Uddrag af Orla Lehmans tale på Casino 20. marts 1848

Dette er altsaa Stillingen: hist en stærk og velorganiseret Folkevillie med kløgtige, dristige og vel adlydte Førere, baaret af Tidens Medbør, støttet af det revolutionære Tydsklands vildt Gjærende Kræfter. Saaledes hist; men her? En ung, uprøvet Konge, som nys med Kronen har arvet et splidagtigt Rige paa Opløsningens Rand, og som nu, medens Omvæltningens Storme fare hen over hele Europa, saa at selv de mægtigste Mænd tabe Besindelse og Fodfæste, og selv de fasteste Indretninger synke i Grus, staar ligeoverfor en Opgave saa overvældende tung, at selv den Stærke derunder kunde synke i Knæ.

Sikkert har Kongen intet høiere Ønske end Rigets Frelse og Folkets Vel; men naar en Konge under ingen Omstændigheder kan undvære kraftige og dygtige Raadgivere, hvor meget mindre da under Forhold som disse. Hvem ere de, hos hvem Kongen skal søge Veiledning og Styrke? Hvem ere de, som nu skulle besværge den frembrydende Storm? Det ere Mænd, som nu ere blevne gamle og graa under det daglige Slid med at fyldestgjøre Forvaltningens smaa daglige Behov ved Hjælp af Reskripter og Resolutioner, men hvis hele Statsmandsvisdom har indskrænket sig til at lukke Øinene for den Fare, de selv have opammet, idet deres Svaghed har opmuntret Angrebet, og idet deres onde Samvittigheds Harme har vendt sig mod dem, fra hvem de ene kunde vente Hjælp. Og hvem ere de, der nu skulle lægge den brede Grundvold for det danske Folks Frihed, som ene kan vække alle dets slumrende Kræfter til Høysind og Stordaad? Det ere de Mænd, som hidtil med smaalig Forbittrelse have forfulgt enhver fremspirende Frihedslængsel – i god Overensstemmelse med det Undertrykkelsessystem, som længe har tynget paa Europa, men som nu overalt er bleven knækket – jeg haaber for bestandig. Det vilde være overmenneskeligt at vente – ja, det vilde være umenneskeligt at fordre, at de skulde have Mod og Kraft til at bryde det fordærvelige System, hvis Medskyldige de ere.

Jeg vil ikke imod dem paakalde Historiens Fordømmelse; thi jeg er overbevist om, at det ikke er af Mangel paa Kjærlighed til Konge og Fædreland, de have syndet, men af Mangel paa Fremsynethed og Karakter. Men paa den anden Side er Fædrelandets Frelse en for alvorlig Sag til at godmodige personlige Hensyn her kunde komme i Betragtning. Det er da endelig ikke noget saa uhørt, at en ny Tid og nye Opgaver fordre nye Mænd. Men Sagen haster, og Tiden trænger; thi de slesvigholstenske Udsendinge tør ikke ved Kongens Side forefinde de Mænd, med hvilke de nu i en Menneskealder saa forargelig have trukket omkring. Sagen haster og Tiden trænger; thi det danske Folk staar nu Ansigt til Ansigt med en Opgave, hvor det gjælder Liv og Død, og det kan ikke betro sig til en Regjering, som er forladt af Guder og Mennesker, paa hvem Ingen tror, ikke engang – de selv.

Det, som Stillingen kræver, er ikke blot nye Ministre, men et nye Ministerium. Hidtil have vi egentlig aldrig havt et saadant. Den, som var udnævnt til Minister, han blev i Embedet, indtil han døde eller blev saa affældig, at han ikke længer paa en Bærebør kunde bringes op i Statsraadet; kom der saa en ny, saa kom der rimeligvis lidt mere Ungdomskraft, maaske lidt større Dygtighed, men Systemet blev det samme, og enten han vilde eller ikke, maatte Efterfølgeren ned i sin Forgængers Spor. Det er derfor sjældent, at saadanne delvise Personforandringer have havt store Virkninger; nu vilde de være aldeles utilstrækkelige. Det er et Brud med det gamle System, Tiden fordrer; et nyt System, baaret af et nyt Ministerium, som er gjennemtrængt af en fælles Tanke og har Magt og Myndighed til at gjennemføre den. ...

Det er den sidste Gang, Slesvigholstenerne spørge det danske Folk, hvad det vil. Det er den første Gang, det danske Folk selv skal svare. Hvad Udgangen vil blive, ved intet Menneske; men det ved jeg, at skal den nuværende Regjering svare for os, saa gaar det ilde. Hvis det danske Folk ikke nu i denne sidste Time mander sig op til en modig, en endrægtig, høisindet Beslutning, saa vil Danmark gaa til Grunde – saa vil det ikke blot falde, men Falde uden Ære.

Kilde:
Kilder til Danmarks historie efter 1660 III, 1848-1864 ved Hakon Müller, femte udgave ved Johs. Lomholt-Thomsen. København, Gyldendal, 1967, s. 10-13