Roskilde Festival hædrer Grænseforeningen Ungdom

Unge frivillige fra Grænseforeningen Ungdoms pantbod modtog lørdag #RFheroes prisen ved siden af orange scene på Roskilde Festival. Prisen gives for et særligt engagement for andre. Foto: Tuborgfondet

Tilføjet 04. jul 2017 - 10:00
Del nyheden

#RFheroes-prisen uddeles af Roskilde Festival og Tuborgfondet for at hædre dem, der har gjort en ekstra indsats for andre på festivalen. I år blev Grænseforeningen Ungdom tildelt den eftertragtede pris.  

Grænseforeningen har siden 2007 drevet en pantbod og dertilhørende camp på Roskilde Festival. I år står Grænseforeningen Ungdom bag boden, der har samlet over 150 unge frivillige fra 19 nationer. Det engagement er nu blevet belønnet med #RFheroes-prisen.

”I sikrer et fantastisk fællesskab med stort team spirit og plads til at have det sjovt. I forstår, hvordan fællesskab sikres. I er rette #RFheroes og skal hyldes for det”, lyder det i indstillingen af Grænseforeningen Ungdom, som en ung frivillig har skrevet.

Over 30.000 frivillige hjælper hvert år til med at realisere Roskilde Festival, der med 130.000 besøgende er en af Europas største festivaler. Siden 2016 uddeler Roskilde Festival sammen med Tuborgfondet #RFheroes-prisen til fem personer eller grupper som anerkendelse for en særlig indsats for fællesskabet på festivalen.

”Tanken bag #RFheroes er at hylde dem, der gør noget ekstra for, at det er sjovt at gå på festival. Tuborgfondet støtter generelt frivillige fællesskaber og unges engagement i samfundet, og det faldt os naturligt at samarbejde med Roskilde Festival om det her”, siger Anni Lyngskær, der er kommunikationsansvarlig i Tuborgfondet.

Alle festivalgængere kan indstille andre til prisen. Roskilde Festival og Tuborgfondet har modtaget 700 indstillinger, hvoraf 50 blev nomineret til prisen. De fem prismodtagere blev endeligt udvalgt af Roskilde Festivals direktør Signe Lopdrup og Tuborgfondets direktør Anne-Marie Skov og uddelt lørdag ved en ceremoni ved siden af orange scene.

Der følger ikke nogen præmie med prisen, men alle prismodtagere hædres ved, at der lægges en flise foran orange scene, hvorpå modtagerens navn er indgraveret.

Sidste år modtog Grænseforeningens unge også prisen. Dengang var det dog som del af en større sammenslutning af pantboder under Team Pant. I år er de unge enemodtager af en af de fem priser.

”Det er så fedt, at der er nogen, der har set og anerkendt det store arbejde, vi leverer. Vi bruger rigtig meget tid og energi på at organisere pantboden, både forud for og under festivalen, og det arbejde bliver nu hædret. Det er et kæmpe skulderklap at få som frivillig”, siger bestyrelsesmedlem i Grænseforeningen Ungdom Wienke Reimer, der er talskvinde for arbejdsgruppen og har været frivillig i pantboden siden 2008. 

 

Grænseforeningen Ungdom er en ungdomsforening, der er aktiv i hele Danmark og sigter efter at styrke identitetsforståelse, kulturmøder og samarbejde på tværs af grænser i Danmark. Foreningens formål er at fremme forståelse, dialog og samarbejde mellem forskellige kulturer og på tværs af grænser for at styrke det demokratibærende fællesskab. Foreningens vedtægter kan finde her.