Brev fra formanden for det danske socialdemokrati Thorvald Stauning til sin tyske kollega Friedrich Ebert fra 18. oktober 1918

... Sagen drejer sig om det nordslesvigske spørgsmål... Hvis ententen rejse ovennævnte spørgsmål og benytte samme til at bevise dens omsorg for de små undertrykte nationer, ville dette kunne ske på en måde, som var meget ubehagelig for Danmark. Navnlig ville en aftale af denne art kunne komme til at udgøre en fare for vort lands fremtid. Efter min mening ville en sådan tvangsløsning også være ubehagelig for Tyskland.


Alligevel må De forstå, at Danmark er nødsaget til at afholde sig fra ytringer, som er rettet imod ententen, og af selvsamme årsager er vi også forhindrede i at rette en officiel henvendelse til Tyskland. Begge dele ville til skade for sagen kunne medføre modvilje imod os og antænde nationalistiske Flammer, som vi må forsøge at undgå.


Den for alle parter lykkeligste løsning ville derimod kunne opnås på Tysklands eget initiativ. Det kunne være en meddelelse i Rigsdagen om, at man agtede at tilbyde befolkningen i Nordslesvig dens selvbestemmelsesret, som før har været indrømmet den, men som blev ophævet af Bismarck, samt at man var villig til at drøfte mulighederne for en løsning af spørgsmålet — vedrørende grænsen og en afstemning, med den danske regering. Dermed ville man frarøve ententen mulighederne for agitation og forskåne Tyskland for ydmygelse eller forsøg herpå, og vi ville blive blive fri en absurd nationalistisk agitation. Det ville muligvis også fri os fra at skulle modtage landområder, som ville være ulykkelige for Danmarks fremtid. Sluttelig ville det være en uvurderlig gevinst for socialdemokratiet i såvel Deres som vort land. Jeg tror, De forstår, at vi ikke ønsker at overtage tyske dele af den ovennævnte provins. Man bør følge de nationale skillelinier — et standpunkt, som der er enighed om i danske kredse i Nordslsvig...


Jeg beder Dem om, snarest muligt at foranledige en diskussion af denne sag, samt — hvis det er muligt — at udvirke en snarlig aftale i ovennævnte retning med Deres regering...


Oversættelse