Uddrag af Margrete Schmidts erindringer fra 1933

På en bondegård ved Østerlindet under første verdenskrig.

Fra det Offentlige kom der Forordning efter Forordning. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der stod i dem, da jeg ikke kunde og ikke mente at burde gøre mig klogere, end jeg var. Imidlertid kom vore egne - dog stærkt censurerede - Aviser igen, og da de bragte Forordningerne paa dansk, maatte man jo til at begribe dem. Under Mulkter fra 200-1000 Mark blev det forbudt at opfodre Brødkorn, som ikke var blandet med andet Korn. Vel, saa blandede vi Brødkornet. Dog, i det lange Løb var denne Forholdsregel ikke tilstrækkelig, og det blev Møllerne forbudt at male blandet Korn til Opfodring. Alligevel blev der malet ikke saa lidt, thi ingen var interesseret i at spare, navnlig ikke i de første Par Aar. "Krigen maa jo høre op, naar vi ikke har mere at spise!" tænkte Folk og fodrede af Livsens Kræfter, naar Lejlighed gaves. Da det sædvanlige Kornsalg fra de store Gaarde omsider holdt op, maatte vi aflevere alt det Brødkorn, Familien ikke selv havde behov. Det Kvantum, som Myndighederne mente dækkede "Behovet", var meget lille og blev stedse mindre, mens Aarene gik...

1917 og 1918 var svære Aar at komme igennem ogsaa paa Landet. Skulde det være gaaet efter Ordre, maatte hverken Mennesker eller Dyr faa noget at spise hver Dag. Skulde der slagtes, kom der en Vejer og vejede det hele med Angivelse af, hvor længe det skulde holde ud. En sulten Tjenestemand slagtede en gammel Ged uden Forlov - det var saamænd ingen Delikatesse - men han blev meldt og maatte betale Bøde. Man kan nok sige, at alle daarlige Instinkter vaagnede under disse Forhold. Man løj med ærligt Ansigt, man bestak, man stjal af sit eget uden Samvittighedsnag. Havde nogen prøvet at leve efter Forskrifterne, var han uvægerlig død af Sult.
Myndighederne mødte ofte for at tælle, hvor mange Kreaturer og Svin vi havde. Antallet skulde jo nok stemme, men Dyrene kunde gerne være lidt langsomme til at vokse, eftersom de største stadig blev taget fra og slagtet, mens der til Gengæld kom et Par til nede i den unge Ende. Ærlighed varer længst, for den bliver saa lidt brugt! sagde man. Dog ingen kunde forlange, at Svin og Kreaturer skulde vokse hurtigt af det Foder, de maatte faa. Kartofler maatte ikke fodres op, og Kaalrabi skulde afleveres. Kun Vand og Luft var ikke beslaglagt.

Ingeborg Thomsen og Svend Thorsen: De fire onde Aar. 1933, side 101f og 112f.


Kilde: Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie, IV. De nationale modsætninger 1914-1933. Institut for Grænseregionsforskning, Aabenraa 2001.