Peters forlængede ophold

Sorø, lørdag d. 5. august 2017


 

Kære rejsefæller


 

I går var det to uger siden mit uheld i Thorshavn. Jeg blev udskrevet fra Slagelse Sygehus i mandags og blev kørt hjem af Flextrafik. Siden da har jeg hver dag være ude at gå tur med mine krykker (en gave fra sygehuset i Thorshavn). Jeg ved jo at Poul har sendt Jer mails med besked om, hvordan det er gået mig. Nu vil jeg fortælle lidt med mine egne ord.

Fredag formiddag d. 21. juli gik jeg en sidste lille tur i Thorshavns centrum. Jeg var bl.a. hos boghandleren, hvor jeg købte en bog om Færøerne samt dagens friske færøske aviser. Jeg så også haven bag boghandelen. Jeg var meget forsigtig med, hvor jeg satte fødderne, for det regnede og var glat og meget kuperet. Men denne opmærksomhed slækkede jeg åbenbart på, da jeg skulle gå de sidste skridt ind på hotellet. Jeg havde gennem vinduet set at Uffe og nogle andre fra vores rejseselskab sad i cafeen og min plan var at slutte mig til dem og få en kop kaffe eller en øl i ventetiden indtil vi skulle af sted til lufthavnen.

Jeg så at Henning og Anette var på vej over gaden væk fra hotellet og kiggede efter dem, samtidig med at jeg nærmede mig hotellets indgang. Og så svigtede min opmærksomhed på, hvor jeg satte fødderne. Jeg overså en lille kant, en niveauforskel mellem fortovet og hotellets indgang. Den snublede jeg over, mistede fodfæstet, ramlede ind i hotellets dør og derefter ned på flisen, med vægten på højre side. Jeg kunne straks mærke, at noget var galt, når jeg forsøgte at bevæge højre ben gjorde det ondt. Jeg har nok afgivet nogle udbrud, det husker jeg ikke. En mand, der arbejder på avisen Sosialurins redaktion på 1. sal i bygningen overfor hotellet havde fra sit vindue set, at jeg lå og havde ondt, og han kom til hjælp, især ved at støtte min højre fod. Hver gang den var ved at glide ud over den kant, jeg var faldet over, gjorde det meget ondt. Efterhånden var også andre kommet til, bl.a. Poul, Uffe og hotellets receptionschef.

Hvem der ringede efter ambulancen ved jeg ikke, men den kom hurtigt, synes jeg. Jeg blev forsigtigt løftet op på en båre og ind i ambulancen og så af sted til sygehuset.

Efter ankomsten til sygehusets skadestue blev jeg kørt til røntgen. Det varede nogen tid, synes jeg, men det var jo også lige i frokostpausen. Her bør jeg nævne, at hotellets receptionschef, Elisabeth Clementsen, var kørt efter ambulancen til sygehuset og var ved min side i flere timer fredag eftermiddag.

Efter røntgen blev jeg kørt tilbage til skadestuen, hvor jeg så skulle afvente nærmere besked om resultatet af røntgen-billederne. Efter lidt tid fik jeg at vide at højre hofte var brækket – eller nærmere flækket – og at jeg skulle opereres så hurtigt som muligt. Den latinske betegnelse er ”disloceret collum femoris fraktur dxt.”

Jeg blev så kørt op på en stue i den kirurgiske afdeling. Her afventede jeg nærmere besked om, hvornår operationen ville finde sted. Elisabeth vendte tilbage til hotellet og lovede at komme med min toilettaske om aftenen (det gjorde hun også). Den lå jo i kufferten, som var blevet tilbage på hotellet.

I første omgang fik jeg at vide, at jeg næppe ville blive opereret samme dag, altså fredag. Lidt senere kom en sygeplejerske og fortalte at de overvejede at sende mig til Danmark om lørdagen, så jeg altså skulle opereres i Danmark. Det var jeg ikke så glad for, da jeg ikke rigtig kunne overskue en flyrejse i min tilstand. Men problemet var, at det er ferie tid, og sygehusets weekend-beredskab ikke omfattede en kirurg med tilstrækkelige kompetencer til at klare netop min operation.

Men så kom der en meget bedre nyhed. Det var lykkedes at få en kirurg til at droppe sine fridage i weekenden, så nu kunne jeg se frem til at blive opereret om lørdagen. Og det var ikke en hvilken som helst kirurg, det var Johannes Mortensen, der ville komme. Han er en erfaren ortopæd-kirurg, der bl.a. har arbejdet i Göteborg, men som i begyndelsen af 2000-årene er vendt hjem til Færøerne. Sygeplejersken sagde, at han havde udført så mange hofteoperationer, at han kunne gøre det med bind for øjnene. (jeg bad dog om at han ikke forsøgte). Jeg fik efterhånden det indtryk, at han er ”the grand old man” på sygehuset, i hvert fald i den kirurgiske afdeling. Han var taget til Klaksvig for at holde weekend der, men nu ville han altså tage tilbage til Thorshavn for at operere mig.

Jeg skal her tilføje, at jeg allerede på første dag følte mig i gode hænder på Landssjukrahusid (færøsk for Landssygehuset). Det er kompetent personale, og de er alle meget venlige og omsorgsfulde. Jeg fik at vide, at jeg var lidt af et unikum, for de opererer mange danskere, der falder under vandreture i fjeldet, men en dansker, der var faldet i Thorshavn centrum havde de ikke set før.

Sent på aftenen, ca. 22.30, stod der pludselig en ældre mand i døren til min stue og spurgte, om jeg var Peter Hammer. Det bekræftede jeg. Han præsenterede sig – det var lægen, Johannes Mortensen, der ville hilse på mig. Han fortalte lidt om sig selv, og om hvilke overvejelser han havde gjort sig om operationen. Han havde jo haft tid til at tænke under køreturen fra Klaksvig. Da jeg jo er en ung mand – det sagde han! - så ville han ikke skifte hele hoften – han ville give mig en såkaldt semiprotese. Den latinske betegnelse er ”cementeret hemialloplastik”

Johannes Mortensen er i begyndelsen af 70’erne, og altså egentlig pensions-moden, men han arbejder stadig og tager vagter om sommeren, når det er ferietid og når der ellers er behov for det. En yderst behagelig og tillidsvækkende mand, som jeg følte mig helt tryg ved.

Lørdag fandt så operationen sted. Først blev jeg ved 9-tiden kørt til anæstesi, hvor jeg blev bedøvet fra livet og ned. Dernæst til operationsstuen, hvor Johannes Mortensen og hans team ventede mig, Han sagde igen nogle ord om operationen, og så gik de i gang. Det tog vist over en time, men jeg har ikke helt styr på tiden. Der blev undervejs hamret og savet, men jeg lå på den gode side og kunne heldigvis ikke se, hvad de foretog sig. Efter operationen kom jeg så tilbage til anæstesien, hvor jeg skulle ligge indtil bedøvelsen havde fortaget sig.

Her lagde jeg mærke til, at der var tre kvinder på arbejde, hvoraf den ene især tog sig af mig. De to talte færøsk og den tredje dansk. Men de forstod alle hinanden, uanset hvilket af de to sprog, de talte. Jeg tænkte flere gange under mit ophold på sygehuset på, at der ikke er mange sygehuse i verden, hvor personalet taler et sprog, jeg ikke forstår, men hvor de også taler og forstår dansk alle sammen.

Senere på eftermiddagen kom jeg så tilbage til min stue. Det varede ikke længe, før der stod en fysioterapeut, som ville have mig ud af sengen og op at stå. Hun sagde i øvrigt: ”Jeg taler ikke dansk – kun skoledansk”. Med det mente hun at hun kunne det dansk hun havde lært i skolen, og da hun nok har været i 50’erne så mente hun åbenbart at hendes dansk ikke var så opdateret. Vi forstod dog hinanden udmærket, og det lykkedes mig at komme ud at stå ved siden af sengen ved hjælp af et gangstativ.

Om mandagen kom en anden fysioterapeut, nemlig hende, der er tilknyttet kirurgisk afdeling (den første var hende, der havde weekendvagten). Det var en ung flot pige, næppe fyldt 30. Hende ville jeg jo gerne springe rundt for, så i løbet af ugen fik jeg smidt gangstativet til fordel for krykkerne og fik også lært at gå på trapper. Det gik op for mig at jeg savnede mine hjemmesko, som lå i kufferten. Jeg skrev til receptionschefen Elisabeth Clementsen at jeg gerne ville have min kuffert ud på sygehuset, så jeg havde alt mit habengut samlet eet sted. Så kom en af hendes medarbejdere ud med kufferten – hun lagde vejen forbi sygehuset efter sin fyraften! Hotellet havde vasket mit undertøj – uden beregning!

Søndag kom Johannes Mortensen forbi og spurgte hvordan jeg havde det, og han kom også mandag som led i den normale stuegang. Jeg kunne kun svare, at jeg efter omstændighederne havde det godt, og om mandagen kunne jeg jo også sige at jeg havde været ude at gå med gangstativet. Jeg havde ondt i såret, men det blev jo dulmet med medicin, men ellers synets jeg at jeg var OK. Om mandagen sagde han, at han ikke ville sende mig hjem til Danmark de første par dage, da de ville sikre sig at der ikke gik betændelse i såret, og det var jeg glad for. Jeg synes selv at jeg skulle være lidt mere mobil før jeg skulle ombord i et fly.

Så var det jo kun at vente, ligge i sengen, stå op og gå en lille tur hen ad gangen i afdelingen og tilbage igen, sidde i en stol, kigge ud af vinduet. Udsigten fejlede ikke noget. Jeg var heldigvis placeret på en stue, der vendte ud mod havet, havnen og Nolsoy. Man skulle tro at jeg ville få læst en del, men jeg kunne ikke rigtig tage mig sammen til det. En læge sagde, at det var på grund af morfinen. Desuden havde jeg jo fået et chok. De første dage lå jeg sammen med en ældre herre, som jeg ikke fik snakket så meget med, men om tirsdagen blev han udskrevet og så kom der en mand i fyrrerne, fra Suderø, og ham snakkede jeg noget mere med. Efter et par dage blev han flyttet til en anden stue, fordi jeg snorkede for meget, men vi blev ikke uvenner af den grund og han var ovre at hilse på mig dagen efter.

Om tirsdagen fik jeg besøg af en færøsk kollega. Han arbejder lige om jeg i Regionshuset i Sorø. Han var kommet til Færøerne for at deltage i olai-festen om fredagen. Jeg vidste godt at han skulle derop, så derfor havde jeg skrevet til ham på LinkedIn om søndagen og fortalt, at jeg var ”strandet” på sygehuset i Thorshavn. Det var meget rart at få besøg hjemmefra. Han kom igen om fredagen, mere herom om lidt.

Forplejningen fejler ikke noget på Landssjukrahusid. Morgenmad, Frokost, kage til eftermiddagskaffen, Aftensmad og aftenkaffe, og skulle man derudover have brug for noget er det bare at tilkalde en sygeplejerske. Min appetit var ikke så god, så jeg måtte desværre levne en del. Men det, jeg fik, smagte godt. Den sidste dag, fredag, fik jeg at vide, at man om lørdagen skulle have restekød, det er en færøsk specialitet. I dette tilfælde fårekød der er godt modnet i en uges tid eller så. Det skulle være dagens ret om lørdagen, men jeg var jo på det tidspunkt nået tilbage til Danmark. Jeg fik dog noget skærpekød om fredagen som kompensation for det, jeg gik glip af.

Jeg har i det hele taget fået en fantastisk god og kompetent behandling på sygehuset i Thorshavn. Der hersker en særlig færøsk ro over afdelingen. Der bliver bestemt udført det arbejde, der skal udføres, men så vidt jeg kunne bedømme uden stress. Der er som regel også tid til at tale med patienterne, og også med mig. Den sidste aften, torsdag aften, var meget stille, for en del af patienterne var udskrevet, og der var ikke kommet nye. En sygeplejerske sagde til mig, at der var for stille – hun ville gerne have noget at lave.

En dag sagde en sygeplejerske, at jeg ville få brug for en gribetang, når jeg kom hjem, og det ikke var sikkert at jeg ville kunne få en sådan hos kommunen. Den skal bruges til at samle ting op fra gulvet, da jeg ikke må bøje mig ned i mindst 3 måneder efter operationen. Jeg fandt så et ”gribetangsæt for hofteopererede” på www.seniorshop.dk, og bestilte et sådant sæt . (Jeg havde ellers tænkt at der skulle gå nogle år før jeg skulle handle hos noget, der hedder seniorshop). Da jeg så fortalte sygeplejersken, at jeg havde bestilt et sådant sæt, var hun overrasket, da hun åbenbart ikke var vant til at patienterne selv tager et sådant initiativ. Det blev vist ligefrem skrevet ind i journalen og høstede en del anerkendelse hos sygeplejerskerne på afdelingen.

Om torsdagen kom Johannes Mortensen så igen på stuegang, og nu kunne han bekræfte, at jeg var parat til at tage tilbage til Danmark. På dette tidspunkt kunne jeg gå uden gangstativ, men med krykker. Jeg vil her tilføje, at jeg igennem ugen havde været i tæt kontakt med mit rejseforsikrings-selskab, Gouda, og de havde også, efter at have været i kontakt med sygehuset, planlagt efter hjemrejse om fredagen. I det hele taget havde jeg den fornøjelse at der hele tiden var fuldstændig overensstemmelse mellem de informationer, jeg fik fra forsikringsselskabet og dem, jeg fik fra personalet på sygehuset.

Fredag var så hjemrejsedag. Og det var også olai-dag, Færøernes nationaldag, som Poul jo har fortalt om. Da jeg først skulle flyve om aftenen, fik jeg en del af festlighederne med. De blev nemlig vist i det færøske TV. Og så kom min kollega, Páll, igen på besøg. Denne gang sammen med sin lille datter, Karla, og begge var i de fineste nationaldragter. De af Jer, der er på Facebook, har kunnet se et billede af dem på min væg.

En af begivenhederne på olai-dagen er kaproning og det foregik lige udenfor mine vinduer på stue 5 hele eftermiddagen med forskellige heats for børn, mænd og kvinder osv. Det blev også vist i fjernsynet så jeg kunne følge det fra to vinkler.

Om fredagen ankom også en sygeplejerske fra Danmark, som hed Jan, og som skulle ledsage mig på hjemturen. Han skulle tage sig af min bagage, flybilletter mv. Jeg havde talt med Gouda om dette, så det var dem, der organiserede det hele.

Fredag kl. ca. 17.30 ankom to ambulancereddere med en båre på min stue. Jeg lagde mig op, og blev så fragtet ned i en ambulance, hvor jeg og min hjælper så blev kørt til lufthavnen på Vagar. Det var altså liggende transport. Jeg ville gerne have sagt ordentligt farvel og tak til alle de ansatte, jeg havde mødt, men de fleste havde fået fri på grund af olai-dagen.

Da vi ankom til lufthavnen blev jeg liggende mens min hjælper gik ind og ordnede check-in. Min kuffert blev ikke checket ind, det blev accepteret, at den skulle betragtes som håndbagage, for at spare tid ved ankomsten. Det betød så at jeg måtte ofre de whisky-rester, jeg havde i kufferten, da man jo ikke må have væsker med. Forhåbentlig har ambulance-folkene haft fornøjelse af dem. Det er dem vel undt.

Derefter blev vi så kørt hen til et lokale hvor patienter kan vente og drikke en kop kaffe. Efter en times tid eller lidt mere lagde jeg mig igen op i båren og vi kørte ind på selve flyvepladsen og hen til flyet. Efter lidt ventetid blev båren så kørt ud af ambulancen og ind i en lift, der bragte os op til flyets kabine. Redderne kunne så køre båren ind i kabinen og jeg kunne stå ud og gå de få skridt ned til mit sæde i flyet. Hvilken service! De færinger er fantastiske.

Flyturen er der ikke så meget at fortælle om. Jeg undte mig selv en øl. En færøsk øl, naturligvis. Sygeplejersken, Jan, sagde, at på grund af min medicinering skulle jeg regne med, at virkningen ville være det dobbelte af den alkoholprocent, der stod på dåsen. Jeg bestilte derfor en guld-øl! – Jeg synes nu ikke at jeg kunne mærke noget.

Ved ankomsten ventede vi med at forlade flyet til vi var de sidste. Vi blev mødt af en lufthavns-medarbejder med en kørestol. Den sad jeg ikke godt i, så jeg kom over i hans elbil og vi kørte så gennem en næsten tom lufthavn – klokken var nu over midnat. Til sidst skulle jeg dog igen over i en kørestol for at komme ned til bagagebåndene, som vi susede forbi og ud i ankomsthallen og ud i det fri, hvor en ambulance ventede os. Igen over i en båre og så af sted til Slagelse Sygehus, hvor vi ankom ved 1.20-tiden.

Her blev jeg taget godt imod af en sød sygeplejerske. Jeg opholdt mig så på ortopædkirurgisk sengeafsnit i nogle dage og blev udskrevet i mandags. Også på Slagelse Sygehus har jeg oplevet alle tiders gode behandling. Også her søde – og kønne – sygeplejersker – og en smuk fysioterapeut fra Rumænien. Jeg trænede hver dag, og om mandagen også på trapper, inden jeg skulle hjem. I Slagelse fik jeg efter den første nat eneværelse på grund af min snorken – det er noget, jeg nu skal have gjort noget ved. Det har jeg aftalt med min læge.

Ved 14.40-tiden i mandags kom en chauffør fra Flextrafik og hentede mig og bagagen og så satte vi kursen mod Sorø. Jeg havde fået at vide af en sygeplejerske, at han ville få besked på, at han skulle bære min bagage op til min lejlighed på 2. sal. Men da vi ankom til Priorgade og det gik op for ham, at jeg havde den forventning, havde han ikke tid. Han begyndte at ringe sit kontor op og det tog noget tid for ham at komme igennem – tid, som han kunne have brugt på at hjælpe mig. Til sidst kom han åbenbart igennem og havde fået at vide, at han skulle køre videre til næste job. Jeg tænkte: Velkommen til Danmark, det var ALDRIG sket på Færøerne.

(Heldigvis var min underbo kommet hjem fra arbejde og hjælp mig med bagagen).

Jeg kom uden problemer de mere end 40 trin op til min lejlighed på 2. sal. Nu har jeg så hver dag siden tirsdag været ude at gå tur med mine krykker, der som nævnt i indledningen er medbragt fra Færøerne. I går, fredag, fik jeg taget stingene – eller rettere: agraffer. Det gjorde ondt. På mandag er jeg indkaldt til genoptræning på Sorø Sundhedscenter.

Hermed slut på denne fortælling. Nu vil jeg ud at gå en tur. Konklusionen er: Skal du komme til skade, så gør det på Færøerne.

Jeg håber at vi ses på næste års tur.

Med venlig hilsen

Peter Hammer