Uddrag af brev fra den 20-årige Aage Friis

Uddrag af brev af 15. oktober 1890 fra den 20-årige Aage Friis til sin far, pastor Christian Friis i Skyum i Thy, der var bange for, at sønnen brugte for meget energi på "det slesvigske spørgsmål":


"Nu er der for tiden for mig intet som helst andet at tage fat på end den eneste sag, der endnu ikke er fuldstændig ødelagt af partivæsenets elendige kævl og vrøvl, altså den sønderjyske. Jeg er kommet ud over den tid, da jeg kunne sværge til en af vore partifaner; jeg har fået en for dyb foragt for hele det leben, der føres herhjemme, til at kunne andet end at bekæmpe det hele. Men ved siden deraf ligger det bedre for mig at have en sag at arbejde positivt for, som surrogat ved siden af det negative arbejde mod den ånd, der er rådende herhjemme. Nu er jeg national af natur og overbevisning, ser det nationale livs genrejsning som den eneste frelse for vort folk, og ser det sønderjyske spørgsmål som den eneste sag på basis af hvilken det nationale spørgsmål kan rejses for tiden. Således er det sønderjyske spørgsmål mig middel... og mål: ergo er det sønderjyske spørgsmål det næste, der for tiden kan tildrage sig min interesse i nogen videre grad".