Oplev en julehyldest til fællesskabet

Fredag den 22. december kan man opleve en dansk-tyske julekoncert i Nikolaj Kirken i Flensborg. Foto: Sönke Rahn

Tilføjet 21. dec 2017 - 11:53
Del nyheden

Fredag den 22. december kl. 18 holdes som hvert år en stor dansk-tysk julekoncert i Flensborgs hovedkirke Sankt Nikolaj. Julen viser, at der er mere, vi er fælles om, end der skiller os ad, siger provst ved Dansk Kirke i Sydslesvig Viggo Jacobsen.

”Jesus mødte mennesker lige der, hvor de er, uanset social, national eller kulturel baggrund. I den kristne tro finder vi ud af, at vi kan gøre noget sammen, selvom vi har forskellige perspektiver på livet. Det er særlig vigtigt her i grænselandet at sende et kraftigt signal om, at der er noget vi er fælles om. Og der har julen en særlig funktion”, siger Viggo Jacobsen.

Til julekoncerten, hvor Viggo Jacobsen står for bibellæsningen sammen med sin tyske kollega, pastor Marcus Friedrich, forventes op til 400 gæster. Julemusikken står blæserensemblet Piffari for, sammen med den danske Helligåndskirkes kor og Sankt Nikolajs kor. Derudover vil der være fællessang, hvor den dansk-tyske salmebog, der udkom for to år siden, spiller en særlig rolle.

”Den dansk-tyske salmebog samler både danske og tyske salmer, så man kan være fælles om de kristne traditioner og synge sammen, uanset om ens sproglige baggrund er dansk eller tysk”, siger Viggo Jacobsen.  

Udover julekoncerten den 22. december kan man anden juledag kl. 10 opleve julegudstjenesten ”De Ni Læsninger” i den tyske Sankt Petri Kirke i Flensborg, der holdes i samarbejde med den danske Ansgar Kirke. Gudstjenesteformen, der stammer fra England i tiden efter Første Verdenskrig og skulle mane til besindighed og eftertænksomhed efter krigens rædsler, er udbredt i Danmark, men kendes stort set ikke i Tyskland og i Sydslesvig. Under gudstjenesten kan salmer, sange og de bibelske tekster opleves på dansk, tysk, engelsk, fransk og andre sprog.

I julen vil der dog også være masser af almindelige, danske julegudstjenester rundt om i de 30 danske menigheder i Sydslesvig.

”Vi bestræber os på at gøre Folkekirken lidt større. Så julegudstjenesterne i Sydslesvig ligner i almindelighed de julegudstjenester, man kan opleve i Danmark. Selv bestræber jeg mig altid på at give min prædiken et aktuelt perspektiv”, siger Viggo Jacobsen, der står for gudstjenesterne i Helligåndskirken juleaftensdag kl. 15 og kl. 16.30 og anden juledag kl. 10.

Se en oversigt over alle julegudstjenester i Sydslesvig her.