Kontrakt mellem Hans Brüggemann og menighedsråd m.fl. ved Walsrode Kirke. 1523.

På onsdagen efter Petri Kettenfest i året 1523 blev indgået følgende aftale mellem på den ene side hr. Provsten, Rådet og Walsrode kirkes oldermænd og på den anden side Mester Hans Brüggemann:

Mester Brüggemann skal forfærdige en alteropsats til morgenmessealteret i Walsrode kirke i samme udførelse, som han har forevist os i en tegning. I skabet skal fremstilles Maria Himmelfart med de tolv apostle, i fløjene og i stavværket skal fremstilles vor beskytter Sct. Johannes Døberen med alterets øvrige beskyttere, som vi ønsker skal være der. Alt dette, med undtagelse af bemaling og udstaffering, skal Mester Brüggemann fremstille for egen regning. Og han lover at yde sit bedste. Derfor skal han have 55 Gylden, som de gangbare i Walsrode,deraf 10 Gylden til Mikkelsdag, resten senere, når opsatsen står færdig og er på plads. Mester Brüggemann indvilliger i at lade alteret taksere af fagfolk, når det er færdigt. Er alteret efter disses vurdering ikke fuldt 55 Gylden værd, skal han modtage tilsvarende mindre. Er alteret på den anden side bedre, så vil han skænke forskellen til kirken, fordi han er født i Walsrode og hans gamle forældre er begravet der.

Skulle man ikke - hvilket Gud forbyde - kunne blive enige om købet af dette alter, således at alteret behager os, i så fald skal det tilhøre Mester Hans til anvendelse efter hans forgodtbefindende, når han har tilbagebetalt udbetalingen. Til vitterliggørelse heraf er der skrevet to afskrifter på et stykke papir, der så er klippet fra hinanden, og hvoraf er givet den ene del til kirken og den anden del til Mester Hans.

Forhandlet på ovenstående dag og år og bekræftet med disse fire bogstaver A B C D

Kilde: Bordesholmalteret i Slesvig Domkirke. En fortælling af Doris Ottesen til billeder af Walther Körber. Poul Kristensens Forlag.