Terror i London prægede reformationsfest i Haderslev

Tilføjet 06. jun 2017 - 11:33
Del nyheden

Der var lagt op til den helt store fest i søndags i Haderslev. Hundredvis af mennesker mødte op foran Haderslev Domkirke for at få et glimt af store danske kulturpersonligheder, politikere, forskellige repræsentanter fra danske kirker og kongehuset. Alle var de mødt op for at fejre 500-året for Reformationen med en stor national festgudstjeneste.

Unknown Object

Men politiets massive tilstedeværelse og betonklodser i gaderne vidnede om store sikkerhedsforanstaltninger. Betonklodserne var sat op som følge af nylige terrorangreb, hvor køretøjer er kørt ind i folkemængder, senest i London natten til søndag. Også indenfor i kirken blev nattens terror, hvor syv mistede livet og cirka 50 blev sårede, nævnt.

”’I al sin glans nu stråler solen.’ Sådan har vi sunget med Grundtvig på en dag, hvor det glade pinsebudskab er oppe mod mørke kræfter. I nat i London er helt uskyldige mennesker blevet dræbt, og mange er såret i et terrorangreb” sagde statsminister, Lars Løkke Rasmusse, ifølge Kristeligt Dagblad.

Biskop af Københavns stift Peter Skov-Jakobsen opfordrede i sin prædiken til, at terrorhandlinger ikke må få mennesker til at lukke sig om sig selv.

”Hukommelserne kæmper til tider mod hinanden. Man skulle tro, at vi europæer om nogen har lært, at den, der gemmer sig bag en mur, bag militariserede zoner, bag vagttårne, aldrig vil kunne vinde tillid, åbenhed, venlighed, men være overladt til tristheden, mistilliden og foragten for den anden”, sagde han ifølge Kristeligt Dagblad.

Statsministeren nævnte i sin tale Luther som en inspiration for et samfund der ønsker fornyelse, og han sendte også en hilsen til de tyske biskopper der var til stede ved gudstjenesten.  

”I dag, hvor vi har tyske gæster, vil jeg citere forbundskansler Angela Merkel, der for nogle år siden i en debat om kristne værdier kontra islam sagde: ’Landet lider ikke under for meget islam, men under for lidt kristendom’. Og det rummer den vigtige pointe, at hvis man vil begå sig i en globaliseret verden, så skal man have sine egne værdier med. Hvis man som det store bøgetræ vil folde sine grene ud, er man nødt til at have et stærkt rodnet, ellers tager stormen én”, sagde Lars Løkke Rasmussen ifølge Kristeligt Dagblad.