Vil du som sydslesviger søge om dansk statsborgerskab, hvis lovgivningen ændres?

Tilføjet 13. okt 2017 - 11:59
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.5/oktober 2017

Dansk Folkeparti foreslår, at der åbnes for muligheden af at tildele danske sydslesvigere statsborgerskab ved siden af deres tyske. Tre ud af fem foreslåede kriterier skal være opfyldt. GRÆNSEN har spurgt to sydslesvigere, om de vil søge, hvis forslaget vedtages.

Fortalt til Merlin Christophersen

NEJ.

Flemming Meyer er formand for mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).

Flemming Jeg er dansk fra top til tå, og det behøver jeg ikke et statsborgerskab til at bekræfte. Jeg har levet hele mit liv som dansksindet i mindretallet i Sydslesvig. Jeg bor i Skovlund (vest for Flensborg, red.), hvor jeg er født og opvokset. Her kender jeg hvert et træ og hver en vej. Det er her, jeg føler mig hjemme og har min hjemstavn. Selvom landsbyen i dag officielt hedder Schafflund og ligger i Tyskland, lever jeg her med min danske identitet, mit sprog, min kultur og mine traditioner. Det er herfra, hele mit danske virke udgår.

For mig har mit statsborgerskab ikke nogen betydning for min identitet. Mit statsborgerskab er derimod knyttet til visse pligter og rettigheder i det samfund, jeg lever i. Og da jeg lever i et tysk samfund, er det naturligt, jeg er tysk statsborger. Hvis grænsen en dag blev flyttet, og Sydslesvig blev en del af Danmark igen, ville jeg gerne blive dansk statsborger. Eller hvis jeg en dag flyttede til Danmark, ville jeg også søge dansk statsborgerskab. Men jeg bor i Sydslesvig, og her har jeg min danske identitet som del af mindretallet.

Som mindretalsdansker kan jeg godt blive skeptisk overfor, at vi i mindretallet skal kunne søge det danske statsborgerskab. For mindretallet er netop defineret af, at vi har tysk statsborgerskab, mens vi samtidig føler os knyttet til det danske. Jeg føler, min position som mindretal ville blive svækket, hvis jeg fik dansk statsborgerskab. Så ville folk sige, han er dansk statsborger. Men nej, jeg er dansker, der lever i et dansk mindretal.

Jeg kan godt forstå, der er nogle i mindretallet, der gerne vil søge det danske statsborgerskab. Men for mindretallet generelt ser jeg den fare, at loven kommer til at producere A- og B-hold, når det kommer til, om man er dansk nok. Jeg forstår også udmærket, at en stat skal opstille kriterier for, hvornår en borger kan tildeles statsborgerskab. Men jeg kan ikke se, hvad der skulle være udslagsgivende for, hvornår man som del af det danske mindretal er dansk nok.

Der er så mange kriterier, man kunne bruge til at måle danskhed. Personligt kan jeg ikke sige, om jeg er dansk, fordi jeg har danske forfædre, fordi jeg spiser dansk mad, eller fordi jeg drømmer på dansk. For mig er det altafgørende, at jeg har kærlighed til Danmark. Jeg har kærlighed til dansk kultur, til dansk sprog og til det danske folk. Men jeg mener ikke, man kan definere en kærlighed gennem bestemte kriterier. Det må være op til den enkelte at bekende sig til kærligheden eller ej.

 

Fortalt til Rasmus Vangshardt

JA.

Wienke Reimer er studerende ved Aarhus Universitet og arbejder for Mindretalssekretariatet i Berlin.

Wienke Jeg er dansker og har ret til at have et stykke papir på det. Og jeg vil ikke blot kæmpe for demokratiet og synge Højskolesangbogens sange, men også høres, når det gælder demokratiets vigtigste ting: valget. Til sidste folketingsvalg sad jeg hjemme og fulgte med. Tårerne løb. Selvom jeg havde gjort det, jeg kunne for at kæmpe for frisindet, sammenholdet, livslang læring – de gode danske værdier – var jeg hjælpeløs: jeg måtte ikke stemme, og nu skulle jeg se på, hvad der var sket, uden at jeg havde indflydelse. Jeg var lamslået. Det er, som om jeg har været til køreprøve og jeg har bestået, men jeg må ikke få det stykke papir, der siger, at jeg må køre bil.


Det er fedt, at der nu sker noget. Men hvem er det lige, de har skrevet det her forslag til? (Forslaget til kriterier for tildeling af dobbelt statsborgerskab, red.) Som jeg også har spurgt i Flensborg Avis: Gamle mænd, der nærmest er døde? Dem, der har haft tid og mulighed for at være engageret? Dem, der ikke blev nødt til at flytte? Dem, der havde overskud og stemmer nok til at sidde i en bestyrelse? Eller var heldige nok til at få en ’dansk’ arbejdsplads? Hvad med alle dem, der har været engageret i årevis? Dem, der skriver læserbreve, synger i kor og planlægger ture til Danmark, de er ikke danskere? Derudover mener jeg, at meget af den sydslesvigske identitet ligger i vores område og ikke i blodet. Jeg mener, at det er langt vigtigere at have boet i og oplevet Sydslesvig end at have dansk blod. Jeg glæder mig over, at der er nogen, der tør at åbne op for debatten. Dog er jeg ked af resultatet. Det er skuffende og ikke det, jeg havde forventet.
Egentlig er statsborgerskab ikke vigtigt for mig. Det er blot én slag for legitimation. Jeg vil altid kæmpe for, at pas ikke må spille en essentiel rolle. Jeg er da ligeglad med, om du har det ene eller andet pas. Jeg er da ikke interesseret i, om du er svensker, tyrker eller tysker. Fortæl mig hellere, hvad det er, du brænder for. Hvad DU vil gøre, for at verden bliver til et bedre sted, og hvad du tænker på, når du ikke kan falde i søvn om natten.


Men så er det pludselig mig, der ikke kan falde i søvn, fordi jeg har haft ballade med min opholdstilladelse og Udlændingestyrelsen, eller nogen har svinet mig til ved en fest. Igen er jeg blevet gjort til noget fremmedartet. At få det danske pas betyder sikkerhed for mig. Det er, som om det er den endelige invitation til altid at måtte komme hjem igen og altid at være velkommen. Jeg skal ikke længere legitimere og kæmpe for at vende hjem, jeg er inviteret. Dannebrog står klar.