Over stregen i Flensborg

”Kønsdriften er kendt for hverken at respektere faderskikkelser eller nationale forskelle”, skriver anmelder Hans Boll-Johansen.

Tilføjet 12. feb 2018 - 14:42
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet GRÆNSEN nr.1 / februar 2018

Af Hans Boll-Johansen

Harald Dirks blev født i Flensborg i 1936 som søn af viceskoleinspektøren på Duborg-Skolen. Tidspunktet og stedet er afgørende. Flensborg er et særligt sted for mødet mellem dansk og tysk, og perioden op til Anden Verdenskrig var speciel, fordi folk i særlig grad blev tvunget til at tage stilling til, om de hørte til på den ene eller den anden side af stregen.

Efter et langt professionelt liv som civilingeniør i Tyskland og Danmark drejede Harald Dirks blikket tilbage mod fortiden, og da slog det ham, at der blandt de kære skikkelser i hans barndom var usædvanlig mange grænseoverskridende skæbner. Det måtte han skrive en bog om. Lad mig straks sige, at han er sluppet godt fra det. Ikke mindst i betragtning af, at det er første gang, han udgiver en tekst i den genre.

Forfatteren er særligt fascineret af kvindeskæbnerne i moderens generation, det vil sige i perioden fra århundredskiftet op til Anden Verdenskrig.

Hvilke fremtidsmuligheder var der i Flensborg for unge kvinder, som var døtre af byens bedre borgerskab? Det kan siges ganske kort: de var afhængige af de mænd, de (tilfældigvis) mødte. Gasværksdirektøren havde fire døtre, som på en eller anden måde skulle bringes i vej, og som på forskellig vis gik over den streg, der adskiller dansk og tysk. Direktøren havde selvfølgelig sine meninger, men kønsdriften er kendt for hverken at respektere faderskikkelser eller nationale forskelle.

Harald Dirks mor var så heldig at møde en mand, der blev viceskoledirektør for Duborg-Skolen, og dermed var hun forsørget til den danske side, angiveligt uden nogensinde at være fristet til at udfordre grænsen. Godt for hende.

Ella og Viggo
Så glat gik det ikke for de andre. Den ældste søster, der bar det bibelske navn Maria Magdalena, giftede sig en ung mand, som aspirerede til at blive missionær i tysk Østafrika lige omkring ækvator, med malariamyg, sumpfeber og det hele: meget mere end han havde immunforsvar til. Hun skulle lige uddannes til sygeplejerske, inden hun kunne tage afsted, så han rejste i forvejen, og hun fulgte efter på et af den tyske krigsmarines stolte fartøjer. På den lange sørejse gennem Middelhavet blev hun betaget af en tysk lægeofficer, som med held kurtiserede den smukke unge kvinde, og som hun derefter tilbragte nogle hede, subtropiske nætter sammen med. Det var hendes livs store kærlighed, men dermed var denne danske skønhed jo gået over stregen til den tyske side.

Ikke mindre passioneret var moderens anden søster, Ellen Kirstine, kaldet Ella, som levede 20 år i et grænseoverskridende forhold til den farverige grev Viggo von Holstein Rathlou, der bestred et job som overbibliotekar i Flensborg ved siden af sit embede ved Statsbiblioteket i Aarhus, hvor han i øvrigt var gift til anden side. Holstein Rathlou var glødende Ejder-dansker og mente, at denne sag bedst blev varetaget af Frits Clausens danske nazistparti, DNSAP, som han derfor meldte sig ind i, hvorefter han kort efter blev medlem af partiets såkaldte Storråd. Det blev takseret til to års fængsel efter krigen. Viggo erkendte aldrig, at han var gået over stregen, men det mente folk i Flensborg nok, at Ella var.

Sjovt nok benægter Axel Johnsens grundige artikel om Holstein Rathlou i John T. Lauridsens Over Stregen under besættelsen (2007), at Holstein Rathlou skulle være damernes ven på Flensborg Bibliotek og pleje ”venskabelig omgang” med det kvindelige personale. ”Beskyldningerne havde intet på sig.” Harald Dirks’ bog kan altså her føje nuancer til Holstein Rathlous i forvejen temmelig vidtløftige livshistorie.

Nazificeringen
Det andet spor, som kører gennem bogen, er nazismens meget påtrængende nærvær. Her mærker man forskellen mellem Flensborg og Aabenraa, hvor jeg selv er vokset op.

Ella, som i 1934 var så uforsigtig at sige sin mening om Hitler, blev afskediget på gråt papir fra et job, hun havde klaret upåklageligt gennem 12 år. Vi havde en episode med en lektor på Aabenraa Statsskole, Viggo Rosent, som var anklaget for den samme forbrydelse, og som nazisterne arbejdede ihærdigt på at få afskediget, men det lykkedes ikke.

Den jødiske synagoge i Frederiksstad blev ødelagt af en deling SA- og SS-folk fra Flensborg. Vi oplevede ikke den slags i Aabenraa, hvorimod et forsøg på at angribe frimurerlogen førte til en dom – men til gerningsmændene selv under retsopgøret efter krigen.

Hvis en flensborgenser kritiserede ”føreren”, fortæller Dirks, kunne han eller hun blive hentet og sendt til et ukendt sted, og et par år senere kunne familien få meddelelse om, at personen desværre var afgået ved døden. I Aabenraa blev det indberettet til hovedkvarteret Dibbernhaus i Skibbrogade, hvis man var for åbenmundet over for sin hjemmetyske barber, som det skete for pastor Rishøjgaard, men han endte aldrig i en kz-lejr.

Danske i Flensborg levede livet langt farligere under nazismen end vi, der 20 kilometer længere nordpå var delvist beskyttet af samarbejdspolitikkens paraply. Der var ikke ligefrem ytringsfrihed i Aabenraa, men i Flensborg var det blodig alvor: ”Folk blev sat i fængsel og det der var værre, hvor der blot var mistanke om afvigende meninger.”

Der var selvfølgelig mænd, også i Dirks’ familie, som opterede for ”Rigets ubestridte Fører”, fx missionærsønnen Hans Adolph Bock, som oplevede, at hans far blev jaget ud af Afrika af franskmændene, da tyskerne tabte Første Verdenskrig. Hans Adolph glemte aldrig de ydmygelser, fredsslutningen efter Første Verdenskrig medførte for hans familie, og hans had til englændere og franskmænd sendte ham direkte i armene på nazistpartiet. Han blev uddannet som læge i Göttingen, men efter krigen gik han over stregen til Danmark og blev Harald Dirks’ elskede familielæge i Sønderborg. Så kringlet kan historien arbejde, når den skal læge gamle sår.

Harald Dirks’ romanagtige tilgang til stoffet, eksempelvis når han forestiller sig de samtaler, Viggo og Ella havde på værelse 312 på Grand Hotel i Aabenraa, eller de søde ord, Ernst og Maria Magdalena udvekslede ombord på Kronprinz i Middelhavet, fungerer rigtig fint. Forfatteren er en underfundig stilist med et godt greb om sit let arkaiserende sprog, som klæder en mand af årgang 1936.

 

Harald Dirks: Over stregen. En Flensborg-krønike. Hovedland 2017. 230 sider. 269 kr.

Hans Boll-Johansen (f. 1936) er dr.phil. i fransk litteraturhistorie. Lektor emeritus og fhv. litteraturkritiker ved Information og Politiken. Han udgav i 2015 erindringsbogen Danskerpak og tyskerpak (Gyldendal) om sin opvækst i grænselandet.