Sprogreskripter af 1851

Sprogreskripterne af 1851 blev udstedt i Tønder provsti den 7. februar 1851, til Flensborg provsti samme dag, til Husum og Bredsted provsti den 8. februar og til Gottorp provstis visitarium den 4. marts. Reskripterne var, bortset fra nogle særlige bestemmelser for Tønder købstad og Læk sogn, enslydende og bestemte:


a) Undervisningssproget skal i disse Districters Almue- og Borgerskoler være dansk. For den lavere Underviisning træder denne Bestemmelse i Kraft strax til indeværende Aars Sommer, for den høiere Undervisning efterhaanden, som de, der have modtaget den lavere Underviisning på dansk, komme til at deltage i samme, medens midlertidig den danske Underviisning, navnlig i Religion, forberedes og fremmes saavidt muligt. Det tydske Sprog optages blandt Underviisningsgjenstandene saaledes at dertil anvendes indtil 4 timer ugentlig.


b) Hvad Kirkesproget angaar, da skal der i bemeldte Sognes Kirker prædikes afvexlende dansk og tydsk. Kirkelige Handlinger foretages i det Sprog, som Vedkommende udtrykkelig ønske.


c) Kirkevisitatoriet (bestod i hertugdømmet af amtmand og amtsprovst. Det førte også tilsyn med fattig- og skolevæsenet) har at bringe disse Bestemmelser til Udførelse og til den Ende sørge for, at de Skolelærere, som ikke ere det danske Sprog mægtige, forflyttes eller erholde duelige Hjælpelærere, at der anskaffes fornødne Tabeller, Læsebøger, Psalmebøger, Bibler o.s.v.


Chronologisk Samling af de i Aaret 1851 emanerede Forordninger og Rescripter etc. for Hertugdømmet Slesvig, Slesvig 1855, side 11-12.


Kilde: Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie, bind I. De nationale modsætninger 1800 - 1864. Flensborg 1984.