Sprogpædagogikken hos det danske og det tyske mindretal

Lærerne på mindretalsskolerne nord og syd for grænsen vil gerne bruge begge sprog i undervisningen, men gør det alligevel sjældent. Foto: Gertrud Termansen/Dansk Skoleforening for Sydslesvig.

Tilføjet 08. dec 2017 - 09:58
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.6/december 2017

ESSAY Mindretallenes skoleforeninger nord og syd for grænsen promoverer sunde værdier over for deres lærere, men de pædagogiske råd er til tider i modstrid med hinanden. Camilla Franziska Hansen, nyslået ph.d. på den første universitetsafhandling om pædagogiske udfordringer og potentialer på mindretallenes skoler, fortæller om sine resultater.

Af Camilla Franziska Hansen

Som lærer på en mindretalsskole er det nødvendigt at have viden om, hvordan sprog- og kulturspørgsmål kan inddrages i undervisningen. I det danske og det tyske mindretals skoleforeningers målsætninger fremhæves netop sprog- og kulturkompetencer som to helt centrale aspekter, som skolerne skal fremme.

Her er der ikke blot tale om kompetencer i relation til mindretalssprog eller -kultur, men også evnen til at kunne begå sig i flertalskulturen. Flertalssproget bliver også fremhævet som et væsentligt element, som børnene skal føres ind i. Det pædagogiske arbejde på en mindretalsskole adskiller sig dermed fra det pædagogiske arbejdet som lærer på en flertalsskole ved at være kendetegnet ved et dobbelt sprogligt og kulturelt perspektiv som (selvfølgelig) favoriserer og har særligt fokus på mindretallet, men som også inddrager og accepterer flertalskulturen og -sproget. En sådan dobbelthed er ikke uden udfordringer og kræver en særlig pædagogik, der for mindretallenes vedkommende konstant skal balancere mellem det, man kan kalde for en ideologisk sprogpolitik og en mere lærings-orienteret sprogpædagogik – dette kan sammenfattes under begrebet mindretalspædagogik.

I det følgende vil jeg give et eksempel på én central udfordring som gennem mit ph.d.-projekt Mindretalspædagogik i praksis. En undersøgelse af mindretalspædagogikken i Nord- og Sydslesvig (2017) er blevet tydelig: At balancegangen mellem politik og pædagogik er en vanskelig affære, som kan være svær for lærerne at håndtere. På den ene side skal de repræsentere det politiske, der tager udgangspunkt i ét sprog, og på den anden side skal de repræsentere en pædagogik, hvor alle barnets sproglige kompetencer skal ses som ressourcer.

Jeg vil i den forbindelse lægge særlig vægt på sammenhængen mellem skoleforeningernes målsætninger så det, lærerne giver udtryk for at gøre i deres pædagogiske praksis. Sammenhængen og samspillet mellem værdier, materialer og praksis er ifølge den amerikanske teoretiker James A. Banks, der er leder af Center for Multicultural Education ved University of Washington, afgørende, når det gælder succesfulde pædagogiske indsatser.

Skoleforeningernes målsætninger

Ser man nærmere på de målsætninger, skoleforeningerne har opstillet for deres arbejde, bliver det tydeligt, at der på en lang række områder er sammenfald mellem det danske mindretals skoleforenings og det tyske mindretals skoleforenings værdier. De kan sammenfattes således: 1) At dygtiggøre børnene i mindretalssproget og -kulturen. 2) At fremme bevidstheden om et tilknytningsforhold til mindretalsnationen. 3) At dygtiggøre børnene i flertalssproget og -kulturen. 4) At fremme en tilknytning til regionen. 5) At fremme tolerance og demokratisk handling hos børnene.

Som lærer ved en mindretalsskole skal man altså ikke blot videregive sproglige kompetencer til børnene, men også formidle en kulturforståelse og et tilknytningsforhold til både mindretals- og flertalsnationen. Det er dette dobbelte perspektiv, der gør mindretallenes skoler til særlige institutioner, der adskiller sig fra flertalsskolerne.

For at imødekomme disse krav har skoleforeningerne igangsat en række forskellige tiltag, der skal understøtte lærerne i deres arbejde. Begge skoleforeninger har udarbejdet materiale til lærerne, som har til formål at rådgive dem i, hvordan børnene undervises bedst muligt, således at det overordnede mål om at føre eleverne ind i både den tyske og den danske kultur kan indfries.

I det tyske mindretal udarbejdede man i 2004 et såkaldt sprogkoncept. Sprogkonceptet er et informationsmateriale med forslag til, hvordan eleverne bedst muligt understøttes i deres tilegnelse af andetsproget. Materialet henvender sig både til forældre og lærere og indeholder blandt andet overordnede informationer om andetsprogstilegnelse og mere konkrete retningslinjer for det pædagogiske arbejde i de tyske mindretalsinstitutioner.

Sprogkonceptets overordnede målsætning ligger i at behandle både det tyske og det danske sprog som ligeværdige, dog med fokus på indlæringen af mindretalssproget, fordi der i en mindretalspædagogisk sammenhæng er tale om det, man kan kalde for en begrænset form for tosprogethed, hvor mindretalssproget altid har prioritet. Med udgangspunkt i forskningsviden om, hvordan man tilegner sig et andetsprog, lægges der her vægt på, at elevernes førstesprog er et vigtigt redskab i læringen af andetsproget. Af sprogkonceptet for det tyske mindretal fremgår det: “Udgangspunktet for erhvervelsen af andetsproget er kompetencerne i ​​førstesproget, hvormed barnets identitetsudvikling sætter ind.”

Her argumenterer man altså med udgangspunkt i pædagogisk teori for, at førstesproget kan og skal bruges som hjælpemiddel til tilegnelsen af andetsproget. Dette er i tråd med nyere sprogforskning, som fremhæver, at anerkendelse af elevernes sproglige og kulturelle baggrund kan bidrage til øget motivation for at lære sprog, idet barnets identitet anerkendes og værdsættes.

Også i Sydslesvig har man inddraget disse teoretiske overvejelser. I bogen Mindretalspædagogik (2012) fremhæver Lisbet Buhl Mikkelsen, at man i Dansk Skoleforening for Sydslesvig er gået over til at have følgende sprogsyn:

 

”Elevernes to sprog skal anerkendes og udvikles. Den danske sprogtilegnelse skal støttes så godt som muligt ved at inddrage alle muligheder og redskaber, der er til rådighed, herunder også børnenes tysksproglige kompetencer.”

 

Både i det danske og det tyske mindretals skoleforeninger har man altså inddraget moderne overvejelser i de materialer, der skal guide lærerne i at udfylde skoleforeningernes målsætninger.

Samtidig promoverer skoleforeningerne en såkaldt funktionel adskillelse af sprogene.

Det vil sige, at hvert sprog har en særlig funktion og derfor udelukkende anvendes i forbindelse med denne funktion. Den tyske skoleforening råder konsekvent til at adskille mindretals- og flertalssproget, hvilket blandt andet skal bidrage til en øget bevidsthed om tosprogethed hos eleverne.

Grundideen bag den funktionelle adskillelse for mindretallenes vedkommende er, at mindretalssproget er undervisningssproget i alle fag, undtaget sprogfagene. På de tyske mindretalsskoler er tysk dermed undervisningssprog i alle fag undtagen dansk, engelsk og så videre. Og på de danske mindretalsskoler er undervisningssproget dansk bortset fra i tysk, engelsk med mere. Som Karoline Kühl har formuleret kan mindretallenes skoler ud fra dette afgørende aspekt betragtes som etsprogede skoler, hvor tosprogetheden udelukkende kommer til udtryk gennem undervisningen i fagene dansk og tysk på modersmålsniveau. På den måde er mindretalsskolernes mål en form for ’dobbelt etsprogethed.’

Når lærerne altså på den ene side opfordres til at betragte børnenes første sprog som ressource til læring af mindretalssproget og samtidig opfordres til at adskille sprogene, ser disse råd ud til at være i modstrid med hinanden.

I hverdagen

Dette misforhold blev tydelig i forbindelse med den spørgeskemaundersøgelse, jeg foretog i forbindelse med ph.d.-projektet. Undersøgelsen blev sendt ud til alle lærere på mindretalsskoler i Nord- og Sydslesvig. Her fremgik det at lærerne i høj grad var enige i, at barnets første- og andetsprog må betragtes som vigtige ressourcer for børnenes identitet, og at både tysk og dansk derfor bør inddrages i undervisningen. Hele 89 % af de sydslesvigske lærere, der deltog i undersøgelsen, og 95 % af lærerne i Nordslesvig, var helt enige i at barnets første og andet sprog er vigtige ressourcer for dets identitet, og at både tysk og dansk derfor bør inddrages i undervisningen. Der ser altså ud til at være en konsensus om vigtigheden af at anerkende børnenes første- og andetsprog og om at inddrage begge sprog i undervisningen.

Det er derfor interessant, at svarene ser noget anderledes ud, når sproglærerne spørges direkte ind til deres sprogbrug i undervisningen. Spørgeskemaundersøgelsen viser i den forbindelse, at 13 % af tysklærerne i det tyske mindretal ofte benytter sig af dansk (flertalssproget) i undervisningen, mens 33 % gør dette engang imellem, 33 % sjældent og 20 % aldrig. For det danske mindretal er tallene endnu lavere. Her svarer 4 % af dansklærerne, at de ofte gør brug af det tyske sprog i undervisningen, 34 % svarer engang imellem, 45 % gør det sjældent, og hele 16 % bruger aldrig flertalssproget i undervisningen.

Lærerne i både det danske og det tyske mindretal er altså enige i, at det er vigtigt at anerkende børnenes tosprogethed. I undervisningen benytter en overvejende del sig dog kun sjældent af det sprog, der ikke er undervisningssproget. Spørgeskemaundersøgelsen peger dermed ikke alene på, at der i mindretallene er forskel på de forventninger, lærerne har til deres egen undervisning og det, de rent faktisk gør, men at der også er en forskel i forhold til de forventninger, skoleforeningerne har til lærernes undervisning.

Når lærerne på den ene side tilskyndes til at benytte børnenes første sprog som ressource til læring af mindretalssproget, og lærerne samtidig opfordres til at adskille sprogene, kan dette være med til at forklare, hvorfor lærerne på den ene side ser det som efterstræbelsesværdigt at inddrage både elevernes første- og andetsprog i undervisningen, og på den anden side kun i begrænset omfang gør det.

Man kan altså argumentere for, at de dokumenter, der giver konkrete retningslinjer for det pædagogiske arbejde for lærere ved mindretalsskoler, til dels indeholder informationer, der peger i forskellige retninger. Fra skoleforeningernes side anbefales der forskellige, modstridende handlemåder. Når konceptet omkring indlæring af sprog i mindretallene ikke er entydigt, kan det skabe usikkerhed hos lærerne, som kan være i tvivl om, hvilke sproglige handlemåder der er legitime.

Spørgeskemaundersøgelsens resultater kan læses som udtryk for denne usikkerhed. Det er derfor nødvendigt for mindretallene at udarbejde en sprogpolitik, der tydeligt adskiller det politiske opdrag, som mindretallene repræsenterer, og det pædagogiske opdrag, som skolerne skal udfylde.

 

Camilla Franziska Hansen er adjunkt på UC Syd og en del af Center for mindretalspædagogik under Syddansk Universitet.

 

De fem værdier, de to skoleforeninger ifølge Camilla F. Hansen deler:

- At dygtiggøre børnene i mindretalssproget og -kulturen.

- At fremme bevidstheden om et tilknytningsforhold til mindretalsnationen.

- At dygtiggøre børnene i flertalssproget og -kulturen.

- At fremme en tilknytning til regionen.

At fremme tolerance og demokratisk handling hos børnene.

Camilla Franziska Hansens ph.d.-afhandling Mindretalspædagogik i praksis. En undersøgelse af mindretalspædagogikken i Nord- og Sydslesvig (2017) kan læses på ucsyd.dk/forskning.