Den dag, Hans Horn blev dansk

Hans Jørn Bock anmelder Tom Buk-Swientys nye roman Det ensomme hjerte

Tilføjet 08. dec 2017 - 11:20
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.6/december 2017

Tom Buk-Swienty tager læseren med på en rejse gennem Det Tredje Rige i følgeskab med tyskeren Hans Horn, der blev hvirvlet ind i Anden Verdenskrig. En følsom og musikalsk læge, som blev menneskeligt og kunstnerisk berørt af krigen – ligesom anmelderens far blev det.

Af Hans Jørn Bock

Tom Buk Swienty har – igen – skrevet en bog om eksistentielle problemstillinger med afsæt i konkret, levet liv.

Det ensomme hjerte bygger på tre versioner af lægen Hans Horns livshistorie, i alt 5.000 siders materiale og et væld af fremragende akvareller fra Horns hånd. Sammenkædningen af Horns lille, oplevede historie og den store historie om Det Tredje Riges “storhed” og fald er en velbegavet, sansende og musikalsk iagttagers fortælling fra gymnasietiden på Kieler Gelehrtenschule til kapitulationen i 1945.

Vi får indblik i, hvordan skolen ideologisk indpoder, at den tyske kultur er alle andre overlegen. Men det nazistiske ideal “flink wie die Windhunde, zäh wie Leder og hart wie Kruppstahl” passer dårligt til en sensitiv, musisk, intellektuel ung mand som Horn.

Efter studentereksamen med årgangens højeste snit bliver Horn indkaldt til arbejdstjenesten og konstaterer i et tilbageblik, at “hermed startede et helt nyt liv... som kriger, kujon, studerende og senere far.” Formålet var at nedbryde den enkelte og reducere mennesket til et dresseret dyr.

Stærkest står afsnittet, hvor Horn i efteråret 1941 bliver sendt til østfronten. Her får vi hans egne, strengt forbudte dagbogsoptegnelser, der giver et grufuldt billede af, hvad en menig soldat i forreste frontlinie blev udsat for.

 

Hans Horn At skifte nation som man skifter trøje

Man bliver lille og hæslig, det drejer sig om at overleve. Grotesk er den store forskel mellem officerer, der varmer sig med kølig rhinskvin i officersmessen, mens de menige udsættes for kugleregn, granater og vinterkulde. Dagbogsnotaterne forstærkes af de fantastiske akvareller, som Horn efterfølgende malede.

Horn er så “heldig” at blive ramt af en granat og hjemsendt. Takket være en velvillig stabslæge får han mulighed for at studere krigsmedicin, først i Berlin og senere i Würzburg, hvor han møder sin kommende hustru. I januar 1945 bliver han genindkaldt og lander i Tjekkoslovakiet, hvor han som underlæge og officer skal tage sig af komplicerede operationer.

I 1945 redder en gruppe amerikanske soldater i sidste øjeblik Horn fra at blive skudt af en tjekkisk partisangruppe. Efter et kort fangenskab og med en vægt på 46 kilo bliver Horn genforenet med sin familie.

Horn får afsluttet sit medicinstudium i Köln og havner i en praktikantstilling ved Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig. Det bliver et afgørende vendepunkt. Som Horn skriver: “Den dag blev jeg dansk. Jeg skiftede nation. Som man skifter trøje.”

Tom Buk Swienty fortæller i epilogen, at familien i 1952 flyttede til Danmark, i 1961 blev danske statsborgere og i 1967 etablerede lægepraksis i Padborg. Et godt liv blev det til. Horn døde i 1989.

Som læser konfronteres man med eksistentielle spørgsmål efter nazismens vold, menneskeforagt og brutalitet: Hvordan påvirkes det enkelte menneske? Hvordan reagerer vi? Er det muligt at sige fra? Tom Buk-Swientys bog udtrykker den reflekterende læges beretning, der først påbegyndes 25 år efter krigen. På samme tid begynder en ny generation historikere i Tyskland at stille spørgsmål ved hærens rolle i overgrebene på jøder og civile.

Berøringsflader

Det ensomme hjerte er et vægtigt og velskrevet vidnesbyrd. Også til den diskussion.

Min far kunne næsten have skrevet samme historie. Han er årgang 1915, også opvokset i et blandet dansk/tysk hjem og klassisksproglig student fra Altes Gymnasium i Flensborg. Han studerede medicin i Kiel og Göttingen, blev indkaldt dagen efter sin embedseksamen og gik på samme militærakademi i Berlin som senere Hans Horn. Efter afslutningen af officeruddannelse i Berlin kom min far til luftvåbenet, var en kort tid i Danmark og blev så sendt til østfronten samme sted som Hans Horn.

Som officer var min far dog ikke i forreste frontlinie som Horn. Efter kort fangenskab i Norge vendte min far hjem til Flensborg, hvor han fik ansættelse ved Sundhedsvæsenet. Familien flyttede til Danmark i 1952, købte praksis i Padborg og fik dansk statsborgerskab et år før Horn. En anden berøringsflade er min fars store kærlighed til klassisk musik. Den klassiske dannelseskultur – og nazismen – påvirkede både Horn og min far. Og ligesom Horns børn har jeg fået meget lidt at vide om min fars oplevelser under krigen. Om de to har kendt hinanden, ved jeg ikke. Men de ville have haft meget at tale om.

 

Tom Buk-Swienty: Det ensomme hjerte. 496 sider. Politikens Forlag.

 

Hans Jørn Bock er seminarielektor emeritus.