Flertal af danskere vil beholde grænsekontrollen

Et flertal af danskere vil ifølge ny undersøgelse af Norstat beholde grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse. Foto: News Oresund/Flickr.com

Tilføjet 23. jun 2017 - 13:02
Del nyheden

En ny meningsmåling viser, at et flertal i den danske befolkning vil beholde grænsekontrollen. Derfor falder det ikke i god jord hos de fleste, at EU-Kommissionen vil afvikle grænsekontrollen i løbet af et halvt år.

Unknown Object

Det gjorde EU’s migrationskommissær Dimitris Avramopoulos klart i maj måned, da EU-Kommissionen modvilligt tillod et halvt års forlængelse af grænsekontrollen.

”Det her bliver den sidste forlængelse. Jeg gentager: Det bliver den sidste forlængelse”, sagde han.

57 procent af de danske vælgere siger dog nej til afskaffelse af grænsekontrollen, hvoraf 33 procent er klar til afskaffe den, viser en meningsmåling fra sidste uge, der er udarbejdet af Norstat for Altinget.

En indførelse af grænsekontrol har altid været en politisk mærkesag for Dansk Folkeparti hvor 92 procent af partiets vælgere vil opretholde grænsekontrollen. Partiet overgås kun af Nye Borgerlige hvor 100 procent af vælgerne går ind for opretholdelse af grænsekontrol, men her er der tale om meget små tal.

Ved grænsekontrollens indførelse i januar 2016, var der splittelse mellem ministrene i Venstre. Men i dag står 68 procent af partiets vælgere bag integrationsminister Inger Støjbergs ønske om opretholdelse af grænsekontrol. 24 procent af Venstres vælgere vil afskaffe den.

”Folk vil gerne bevare grænsekontrollen, så længe situationen ved EU’s ydre grænser er uændret. Sådan har jeg det også selv. Men jeg håber da, det ikke er nødvendigt at blive ved med grænsekontrol”, siger Venstre politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen til Altinget og uddyber at han anser det for tvivlsomt, at grænsekontrollen kan ophæves sidst på året.

Mere splittede er Socialdemokratiets vælgere. 52 procent af dem er for fortsat indførelse af grænsekontrol, mens 38 procent vil have den afskaffet. Ligeledes står det til med Socialistisk Folkepartis vælgere, hvoraf 55 procent af vælgerne vil afskaffe grænsekontrollen, mens 34 procent vil bevare den.

Hos Alternativet og Enhedslisten vil hver fjerde opretholde grænsekontrollen, hvorimod 81 procent af Radikale Venstres vælgere ønsker at afskaffe grænsekontrollen. 

Forud for G20-topmødet i Hamborg den 7. juli har også Tyskland indført grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Det kan føre til forinkelser for dem, der kører sydpå, skriver DR. Den tyske grænsekontrol varer frem til 11. juli.