Danmarks smukkeste bondegård ligger i Sønderjylland

Klægager, der er en firelænget gård fra 1857 beliggende i marsken ved Tønder, er blevet kåret til Danmarks smukkeste bondegård. Foto: Bygningskultur Danmark

Tilføjet 26. jun 2017 - 15:34
Del nyheden

Slægtsgården Klægager i Ballum i Tønder Kommune er blevet kåret til Danmarks smukkeste bondegård.

Unknown Object

Klægager, der blev opført i marsken i 1857, fik 21 procent af stemmerne i en konkurrence, hvor over 4000 danskere kunne stemme på 15 gårde, der på forhånd var blevet nomineret af et udvalg af eksperter med viden om arkitektur og bygningskultur. Konkurrencen blev afholdt af Bygningskultur Danmark, og den skal sætte fokus på Danmarks klassiske, stråtækte bondegårde, der er stærkt truede.

Klægagers ejere, Ruth og Christian Lorenzen, er beærede over udnævnelsen.

”Det var en stor anerkendelse at blive nomineret i konkurrencen, og det er en endnu større ære at løbe med titlen Danmarks Smukkeste Bondegård. Vi skylder en stor tak til hele lokalsamfundet”, siger Ruth Lorenzen til Bygningskultur Danmark.

Ruth og Christian Lorenzen har skiftet landbruget på Klægager ud med et Bed & Breakfast. Da de i 2005 restaurerede gården, var det vigtigt for dem, at den symboliserede den egn, de selv er vokset op i.

”Når vi bevarer gården, er det en måde for os at videreføre slægtshistorien […]. Vi er stolte over det sted vi bor, og stolte over at få lokalsamfundet til at overleve”, siger Ruth Lorenzen til Kristeligt Dagblad.

Christian Lorenzens familie har boet på Klægager i grænselandet mellem det tyske og danske i seks generationer. Igennem tiden har familien ernæret sig som marskbønder, digegrever, der passede digerne, og bønder. Gårdens aktuelle funktion som Bed & Breakfast ser Ruth og Christian Lorenzen mange muligheder i.

”Der ligger et kæmpe potentiale, også langt ude i fremtiden, i at få gæster og turister til gården og videreformidle den viden, vi har om marsken og dens bønder. Det fremtidssikrer gården og betyder, at vi når ud til mange flere, end hvis vi tullede rundt og passede grise”, siger Ruth Lorenzen til Kristeligt Dagblad.

Det er vigtigt, at bygningerne tjener et formål og får nye funktioner, hvis man vil bevare de gamle bondegårde i Danmark. Det siger Johan West Hage, projektleder fra Bygningskultur Danmark, til Kristeligt Dagblad.

”Jeg synes det er specielt fint, at Danmarks smukkeste bondegård også er én, der er offentlig adgang til, som man kan besøge og ligefrem bo i”, siger han.