Juletræet fortæller danmarkshistorie

I Den Gamle By kan man se kopier af flere historiske juletræer, herunder familien Lehmanns fra 1811 (tv.) og Peter Fabers fra 1848 (th.), det år, han skrev ”Højt fra træets grønne top” og ”Den tapre Landsoldat”. Samme år vandt Dannebrog frem på de danske juletræer. Foto: Den Gamle By

Tilføjet 08. dec 2017 - 09:51
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.6/december 2017

Juletræet er et relativt ungt fænomen i Danmark. Alligevel har det skiftet karakter, siden det i starten af 1800-tallet blev indført i det danske kongerige. Juletræet kom fra Holsten, og i dets udvikling kan man aflæse mange af de omvæltende begivenheder, der har præget Danmark i det 19. og 20. århundrede

Af Merlin Christophersen

Året er 1811. Juleaftensdag ved femtiden bliver julefreden, der har sænket sig over København, pludselig brudt af en usandsynlig nyhed: Hjemme hos familien Lehmann har man slæbt et træ ind i stuen, pyntet det og sat lys i. Nysgerrigheden får folk til at stimle sammen foran huset i Ny Kongensgade i det indre København. Der bliver endda hentet stiger, så de nysgerrige kan få bedre indblik i lejligheden på første sal.

Selvom Danmarks første juletræ blev tændt et par år forinden i 1808 af lensgrevinde Wilhelmine Holstein på det sydsjællandske gods Holsteinborg, fik familien Lehmanns juletræ langt mere opmærksomhed. Martin Lehmann, der var præstesøn fra Holsten, og hans kone Frederikke er blevet kendt for at have ført juletræstraditionen fra Holsten til Danmark.

En tysk tradition

Jens Ingvordsen er juleinspektør ved købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus, der har Danmarks største udstilling af, hvordan danskerne har fejret jul gennem tiden. Her kan man på 60 udstillingssteder i huse og lejligheder følge julens historie fra slutningen af Renæssancen til 1970’erne.

”Juletræet havde længe været udbredt i Tyskland, og også i Holsten var det en udbredt tradition, da Martin Lehmann blev født i 1775. Så han har taget den tyske tradition med sig til København, hvor den langsomt blev udbredt blandt fremtrædende kirkefolk og kunstnere og i det bedre borgerskab. Selv Grundtvig, der i begyndelsen var en arg modstander af juletræet, tog traditionen til sig i 1823, efter hans søn Johan var kommet til verden året forinden,” siger Jens Ingvordsen.

Nationale symboler

Der skulle dog næsten gå 100 år endnu, før juletræet var blevet almindeligt kendt over hele Danmark i begyndelsen 1910’erne. Perioden med De Slesvigske Krige i 1848-51 og 1864, helstatens sammenbrud og nationalstatens fødsel formede juletræet, som vi kender det i dag.

”Hvor man på Lehmanns træ kunne finde både røde, hvide og blå lys – de holstenske farver – var kun de røde og hvide tilbage i 1848. Det spiselige julepynt i form af æbler, honningkager, karameller og sukkerfigurer, der havde prydet de første danske juletræer, blev nu suppleret med trommer, faner, geværer og sabler. Samtidig gjorde Dannebrog sit indtog på det danske juletræ, og det blev kun mere synligt omkring krigen i 1864, afstemningen om grænsedragningen i 1920 og særligt under besættelsen i årene 1940-1945,” siger Jens Ingvordsen.

Juletræets historie går på mange måder hån i hånd med nationalismens frembrud. Martin og Frederikke Lehmanns søn, Orla Lehmann, der i 1811 som halvandet-årig havde oplevet det første københavnske juletræ i eget hjem, blev senere en kendt dansk politiker og forkæmper for et Danmark til Ejderen. Men det er en anden historie.