Den iberiske dominobrik

Kan denne mand udløse en dominoeffekt i Europa? Den catalonske præsident Carles Puigdemont under et pressemøde på Christiansborg efter sit besøg i København i januar 2018. Europa-ekspert Uffe Østergaard mener, at den catalonske separatisme vil forværre forholdet mellem nationale mindretal og EU. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Tilføjet 12. feb 2018 - 15:34
Del nyheden

Artiklen er fra Magasinet GRÆNSEN nr.1 / februar 2018

Bliver den catalonske separatistbevægelse anledning til grundlæggende ændringer for mindretallenes vilkår i Europa? Eksperten Uffe Østergaard mener, at det danske rigsfællesskab kommer til at skulle lære af, hvordan den spanske regering håndterer krisen; og den tyske model kan blive løsningen, både i Danmark og i Spanien. 

Af Rasmus Vangshardt                                                                           

Den 31. oktober 1978 gik spanierne til valg. Efter militærdiktatoren Francos død i november 1975 var man klar til den endelige overgang til et konstitutionelt monarki og dermed også demokrati. ”Støtter De den nye forfatning?” spurgte man det spanske folk.

67% af de stemmeberettigede spanierne dukkede op, og 92% af dem tilkendegav, at de støttede forfatningen. Ganske opsigtsvækkende adskilte Catalonien sig ikke videre fra resten af Spanien.

68% stemte, og hele 95% af dem støttede forfatningen, der sikrer et samlet Spanien.

40 år senere, 1. oktober 2017, stemte catalonierne så om selvstændighed. Her mødte lidt over to millioner mennesker op, hvilket udgør 43% af de stemmeberettigede – 92% stemte for en løsrivelse.

Hvad er der sket siden Francos død? Hvorfor har separatismen så gode kår i Europa for tiden? Og hvad vil det betyde for Europas mange nationale mindretal?

Catalonien versus Slesvig

Den catalonske krise eskalerede for alvor, da den catalonske præsident Carles Puigdemont i sommeren 2017 udskrev en folkeafstemning om Cataloniens løsrivelse fra kongeriget Spanien i form af en selvstændig republik.

Med henvisning til den forfatning, catalonierne selv med overvældende flertal vedtog i 1978, mener både den spanske regering og den spanske højesteret, at en sådan afstemning er ulovlig, og centralregeringen i Madrid forsøgte derfor indædt at forhindre afstemningen.

Det lykkedes politiet at lukke cirka hvert andet afstemningssted i Catalonien, men altså ikke at forhindre afstemningen.

Den spanske regering aktiverede derfor forfatningens §155, der garanterer, at centralregeringen kan overtage kontrollen med en autonom provins som Catalonien. Det gælder blandt andet de væbnede styrker og finanssystemerne. Cataloniens præsident og flere af hans nærmeste allierede måtte flygte ud af landet og opholder sig i skrivende stund i Belgien. De vil efter alt at dømme blive arresteret, hvis de sætter fod på spansk jord.

Samtidig er debatten stærkt polariseret. Det kan man eksempelvis se i måden, der tales på i Spanien. Den spanske filosof Fernando Savater, der er en hård kritiker af separatismen, har ifølge Weekendavisen kaldt Pugidemont og hans støtter for ”middelalderlige nationalister,” mens Pugidemonts folk har svaret ved at kalde Savater en ”centralistisk nationalist”. Som udenforstående kunne man derved få det indtryk, at alle mener, at alle andre er nationalister.
 

Et nationalt mindretal?

Eksperter er enige om, at udviklingen i Catalonien vil få omfattende konsekvenser for mindretalsvilkår i hele Europa. Det første spørgsmål er imidlertid, om catalonierne overhovedet er at regne for et nationalt mindretal på linje med så mange andre folkeslag i Europa.

Magasinet Grænsen har gerne villet spørge dem selv, og indtil for nylig havde de faktisk en repræsentant i København. Det catalonske selvstyre har et ”kontor for handel og investering” ved Nyhavn i hovedstaden, og indtil oktobermåned har den navnkundige Francesca Guardiola fungeret som en slags nordisk skyggeambassadør for catalonierne. Hun er søster til den tidligere Barcelona-fodboldspiller og -træner Pep Guardiola, der er kendt som en fremtrædende catalonsk nationalist. For tiden træner han engelske Manchester City.

I slutningen af oktober 2017 beordrede den spanske premierminister Mariano Rajoy en række af disse catalonske politiske aktiviteter i udlandet nedlagt.

Når man derfor nu spørger det catalonske kontor i København, om Francesca Guardiola vil stille op til et par spørgsmål, svarer dets danske direktør Jacob Duus derfor blot følgende: ”Den politiske delegation er lukket ned, hvorfor vi desværre ikke kan bidrage med information.”

Spørger man i stedet den danske Europa-ekspert Uffe Østergaard giver det ikke mening at betragte catalonierne som et nationalt mindretal: ”De regner ikke sig selv som et nationalt mindretal. De er jo i flertal i den stat, de gerne vil have. Og hvis det skulle lykkes, vil de rykke over i en anden kategori, nemlig den for ikke-anerkendte nationalstater,” siger han.
Carles Puigdemont forlod for første gang sit eksil i Belgien i januar 2018 – til fordel for København. Her besøgte han først Københavns Universitet og efterfølgende Christiansborg. Professor i statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen forklarede efterfølgende til TV 2 News, at det var Puigdemonts egne folk, der havde kontaktet ham og spurgt, om Københavns Universitet kunne have interesse i at lade Puigdemont tale.

Man takkede ja, men lod ham i stedet indgå i en kritisk debat, hvor særligt professor Marlene Wind gik hårdt til Puigdemont. Hun spurgte blandt andet, om løsrivelsestrangen handlede om egoisme. Catalonien er klart rigere end mange andre spanske provinser. I 2011 stod landet ifølge Danmarks Radio således for hele 18,8% af Spaniens BNP. Det er på trods af, at Cataloniens areal kun udgør 6% af Spanien.

En grund til, at Puigdemont og hans rådgivere valgte Danmark, kunne være, at man ser et forbillede i Danmark, eller at man betragter Danmark som velvilligt indstillet over for den catalonske sag. De fleste danske politikere nægtede imidlertid at mødes med Puigdemont.

Regionernes Spanien

Spørger man Uffe Østergaard, bør både EU, Spanien, catalonierne – og Danmark – dog kigge et andet sted hen. Til Tyskland:

”Der skal jo komme en løsning. Den vil indebære en omdefinition af Spanien fra at være en centralistisk stat til at være en føderal stat.”

Et slags ’Regionernes Spanien’?

”Nej, snarere delstater. Spanien kommer til at ligne Tyskland. Der er to velfungerende forbundsstater i Europa, Tyskland og Østrig. Der er for mig at se meget lidt tvivl om, at Spanierne bliver nødt til at gå den samme vej. Det bliver Italien i øvrigt også. Det er også interessant fra et dansk perspektiv, fordi Tyskland nok bliver forbilledet fremadrettet.”

Hvad har det med os at gøre?

”Blandt danskere er der ingen forståelse for den tyske indretning af politik. Vi forstår simpelthen ikke, at føderalisme er et positivt begreb. Men det er den eneste måde, hvorpå vi kan redde rigsfællesskabet. Ligesom spanierne har vi brug for et begreb om, hvordan Grønland, Færøerne og Danmark fremadrettet kan være tre separate folk.”

”Føderalisme er et skældsord, fordi vi tror, at det er centralisme. Men det er faktisk det modsatte. Både i Tyskland, men også andre steder i Europa. Føderalisme vil sige, at man deponerer magten i de enkelte Länder i Tyskland, ikke centralistisk. I virkeligheden er Danmark derimod en enhedsstat. Vi har været gode til at give mindretalsrettigheder, men det er jo inden for en enhedsstat. Det er noget andet med catalonierne. Man bliver nødt til at lave den spanske forfatning om, så den ligner den tyske. Det er slet ikke den udvikling, vi selv pt. efterstræber over for Færøerne og Grønland. Men hvis vi ikke også orienterer os mod den tyske indretning med mere føderalisme, vil rigsfællesskabet gå i opløsning.”

Derfor mener Uffe Østergaard altså, at det er den tyske ordning, der bliver løsningen fremadrettet, både i Rigsfællesskabet og i Spanien. Han mener derfor snarere, at man skal rette blikket mod Berlin end mod det dansk-tyske grænseland, hvis man skal lede efter europæiske forbilleder.

”Man skal ikke overdrive muligheden for at sælge den dansk-tyske model andre steder som på Krim-halvøen eller i Catalonien. Selvom modellen er fra 1955 med København-Bonn-Erklæringerne, går den jo tilbage til 1920. Der må man huske, at Tyskland lige havde tabt krigen, og at det internationale samfund stillede med franske tropper, der tog styringen over embedsværket i Flensborg. Det er krige, der flytter grænser.”

Folkenes selvbestemmelsesret

I den spansk-catalonske konflikt er et centralt begreb ”folkenes selvbestemmelsesret”, som også havde relevans i løsningen af det slesvigske spørgsmål. I Danmark er en hård kritiker af den spanske regering eksempelvis den sønderjyske højskoleforstander Thue Kjærhus, der mener, at både den spanske centralregering og EU ignorerer princippet om selvbestemmelsesretten.

Med henvisning til principperne for ordningen af det europæiske landkort efter Første Verdenskrig skriver Thue Kjærhus eksempelvis på Facebook, at ”et folk har ret til selvstændighed, hvis der er flertal herfor. Hverken Spanien eller EU har moralsk eller demokratisk ret til at benægte et sådant ønske.” Han mener derfor, at også catalonierne har ret til at påkalde sig folkenes selvbestemmelsesret, og at EU derfor burde foranstalte en folkeafstemning. Det er Uffe Østergaard uenig i:

”Princippet om folkenes selvbestemmelsesret (der nu er en del af FN-pagten, red.) giver ikke ret til separatisme og egne stater. Doktrinen blev formuleret i 1917 af Woodrow Wilson. Der gjorde man den til et princip for fredsslutninger. Men da det kom til business, realiteter, blev det ikke hvert folk, sin stat. Kigger man på historien, bliver det meget mere kompliceret, og det er for enkelt at påkalde sig folkenes selvbestemmelsesret.
Den skal kombineres med den historiske erfaring, at grænser laver man først om efter en krig.”Det kan lyde som en kynisk betragtning, men faktisk ser Uffe Østergaard også lyse sider i forbindelse med den debat:
”Det morer mig, at de her separatistbevægelser på en måde bliver udtryk for en rørende tillid til EU: At verden er blevet så fredelig, at man kan ændre grænser uden krig. Det er jo en tillid til EU, som EU skuffer ved ikke at støtte eksempelvis catalonierne.”

Men er det ikke en berettiget frygt i EU og andre steder, at udviklingen i Catalonien vil skade de nationale mindretals politiske status i Europa?

”Jo da! Der er mange andre mindretal, der sidder og venter på udviklingen i Catalonien, fordi de også vil have selvstændighed. Og de vil ikke have ’Regionernes Europa’, de vil have egne nationalstater. Der er ingen tvivl om, at catalonierne vil forværre forholdet mellem mindretal og EU.”