”Det her giver så meget mening”

Tilføjet 13. okt 2017 - 10:46
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.5/oktober 2017

Kim Andersen, der fylder 60 i oktober, er udpeget til ny generalkonsul i Flensborg. En post, som de fleste danskere indtil for nylig ikke havde hørt meget om. GRÆNSEN har mødt den tidligere folketingspolitiker i hans hjem i Skanderborg til en samtale om, hvorfor det danske mindretal i Sydslesvig har været en del af hans liv, siden han var barn, og hvorfor han vælger at afslutte sin karriere som apolitisk embedsmand i Udenrigstjenesten syd for grænsen.

Af Anna-Lise Bjerager

Egentlig var det planen, at Kim Andersen og hans kone, Birte Margrethe Andersen, kaldet Bibi, skulle have holdt sommerferie i Normandiet med et vennepar. Men det blev der lavet om på, da han den 28. juni i år fik en opringning fra Udenrigsministeriet: Han var valgt blandt 28 ansøgere til at blive ny generalkonsul i Flensborg pr. 1. september.

Dermed var afslutningen nået på et tumultarisk forløb, efter at stillingen i november 2016 i forbindelse med regeringsskiftet blev tilbudt daværende kulturminister Bertel Haarder (V). Han valgte i sidste ende at trække sig efter uro i det danske mindretal i Sydslesvig. Her var man utilfredse med forløbet og ønskede derfor at beholde historiker Henrik Becker-Christensen, der efter 19 år på posten som generalkonsul i Flensborg dog alligevel endte med at gå på pension. Statsminister Lars Løkke Rasmussen fastholdt nemlig, at stillingen skulle besættes på ny, og stillingsopslaget fordrede da også blandt andet ”erfaring med politisk interessevaretagelse, gerne fra centrale hverv i dansk politik.”

Den politiske erfaring har Kim Andersen. Han har siddet i Folketinget for Venstre og varetaget flere ordførerskaber siden 1998 indtil Venstres katastrofevalg i 2015, hvor han røg ud af Folketinget. Efter den tid har han haft en række bestyrelsesposter, blandt andet som formand for Energinet.dk. Han har været formand for Sydslesvigudvalget, der er bindeled mellem det danske mindretal og Folketinget, fra 2004 og – med en afbrydelse på tre år fra 2011 til 2014 under Thorning-regeringen – helt frem til sin udnævnelse til generalkonsul.

Kim Andersen har fået stillingen som generalkonsul efter et længere ansættelsesforløb, hvor han blandt andet har været til samtaler med Udenrigsministeriets ansættelsespanel og er blevet personlighedstestet af et eksternt rekrutteringsfirma. Efter indstilling fra Udenrigsministeriets ansættelsespanel er han herefter udpeget af regeringens ansættelsesudvalg, der består af statsministeren, udenrigsministeren, justitsministeren og finansministeren.

Generalkonsulposten er en åremålsansættelse på fem år med mulighed for forlængelse i et, højst to år. ”Det passer mig fint,” siger Kim Andersen.

”Til den tid er jeg omkring 65 år, og så skal der under alle omstændigheder være mere tid til børnebørnene. Foreløbig har vi et, nemlig Hans, der er en herlig gut på halvandet år, men til den tid har vi forhåbentlig fået nogle flere.”

I rampelyset
Kim Andersen har ingen kommentarer til det forløb, der er gået forud for hans ansættelse som ny generalkonsul, og som på grund af mediedækningen bragte generalkonsulatet i Flensborg i rampelyset på en måde, som hverken politikere eller embedsmænd normalt bryder sig om. Nu begynder et nyt kapitel, og vi skal se fremad, understreger han. Den holdning deles af både danske kommentatorer og det danske mindretals foreninger i Sydslesvig. Som generalsekretær Jens A. Christiansen, Sydslesvigsk Forening, udtrykte det, blev der med Kim Andersens ansættelse som generalkonsul sat et ”positivt punktum” for en langstrakt sag.

Selve rekrutteringsforløbet udtaler Kim Andersen sig gerne om, og det i positive vendinger.

”En halv snes dage, inden Udenrigsministeriet ringede og tilbød mig stillingen, sagde jeg til min kone: Hvis det her ikke falder ud til vores fordel, så har det nu alligevel været umagen værd, for det har været både interessant og lærerigt.”

Andersen

Tyske verber i sommerferien
Og så tilbage til Kim Andersens sommerferie: Han smiler, når han tænker på, hvad Normandiet blev skiftet ud med efter opringningen fra Udenrigsministeriet: 14 dages tyskundervisning med en privatlærer, der oven i købet tilfældigvis stammede fra Husum i Sydslesvig, i deres lejlighed i København.

”Det var intenst,” konstaterer Kim Andersen, der glæder sig ubetinget, som han siger, til sit nye liv syd for grænsen.

”Det giver så meget mening for mig,” siger han.

Jagthund som delehund
Det er kun ham, der flytter til generalkonsulatet på Nordergraben, Nørregravene på dansk, i Flensborg. Bibi, der er 57 år og distriktschef i ældreplejen i Skanderborg kommune, medlem af Skanderborg Byråd og folketingskandidat for Venstre i Horsens-kredsen, bliver boende i hjemmet i Skanderborg. Det er planen, at hun skal komme til Flensborg så ofte som muligt og deltage i de fleste officielle arrangementer, fortæller Kim Andersen.

Parrets tre børn, Niels Martin, der er cand.scient.soc. og business development director i Rasmussen Global, Mette Sofie, der studerer it og medievidenskab, og Jakob Andreas, der studerer til skov- og landskabsingeniør, er voksne og bor ikke længere hjemme. Det gør til gengæld jagthunden Molly, der nu bliver en ”delehund”. Kim Andersen ser ingen problemer i at skulle have sit hjem to steder i fremtiden.

”Det har vi jo været vant til, fordi jeg gennem mange år har passet mit folketingsarbejde og boet i vores lejlighed i København i løbet af ugen. Oven i købet var det også, mens børnene var små. Så det her er ikke vanskeligt for os. Før skulle jeg køre over både Lillebælt og Storebælt for at komme på arbejde i København. Nu er vi landfaste med Flensborg, og turen er oven i købet en time kortere i bil,” siger Kim Andersen, der heller ikke er bange for at komme til at kede sig i fritiden i Flensborg uden sin hustru.

”Jeg regner da med at tage min cykel og min fiskestang med til Flensborg. Måske skal Molly og jeg en tur på jagt. Jeg har også altid bøger og rapporter, der skal læses. Jeg skal nok få tiden til at gå,” forsikrer Kim Andersen.

 

AndersenMindretal som passion
GRÆNSEN har sat Kim Andersen stævne i hans hjem i Skanderborg, inden han pakkede kufferten for at flytte til Flensborg. For hvem er han egentlig, manden med det ærkedanske navn, der pudser sit tyske af og vil flytte til den gamle danske by syd for grænsen, hvor der tales både tysk og dansk? Hvorfor har det danske mindretal og grænselandet i det hele taget overhovedet fyldt så meget i hans liv? Og hvorfor ønsker han efter næsten 20 år som folketingspolitiker at afslutte sin karriere som apolitisk embedsmand?

Mens hunden med jævne mellemrum lægger vejen forbi sofaen for at få et kærligt klap på hovedet af sin ejer, viser det sig hurtigt, at Kim Andersen langt hellere vil tale om politik og samfundsforhold end om sig selv.

”Så længe jeg kan huske, har jeg været optaget af balancen mellem individets frihed og respekten for fællesskabet. Det ligger nok som en grundtone i meget af det, jeg har beskæftiget mig med. Og det er jo også her, det danske mindretal i Sydslesvig kommer ind i billedet. De er også en del af det danske fællesskab, og det må vi aldrig glemme,” siger Kim Andersen.

På udflugt til Højer Sluse
Hvis Kim Andersen skal pege på det menneske, der har præget ham mest, bliver det hans far, Niels Agner Andersen, der var folketingsmedlem for Retsforbundet og senere Venstre og som handelsuddannet havde en karriere i det midtjyske. Det var også hans far, der sørgede for, at familien kom på udflugter til Højer Sluse, Gottorp Slot og andre destinationer i Sydslesvig, og Kim Andersen var allerede som barn med sin far til De danske Årsmøder i Sydslesvig.

Hans far var socialliberal og optaget af den politiske og historiske forpligtelse over for det danske mindretal efter 1920.

Den linje valgte Kim Andersen at videreføre i sit eget politiske liv allerede som ung. Han var repræsentant for Venstres Ungdom i Dansk Ungdoms Fællesråd, der blandt andet holdt møder i Skipperhuset i Tønning og husker, at han allerede dengang tænkte, at hvis han nogensinde kom i Folketinget, ville han sige ja tak til den indbydelse, som alle folketingsmedlemmer modtager til at deltage i De danske Årsmøder i Sydslesvig.

”Jeg har altid følt, at vi som danskere har en historisk forpligtelse til at bakke op om det danske mindretal i Sydslesvig. Det er en forpligtelse, der ovenikøbet er let at indfri, fordi det danske mindretal har et meget stærkt engagement og så helhjertet vedkender sig tilhørsforholdet til Danmark.”

”Samtidig er der grund til, at vi som danskere er glade og stolte over den mindretalsmodel, der er opstået som følge af København-Bonn-erklæringerne i 1955. Modellen sikrer rettighederne for både det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland og er til inspiration for mindretal i hele verden,” siger han.

Samtaler til sidst
Kim Andersen er den yngste af fire søskende, og der blev diskuteret politik i hjemmet i Alderslyst i Silkeborg. Senere flyttede familien til Grenaa, hvor Kim Andersen gik på Grenaa Handelsskole. Det var i de år, at katastrofen indtraf. Hans far blev syg af kræft og døde, da Kim Andersen var 19 år.

”Min far var meget syg det sidste år af sit liv. Jeg hjalp med at passe ham, og han og jeg sad mange nætter, hvor vi diskuterede politik, filosofi og Danmarkshistorie. Vi talte en del om Danmarks medlemskab af NATO og Grønlands betydning for dansk sikkerhedspolitik, som jeg senere kom til at beskæftige mig med.”

”Samtalerne med min far i de nætter har jeg husket lige siden. Jeg har i det hele taget følt en stor forpligtelse over for det, jeg har lært af ham: At man som menneske skal tage ansvar for andre end sig selv og engagere sig i samfundet. Det kan man gøre på mange måder. For mit vedkommende blev det i politik. Hele hans grundlæggende samfundsindstilling var så meget i modstrid med den egoisme, der er så fremherskende i disse år.”

”Uden at det skal lyde selvhævdende, ser jeg da også mit eget liv i det lys: Jeg kunne have haft en karriere i det private erhvervsliv i dag. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Men jeg har følt en stærk forpligtelse til at bidrage til fællesskabet,” siger Kim Andersen, der fremhæver, at han også var meget glad for sin mor, Gudrun Møller Andersen, der døde ti år senere, da han var 30 år.

”Min mor var hjemmegående og havde de sidste år af sit liv sin egen forretning i Grenaa med tre-fire ansatte, hvor hun solgte tekstiler og garn. Hun var en god menneskekender og dygtig til at skabe gode rammer og varme i hjemmet.”

”Men det var min far, der agerede i det politiske og udadvendte, og det spejlede jeg mig i. Gennem ham har jeg også stiftet bekendtskab med bagsiden af medaljen: Min far var meget væk. Der var aldrig langt fra succes til nederlag. Det var et omskifteligt liv.”

Transformationsproces
”Det er ingen hemmelighed, at jeg var meget skuffet over, at jeg ikke blev genvalgt ved folketingsvalget i 2015. Jeg var godt klar over, at Venstre ville få én på næsen. Men at partiet skulle miste 13 mandater, kom bag på de fleste. I den slags situationer tænker jeg på min far. Det gælder i den slags forhold om at rejse sig igen, og det gjorde jeg da også. Jeg har i de seneste to år haft godt gang i forskelligt bestyrelsesarbejde og skulle faktisk have påbegyndt en bestyrelsesuddannelse på Copenhagen Business School i dette efterår, hvis ikke jeg var kommet til Flensborg. Så der var en plan B,” smiler Kim Andersen.

Hvordan det bliver at gå fra at være politiker med mange meninger og til at være apolitisk embedsmand i Udenrigstjenesten, skal Kim Andersen først til at erfare.

”Det er naturligvis en transformationsproces, som jeg står midt i. Men jeg tror faktisk ikke, det bliver særligt vanskeligt for mig. Som formand for Sydslesvigudvalget har jeg gjort mig umage for ikke at agere partipolitisk. Jeg har ikke haft særlige kæpheste, der skulle rides i stald, og jeg har ikke ønsket at profilere mig specielt.”

 

AndersenEn mere autoritativ rolle
”På mange måder ser jeg nu frem til, at jeg får en mere autoritativ rolle, hvor jeg kan hjælpe med at befordre nogle konstruktive tanker og projekter. Jeg vil gerne være den, der rådgiver, skubber på og er den usynlige hånd bagved. Jeg har intet som helst behov for at stå frem og stjæle billedet. Jeg skal ikke længere være politiker. Jeg skal ikke længere være formand for Sydslesvigudvalget. Jeg skal være den danske stats repræsentant og observatør til gavn for det danske mindretal og grænselandet i det hele taget,” siger Kim Andersen, der er kritisk over for ethvert tilløb til at bruge Sydslesvig i et politisk spil.

”De politiske partier i Danmark har i adskillige årtier i nogen grad undladt at beskæftige sig med Danmarkshistorien, herunder Rigsfællesskabet og forholdene i det dansk-tyske grænseland. Og når man forsømmer det, er der relativt frit slag,” siger Kim Andersen og fortsætter:

”Sagen er jo, at en stor del af den politiske debat i Danmark i dag ikke bunder i reelle ideologiske forskelle. Men der har udviklet sig to skoler i dansk politik. De, der lever for at skabe kant og profilere et skarpt synspunkt. Og de, der lever for at finde løsninger, der kan samles så stor opbakning til, at de kan realiseres.”

”Jeg mener, jeg hører til i den sidste kategori. Jeg har forsøgt at være samlende og synes, jeg er lykkedes med det i min tid som formand for Sydslesvigudvalget. Den kurs vil jeg gerne fortsætte som embedsmand,” siger Kim Andersen, der især glæder sig til at spille en rolle i forbindelse med højtideligholdelsen af 100-året for Genforeningen i 2020.

”Jeg ser Genforeningsjubilæet som en enestående mulighed for at få givet alle danskere, måske især børn og unge, et boost på vores grænselandshistorie og en indsigt i de helt særlige forhold, der er mellem Danmark og Tyskland, mellem det danske mindretal i Sydslesvig og Danmark, mellem det danske mindretal og det tyske mindretal i Sønderjylland og mellem flertalsbefolkning og mindretal på hver side af grænsen. Dette jubilæum vedrører ikke kun grænselandet. Det er en national begivenhed af allerstørste betydning,” siger Kim Andersen.

Dette interview har fundet sted, inden Kim Andersen begyndte som ny generalkonsul i Flensborg den 1. september 2017.

Kim Andersen, generalkonsul i Flensborg fra 1. september. Født 1957 i Silkeborg, handelsuddannet, har tidligere været bl.a.. pressechef i Dansk Landbrugs Grovvareselskab og koncerninformationschef i Korn- og Foderstof Kompagniet. Tidligere medlem af Skanderborg Byråd og Århus Amtsråd for Venstre. MF for Venstre fra 1998-2015, har haft en række ordførerskaber og udvalgsformandsposter i sin tid i Folketinget. Formand for Fællesrådet vedr. Mineralske Råstoffer i Grønland 2003-2010. Statsministerens repræsentant vedr. fremme af et uhindret arbejdsmarked i det dansk-tyske grænseland 2005-2007, formand for Sydslesvigudvalget 2004-2011 og 2015-2017, medlem af præsidiet for markeringen af 100-året for Genforeningen. Bestyrelsesformand i Energinet.dk.

Kim Andersen om:

… det danske sprog i Sydslesvig:

Det er vigtigt, at det danske mindretal vedkender sig danskhed og relationen til Danmark, og i den forbindelse er det danske sprog helt centralt. Derfor er det godt, at diskussionen dukker op med jævne mellemrum. Jeg er dog tilbøjelig til at give dem ret, der siger, at der aldrig har været talt så meget dansk i Sydslesvig, som der bliver i dag. Men vi skal have øje for, at der naturligvis tales mere dansk i Flensborg, end der tales dansk på Ejdersted (nordfrisisk halvø i den sydlige del af Sydslesvig, red.).  

                                                   

… om fornyelse i Sydslesvig:

Jeg har som politiker efterlyst fornyelse i Sydslesvig, og det er de danske foreninger i Sydslesvig også indstillet på. Det er helt nødvendigt for at opretholde bevillingen fra Folketinget (ca. 448 mio. kr. i 2017, red.), at man indretter sig tidssvarende rent organisatorisk, både når det gælder foreninger, skoler og forsamlingshuse. Men samtidig er det vigtigt at sige: Sydslesvig er ikke Danmark. Man kan ikke lave en direkte parallel til dansk forvaltning. Det danske mindretal lever i det tyske samfund, der er meget mere traditionelt og konservativt, og det danske mindretal udgøres af få mennesker, der lever over et vidstrakt område. Måske har vi også i Danmark fået rationaliseret og centraliseret lidt for meget. Et samfund er ikke en forretning. Et samfund er til for menneskene.

 

… om generalkonsulposten i et udenrigspolitisk lys:

Som generalkonsul i Flensborg er det fortsat den primære opgave at være Danmarks repræsentant, være virksom i forholdet til mindretallet og være bindeled til de tyske myndigheder i Slesvig-Holsten. Naturligvis i et samarbejde med konsulatets medarbejdere. Jeg ser frem til i min nye stilling at få et nærmere kendskab til tysk politik, kultur og erhvervsliv i det hele taget. Den danske regering har med sin Tysklandsstrategi signaleret, at man ønsker at udvide rammerne for samarbejdet med Tyskland. I det omfang jeg kan medvirke til at fremme dette, gør jeg det meget gerne. Men naturligvis inden for mit mandat, og uden at det kolliderer med generalkonsulatet i Hamborg, der jo genåbnede i 2016 for netop at fremme dansk eksport til Nordtyskland.