Brev afsendt 31. maj 1906 af A. Svensson til redaktør Jens Jessen, Flensborg Avis

Da jeg kom hjem i middags , læste jeg det brev, som min hustru har fået fra redaktøren (Jens Jessen). Jeg siger tak for den deri indeholdte hilsen til mig. I øvrigt var brevet en stor skuffelse. Siden hin aften for længere tid siden, da jeg talte med redaktøren oppe i Mariegade (Jens Jessen boede i "Hjemmet" i Mariegade), og da redaktøren lovede, at jeg ikke skulle forulempes så stærkt i fremtiden, som jeg var bleven det, især kort tid i forvejen, nærede jeg virkelig den faste tro, at det skulle blive bedre. Og jeg tænkte stærkt på at opgive de tanker om at tage til Aabenraa, selv om der, hvad hr. M. Andresen mener, vil blive gjort mig tilbud, når hr. Hanssen (H.P. Hanssen) kommer ud af fængslet. Og af mange grunde har jeg følt mig vel ved at opgive planen. Min hustru ikke mindre. Men nu viser det sig jo pludselig, at når jeg havde troet, at redaktøren var anderledes stemt end før, så er dette en stor fejltagelse, som måske kan finde sin forklaring i redaktørens sygdom. Thi ikke så snart er redaktøren bleven nogenlunde  rask igen, før min hustru som svar på et, som redaktøren selv siger, elskværdigt brev, modtager et brev, der fyldt med udfald mod mig. Det er for mig så sørgeligt og ufatteligt, at jeg slet ikke kan falde til ro efter den sindsbevægelse, det har sat mig i. Thi når redaktøren uden mindste foranledning kan fylde et brev til min hustru med den slags ting om mig, hvorledes skal det så gå, når jeg, hvad der jo såre let kan ske, går hen og giver anledning til en irettesættelse. Jeg ser ingen ende på det.


Der er et par steder i redaktørens brev, som jeg mindes, og som det måske må være mig tilladt at ytre mig om. Først brevet om Skamlingsbankefesten, der "blev karakteriseret" som uartigt (sikken takt og finfølelse af den pågældende). Det er rigtigt, at jeg var vred, da jeg skrev det. Jeg fandt nemlig, at når jeg havde bedt om tilladelse til at få fri en torsdag og en fredag til Fåborg-turen, dernæst en lørdag til at rejse over Nordfyn for så om søndagen at kunne være på Skamlingsbanke, så var det lidt nok at tilbyde mig at få søndagen fri, som jeg slet ikke behøvede at spørge fri, da jeg ikke skulle sidde på kontoret. Selvfølgelig ville jeg til enhver tid have været glad ved at få fri rejse til Skamlingsbanke, men det stod nu ikke i min magt at tage imod sukkergodt af den ene hånd, mens man gemte mine spørgsmål med den anden. Hr. Christiansen ville jo rigtignok bagefter gøre det til, at han havde glemt at sige det til redaktøren.


Så er der det med "tarvelige hjem". Dér er hr. Christiansen jo så overlegen, at han rask væk lader sine forældre besudle med skældsord - thi når hjemmet var tarveligt, var forældrene det jo også, da det var dem, der gav hjemmet dets præg (sikken takt og finfølelse). Men jeg vil om mit hjem påstå, at det aldrig har været så tarveligt som f.eks. direktør Bredsdorffs. Og dog betegnede redaktøren en gang hr. Bredsdorffs familie som den eneste værdige omgangskreds for redaktøren og redaktørens familie.


Så til sidst løftet om, at redaktøren skal nok blive ved at pille ved mig. Hvis det må være mig tilladt, så vil jeg her sige, at det kommer der aldrig noget godt ud af. Måske bliver det værst for min hustru og mig. Jeg aner, at det bliver enden på det. Ja, så skal redaktøren have lov til at ødelægge, hvad han selv har bygget op! Men jeg opgiver ikke mig selv. Der var en gang, da jeg halvt ubevidst var på vej til det af god vilje for redaktøren. Men når redaktøren vil tvinge mig, så går det aldrig. Dermed er skrevet, hvad jeg har at skrive til redaktøren under dette ophold i Berlin - på forretningsmeddelelser nær selvfølgelig. Fred får jeg jo først, når jeg holder mig på afstand.


Med venlig hilsen
ærbødigst
Adolf Svensson


Kilde: Troels Fink: Båndene bandt. Forbindelsen over Kongeåen 1864-1914. Institut for Grænseregionsforskning, 1999.