Danske årsmøder samler titusindvis af gæster

De danske årsmøder i Sydslesvig samlede henover weekenden omkring 17.000 gæster, der blandt andet samledes til det store friluftsmøde i Flensborg. Foto: Lars Salomonsen

Tilføjet 12. jun 2017 - 12:00
Del nyheden

De danske årsmøder i Sydslesvig samlede henover weekenden omkring 17.000 deltagere, vurderer Sydslesvigsk Forening. Traditionen tro deltog også mange gæster nordfra i de cirka 40 arrangementer, hvor danskhed og særligt dansk sprog i mindretallet var hovedtemaer i taler og debatter.

Unknown Object

Der har længe kørt en debat i blandt andet Flensborg Avis’ spalter, om hvorvidt der tales nok dansk i mindretals foreninger og institutioner.

Kulturministeren Mette Bock (LA) berørte denne debat i sine tre årsmødetaler, idet hun refererede en undersøgelse fra Flensborg Avis, der viser, at der er danske foreninger, hvor der udelukkende tales tysk.  

”Det er et problem, hvis man er medlem af en dansk forening uden at møde det danske sprog og den danske kultur. I bliver simpelthen nødt til at stille større krav om et aktivt dansk foreningssprog […]. Beherskelsen af sproget er og bliver en af de vigtigste nøgler til tilegnelsen af den danske kultur”, sagde kulturministeren ifølge Flensborg Avis i sine taler.

Hun understregede dog, at det er helt naturligt, at der i mindretallet også tales tysk, eksempelvis i skolegården.

Grænseforeningens generalsekretær, Knud-Erik Therkelsen, argumenterede i sin årsmødetale i Medelby for, at mindretallet både influeres af dansk og tysk, og at der heri ligger en stor værdi.

”Mindretallet gebærder sig fremragende mellem dansk og tysk sprog og kultur. Det har elementer med fra begge kulturer […]. I kan være til inspiration og et forbillede for et monokulturelt Danmark, der har så svært ved at håndtere kulturmødet og integration”, sagde Knud-Erik Therkelsen, der understregede, at der aldrig er blevet talt så meget dansk i Sydslesvig som i dag.      

På årsmøderne var det dansk sprog alstedsnærværende. Alle årsmødetaler blev i år holdt i hvert fald delvis på dansk. Selv de tyske talere, som Slesvig-Holstens socialdemokratiske ministerpræsident, Torsten Albig, og Flensborgs socialdemokratiske overborgmester, Simone Lange, talte dansk.