Niels Christian Nissen 1837

Uddrag af Niels Christian Nissens artikel "Slesvig som det er". Offentliggjort 7. juli 1837 i Itzehoher Wochenblatt. Her i dansk oversættelse.

Her er befolkningen (dvs. de ægte indfødte, ikke tyskere eller tysksindede embedsmænd eller enkelte borgere eller bønder der er indvandret fra tyske lande), stadig helt dansk - så fuldt ud som i Nordjylland eller andetsteds i kongeriget. Dansk er almindeligt omgangssprog til ind i Angel og syd for Flensborg såvel i hjemmet som ved officielle samtaler; ja, de fleste sæder og skikke og ordsprog er fælles for folk i Nord- og Sydjylland, et vidnesbyrd om den nøje og dybe lighed i vort folkeliv. Ubegribeligt er det derfor, at det fremmede tyske sprog stadig er det herskende ved retten, i kirken og i skolen. ...

I skolerne i byerne er undervisningen i tysk til uendeligt besvær for de børn, der hverken forstår at udtrykke sig på tysk eller dansk, da der går flere år, før det fremmede tyske sprog er blevet lært og før den egentlige undervisning i de almindelige skolefag kan begynde. Det ville omtrent være det samme, som hvis undervisningen blev holdt på fransk eller engelsk. ...

Tysk er stadig rettens sprog, tyske er de offentlige bekendtgørelser, vore gode danske stednavne bliver forvansket til tysk og på tysk råber også den danske nattevagt i den danske by.

Men hvor længe skal denne ulyksalige forvirring vare? Hvornår bliver vort elskede modersmål løftet fra den dybe fornedrelse til det stade, der tilkommer det? Hvorfor gøre os fremmede over for det land, som vi helt og aldeles tilhører ifølge nedstamning, sprog og nationalkarakter, som vi for evigt forbliver forbundet med og udgør et folk med; thi sandelig, så vist som Holsten er et tysk land og dets indbyggere tyskere, så sandt er Slesvig også et dansk land og dets indbyggere er danskere så vel som indbyggerne i kongeriget Danmark. Derfor siger også vi... "væk med det danske, hvor folket er tysk, men væk med det tyske, hvor folket er dansk", og venter med tillid på, at vor retfærdige konge skal ændre denne trykkende og beklagelige tilstand.