Hvor går grænsen? EU og det illiberale demokrati

Den ungarske premierminister Viktor Orbán skelner ifølge journalist Adam Holm mellem dem, ’hører til’ og ’gør nytte’, og dem, som påfører samfundet en belastning. De sidste må der være grænser for, mener Orbán. Foto: Scanpix.

Tilføjet 12. feb 2018 - 15:22
Del nyheden

Artiklen er fra Magasinet GRÆNSEN nr.1 / februar 2018

Jo mere EU-begejstring fra Bruxelles, desto kraftigere befolkningsreaktion i en række medlemslande. Det skriver journalist og forfatter Adam Holm i et essay om grænsernes genkomst i Europa og den stigende nationalisme. Det er ildevarslende, men det behøver ikke at betyde krig på europæisk jord

 

Af Adam Holm

 

Der må være grænser! Det var budskabet fra Ungarns premierminister, den nationalkonservative Viktor Orbán, da han i begyndelsen af 2018 optrådte som hædersgæst ved det tyske parti CSU’s årskonference i den sydbayerske by Seeon-Seebruck.

Den i EU-sammenhæng kontroversielle Orbán var personligt inviteret af CSU’s leder Horst Seehofer. Han har i flere år slået til lyd for en strammere indvandringspolitik og har gentagne gange peget på alvorlige integrationsproblemer med ikke-vestlige tilflyttere til Tyskland. Af samme grund har han ikke lagt skjul på, at han anser den restriktive ungarske flygtningepolitik for at være et eksempel på en effektiv håndtering af de senere års pres mod grænserne.

  Ifølge Seehofer bør det øvrige Europa, ikke mindst Tyskland, tage ved lære af den         kontante ungarske bevogtning.

 Viktor Orbán skuffede ikke sine vært. Med et fast blik og et selvbevidst toneleje fastslog   manden, som forfatteren Herta Müller spottende har kaldt for ’Førerdemokraten’, at   ingen europæere ønsker at leve med truslen om terror, og at ankomsten af   hundredtusinder af immigranter og flygtninge udgør et demokratisk problem.

 ”Europas grænser må og skal beskyttes”, lød det fra Orbán, som afsluttede med en   erklæring om, at ”2018 vil være året, hvor de europæiske befolkningers vilje bliver   genskabt”.

 

Wir schaffen das nicht
Besøget af den prominente gæst fra Budapest understreger den splittelse, der bliver stadig tydeligere mellem CDU og søsterpartiet CSU i synet på, hvordan Tyskland skal møde flygtninge.

Viktor Orbán og Horst Seehofer, som henviser til hinanden som ’min ven’, har et fælles mål om at skabe et mere nationalt bevidst Europa med sikre grænser og en markant reduktion i antallet af flygtninge og migranter. De to politiske bonkammerater mener, at kansler Merkel er på afveje, og selvom hun har måttet slække på den optimistiske ’Wir Schaffen das’-kurs, regnes hendes politik for at være en del af problemet, ikke en del af løsningen.

Står det til Orbán og Seehofer, og med dem adskillige andre af de højrenationale partiledere rundt om i Europa, er grænser vigtige at opretholde af den ene grund, at de sikrer et folks identitet. Hvis man slækker på grænserne – populært sagt sænker bommen – risikerer man at skabe usikkerhed omkring noget så vigtigt som nationalitetsfølelse og tilhørsforhold.

Orbáns idéer går stik imod de mere føderative visioner, som trives i en del af EU-apparatet, hvor en fælles liberal asylpolitik fortsat fremhæves som et ideal. De, der som Orbán og Seehofer råber på styrket grænsekontrol, har imidlertid fået mere vind i sejlene i løbet af de sidste par år.

Der løber en rød tråd fra Marine Le Pens erklæring på et møde i Rhinbyen Koblenz i januar i fjor, hvor hun udråbte 2017 til ”patrioternes år”, til Orbáns løfte et år senere om at genskabe de europæiske befolkningers ”vilje”. Det er en linje, som har ét fællestræk: genoprettelse af grænserne.

Mens liberalt tænkende europæere har vænnet sig til at se grænsernes bortfald og passets mindskede betydning som et tegn på historiens fremskridt, peger Orbán på, at et folk, der ønsker at beskytte sig selv imod udefrakommende kræfter, kun kan afværge sit eget fordærv og i sidste ende sandsynlige undergang, ved at føre tilsyn med, hvem der får indrejse. Et pigtrådshegn er et værn imod en potentiel trussel.

Juraen kan være kompliceret og de politiske stridsmål heftige, men i sidste ende er det såre enkelt: det handler om at hindre flere muslimer i at komme ind i Europa. Som Orbáns slovakiske kollega Robert Fico har udtrykt det: ”Islam har ingen plads i Slovakiet. Migranter ændrer på et lands karakter. Vi ønsker ikke, at vores land skal forandre karakter”.

 

Orbán og den grimme fortid

For Orbán er det vigtigt at skelne mellem hvem som ’hører til’ og ’gør nytte’, og hvem som ikke har noget at tilbyde og kun påfører samfundet en belastning. De sidste må der være grænser for. I forbindelse med en tale til nationen i 2016, som Orbán holdt på den ungarske nationaldag 15. marts, forklarede han omhyggeligt, at nutidens fjender af frihed er af en anden slags end før i tiden, hvor fremmede hærstyrker var den farligste trussel. Måske er europæerne ved endeligt at begribe, at det er deres fremtid, som er på spil, hvis ikke der kommer en kursændring, sagde Orbán. Her med hans egne ord:

 

”Langt om længe har de europæiske befolkninger, som har ligget og døset i overflod og velstand, forstået, at Europas principper befinder sig i en dødelige fare. Europa er et fællesskab af kristne, frie og selvstændige nationer; lighed mellem mænd og kvinder; fri konkurrence og solidaritet; stolthed og ydmyghed; retfærdighed og nåde. Denne gang udgøres faren imidlertid hverken af krige eller naturkatastrofer, der pludselig trækker tæppet væk under vores fødder. Massemigration er i stedet som en bølge, der langsomt, men sikkert slår mod kysten og eroderer den. Denne bølge fremstilles som en humanitær sag, men i virkeligheden drejer det sig om en territorial besættelse. Og det, de vinder territorialt, taber vi territorialt. Flokke af menneskerettighedsforsvarere forsøger som besat at give os reprimander og fremsætte beskyldninger imod os. Angiveligt skulle vi være fjendtlige xenofober, men sandheden er, at vores lands historie viser inklusion og sammensmeltning af forskellige kulturer. De, der er kommet som nye medlemmer af familien, som allierede eller forpinte og med frygt for deres liv, har altid fået lov til at skabe sig et nyt hjem hos os. Men de, som er ankommet hertil med et ønske om at ændre på vores land eller har forsøgt at ændre nationen i deres eget billede, de, som er kommet med vold og imod vores vilje, er altid blevet mødt af modstand”.  

 

Hans ord er et ekko af Front National i Frankrig, Frihedspartierne i Holland og Østrig, Lega Nord i Italien og Alternative für Deutschland, netop de partier, der i fjor trådte sammen i Koblenz. Fortalerne for mere grænsekontrol repræsenterer ikke et politisk modelune, der næste sæson bliver afløst af en nye fiks tanke. De er propagandister for en rodfæstet overbevisning, som for ti år siden forekom eksotisk og tilbageskuende, for fem år siden lettere utopisk, men i dag – og måske særligt i morgen – er ved at blive ’det nye sort’.  

Viktor Orbáns besøg hos i Sydtyskland var derfor heller ikke bare et politisk drilleri, hvor CSU forsøgte at genere kansler Merkel mest muligt, sådan som flere medier ellers mente at vide. Kampen for at lukke ned og skærme af for fremmede er dybfølt. Mange iagttagere, der står et andet sted politisk, mener, at folk som Orbán trækker tråde tilbage til en mørk og belastet fortid. Kravet om grænser bliver udlagt som et ønske om at ’rense ud’ og fjerne alt det, som ikke ’hører til’ nationen. Ingen siger det højt, i hvert fald ikke ansigt til ansigt med Orbán, men det lugter af fortid. En grim fortid, vel at mærke.

Højrenationalisternes kritik af de liberale oplysningsidealer bringer bange anelser frem. Den højreradikale kritik langer ud efter de dele af det modernes gennembrud, som åbnede med de franske encyklopædister, knæsattes med den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 og fik sin mest dramatiske kulmination med den franske revolution. Sat på spidsen står kampen i dag ligesom i mellemkrigstiden om 'Idéerne fra 1789'.

 

Den økonomiske krises konsekvenser

Over for hinanden står de, der slår til lyd for universalistiske rettigheder og de, der argumenterer for forskelsbehandling på et nationalchauvinistisk og etnisk grundlag. Modsætningen mellem liberale og illiberale er blevet stadig tydeligere og vil efter alt at dømme præge den politiske udvikling i Europa i mange år frem.

Situationens alvor lader sig ikke fornægte. Krisen fra 2008 er mange steder stadig mærkbar – spørg bare i Grækenland og Spanien – reallønnen er faldet, arbejdsløsheden er fortsat et problem, og talrige er de historier fra kontinentets syd- og østeuropæiske hjørner, der handler om en deklasseret middelklasse i gældsætning. Fremtidsoptimismen har kendt bedre dage. Det sidste er også et foruroligende træk i den europæiske bevidsthed: håbet er ikke længere lysegrønt, men falmer i brunlige nuancer.

I et par årtier var liberalismen leveringsdygtig i økonomisk velstand og en garant for politisk åbenhed, men med de seneste års afmatning og voksende sociale skel, synes mange europæere ikke længere at anse liberalisme for at være den mest leveringsdygtige ideologi. Da den tysk-britiske sociologiprofessor Ralf Dahrendorf skrev sin lille bog Reflections on the Revolution in Europe (1990) var der i hans øjne ikke noget gangbart alternativ til liberalismen. Den havde stået sin test over for de autoritære regimer i den kommunistiske Østblok og var i Dahrendorfs udlægning bedre egnet end noget andet politisk tankesæt til at samle folk på begge sider af det nu sammenbrudte jerntæppe i en fælles drøm om velstand og frihed.

Men med tiden er det højt besungne liberale projekt begyndt at miste en del af sin appel. Det ses tydeligt i opgøret med EU's postnationale dagsorden. Den højrenationale tilsynekomst skærper kritikken af indvandring og integration, og ord og begreber som fædreland, patriotisme og folkesjæl optræder igen i det politiske sprog.

 

Jo mere EU, jo mere modstand

Viktor Orbán kan kunsten at vække opsigt. I sommeren 2014 holdt han en anden tale, som også gav genlyd. Den blev leveret til medlemmer af det ungarske mindretal i Rumænien. Orbán, som i sin yngre dage i det dengang endnu kommunistiske Ungarn var kendt som en liberal dissident, sagde blandt andet, at det liberale demokrati ikke bare uden videre kan bevares og måske heller ikke bør bevares i sin nuværende form. Orbán gik sågar skridtet videre og talte om nødvendigheden af at handle ’illiberalt’ i de tilfælde, hvor det måtte være påkrævet. Man skal ikke være særlig fantasifuld for at tænke sig til, hvem der mon definerer, hvornår og under hvilke omstændigheder ’illiberale’ metoder kan blive nødvendige. En følge af den økonomiske krise og den usikkerhed, den fører med sig, er også en demokratisk krise.

Ungarn under den illiberale Orbán viser vejen, men andre lande følger trop i ’nødvendighedens navn’. Det er ikke grundløst at bekymrede iagttagere både herhjemme og udenlands henviser til mellemkrigsårene i analysen af vor tid. Kampen for at genindføre grænser er dog ikke ensbetydende med en risiko for et tilbagefald til krige imellem europæiske stater.

Som den britiske militærhistoriker Antony Beevor har påpeget, er EU, til trods for tildelingen af Nobels fredspris i 2012, ikke en garant for fred. Det er første og fremmest NATO’s fortjeneste. I den forstand er Orbán og de øvrige grænsefortalere ikke et forvarsel om Europas snarlige implosion i et blodigt kaos. Man kan udmærket, som også Beevor gør opmærksom på, argumentere for, at unionstanken snarere forstærker den selvsamme nationalisme og ultrapatriotisme, som man ønsker at rive op ved rode. Det er et paradoks, som den europæiske integrationselite tilsyneladende endnu ikke har forstået. Jo mere EU-begejstring fra Bruxelles, desto kraftigere befolkningsreaktion i en række medlemslande.

Orbán og hans ligesindede vender sig imod idéen om åbenhed. De gør det mest manifest med kravet om grænser. Indtil videre er det mest blevet ved kampråbet om ’stærkere grænser’, men hvis pigtråden og grænsegendarmerne bliver en fast bestanddel af Europakortet, vil vi indse, at eurokrisen i første omgang var låget, der blev lagt ned over den europæiske kiste, mens flygtningekrisen var det søm, der hamrede låget fast.

Som Orbán siger, så er der grænser. Spørgsmålet er, hvor de går.
 

 

BOKS

Adam Holm er journalist og forfatter samt ph.d. i historie. Sidste år udgav han bogen ”Endestation Europa – omstigning til et kriseramt kontinent” (Gyldendal 2017).