Tysk ministerpræsident besøger dansk regering

Daniel Günther (CDU) blev ministerpræsident i Slesvig-Holsten efter landdagsvalget 7. maj 2017. Nu tager han på sin første udenlandsrejse til Danmark. Foto: cdu.de

Tilføjet 26. sep 2017 - 11:18
Del nyheden

Slesvig-Holstens nye ministerpræsident Daniel Günther (CDU) starter i dag sin første udenlandsrejse i embedet, og den går til København, hvor han blandt andet skal mødes med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og er inviteret i audiens hos Dronning Magrethe.   

Grænsekontrol er et af de emner, der står på Daniel Günthers agenda, når han i morgen onsdag sammen med sin delegation møder statsministeren. Den slesvig-holstenske regering er kritisk overfor grænsekontrollen, og vil ifølge sit regeringsgrundlag arbejde for at afskaffe den. Daniel Günther udtrykker dog forud for mødet forståelse for Danmarks ønske om at fortsætte den midlertidige grænsekontrol.

”Hvem ville jeg være, når den tyske forbundskansler kræver dette (en forlængelse af muligheden for midlertidig grænsekontrol i Europa, red.), og jeg som ministerpræsident ville bebrejde den danske stat for [grænsekontrollen] […] Jeg tager til Danmark som partner, og jeg ser ingen grund til at stille uforholdsmæssige krav”, siger Daniel Günther til der Nordschleswiger.

Desuden står transport-, sundheds- og mindretalspolitik samt fælles dansk-tyske aktiviteter i forbindelse med 100-året for grænsedragningen i 1920 på programmet, når ministerpræsidenten mødes med danske regeringsrepræsentanter, herunder transportminister Ole Birk Olesen (LA) og kulturminister Mette Bock (LA), og med repræsentanter for det tyske mindretal.

Med sig har Daniel Günther sin transportminister Bernd Buchholz (FDP), Europaminister Sabine Sütterlin-Waack (CDU), den slesvig-holstenske regerings delegerede for mindretalsanliggender Johannes Callsen (CDU) og landdagsmedlem Lars Harms fra mindretalspartiet SSW.

Når det kommer til flygtningeområdet, vil Daniel Günther dog tale den danske regering imod. Selvom han udtrykker forståelse for de bekymringer, danskerne måtte have for, om det danske samfund kan håndtere flere flygtninge, mener han, at Danmark er et af de lande, der ikke har været solidariske nok i en europæisk kontekst.  

”Vi vil offensivt forsvare den flygtningepolitik, vi har i Tyskland. […] Her vil jeg klart stå inde for min delstatsregerings holdning og slå et slag for det, jeg ser som et kristent ansvar: At vi hjælper mennesker, som kommer til os fra krigshærgede områder”, siger Daniel Günther ifølge Der Nordschleswiger.