår elsker du Danmark mindst?

Når jeg i medierne læser generaliseringer og meningsmålinger om ”danskerne”, der mener dit og dat. Der er som oftest tale om fiktion, som har meget lidt med virkeligheden at gøre. De danskere, jeg møder i det daglige, er langt mere nuancerede og sympatiske.