Seniorkorrespondent: Sønderjylland kunne inspirere kurderne

Det kurdiske sprogs udbredelse i Mellemøsten. Fotocredit: ArnoldPlato/Wikimedia Commons

Tilføjet 15. sep 2017 - 13:15
Del nyheden

”Danmark har en sjælden chance for at gøre en god gerning i Mellemøsten. Ikke noget med jagerfly denne gang, heller ikke specialstyrker. Det, der er brug for i Irak, er gode råd fra Sønderjylland – erfaringer fra folkeafstemningen og den ny grænsedragning for 97 år siden og fra det fortsatte fokus på mindretal på begge sider af den dansk-tyske grænse endnu i dag.”

Sådan indleder Politikens seniorkorrespondent Anders Jerichow en signatur om den kommende kurdiske folkeafstemning om selvstændighed i det nuværende Nordirak. Kurdiske styrker kontrollerer et stort område af det nordlige Irak og har allerede etableret en form for stat med økonomi, retsvæsen og udenrigspolitik og styrer pt. med den irakiske regerings velsignelse flere store byer.

Løsrivelsesdrømmen er imidlertid ikke velset. Rusland, USA, den arabiske liga samt den irakiske regering er ifølge Jerichow alle imod, men det kurdiske selvstyre fastholder, at man vil gennemføre en folkeafstemning.

Jerichow mener derimod, at en folkeafstemning er en god ide og hævder, at grænsedragningen i Sønderjylland i 1920 og den efterfølgende udformning af mindretalspolitikken i både Danmark og Tyskland kunne tjene som forbillede for regionen:

”Men Danmark kan hjælpe både kurderne og de arabiske irakere ved at tilbyde hjælp til grænseafklaring og til udformning af en forsonlig mindretalspolitik på tværs af den kommende grænse – hvis kurderne vælger selvstændighed.”