Et Alvorsord. Artikel af H. P. Hanssen i "Heimdal" den 7. august 1914

Der er ofte ytret Tvivl om, hvorvidt vi danske Nordslesvigere vilde gøre vor Pligt, hvis der udbrød Krig. Overfor den Slags Antydninger har vi altid hævdet, at den nordslesvigske Befolknings Lovlydighed og Pligttroskab nok skulde staa sin Prøve i Farens Stund.


De sidste Dages Begivenheder har givet os Ret. Mobiliseringen skrider hurtigt fremad. Naar den er endt, vil der staa henved 15.000 danske Nordslesvigere i den tyske Hærs Rækker. Og Hærens Officerer, som i vid Udstrækning har givet Soldaterne fra Nordslesvig Tillidsposter i Fredstid, vil sikkert ogsaa under Krigen hurtigt lære at sætte Pris paa deres fremragende Egenskaber, deres Ædruelighed, deres Koldblodighed, deres Dygtighed, deres Intelligens, deres Pligtfølelse.


I visse Kredse ytrer man nu Tvivl om, hvorvidt den ikke-værnepligtige Del af den nordslesvigske Befolkning er sig sit Ansvar bevidst og vil opfylde sine statsborgerlige Pligter under Krigen. Dette er for os hævet over enhver Tvivl. Vi er og har altid været overbeviste om, at ligesaa energisk, som de danske Nordslesvigere altid har krævet deres statsborgerlige Rettigheder respekterede, ligesaa samvittighedsfuldt vil de opfylde deres statsborgerlige Pligter i disse alvorlige Tider.


Der er næppe et Hjem i Nordslesvig, som ikke har nære Paarørende i Felten. Vore Sønner, Brødre, Mænd og Fædre staar i Øjeblikket i den tyske Hærs Rækker. Det er under disse Omstændigheder - rent bortset fra den nordslesvigske Befolknings rolige Besindighed og dybt indgroede Lovlydighed - ganske utænkeligt, at den skulde svigte sin Pligt.


Vi danske Nordslesvigere vil ogsaa i denne Henseende gøre vore Modstanderes Tvivl til Skamme.


H.P. Hanssen i Heimdal 7. august 1914.