Redaktør Eduard Adlers stillingtagen til det nordslesvigske spørgsmål fra 22. oktober 1918.

...Vi vil i denne sag ikke i dag tage ordet for at give regeringen nogen form for forskrifter; for vor tillid til den indebærer også forventningen om, at den, som jo over for Wilson har anerkendt folkenes selvbestemmelsesret, også uopfordret vil gå den rette vej, når det drejer sig om Danmark. Men som det eneste blad på tysk i Slesvig-Holsten, som gennem årene har kæmpet for opfyldelsen af betingelserne i artikel V og som repræsentant for det eneste parti i Tyskland, som altid har anerkendt danskernes krav på opfyldelsen af et gammelt løfte, anser vi det for vigtigt her at bringe noget materiale til forståelse af det gamle spørgsmål, som på ny påkalder sig politisk interesse.


[Her følger et historisk overblik over, hvorledes artikel V opstod og senere hen blev ophævet].


På partikongressen for provinsen Slesvig-Holsten i Flensborg [1902] vedtog denne øverste instans for partiet her i provinsen efter et oplæg af undertegnede en resolution, hvori danskernes krav på en urafstemning i overensstemmelse med artikel V på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret blev anerkendt som berettiget, og det blev betegnet som en pligt for Slesvig-Holstens socialdemokratiske parti at gå i brechen for dette krav...Derfor har det en særlig grund til at glæde sig over meddelelsen om, at det demokratiske systems sejr i Tyskland efter alt at dømme vil give den nye regering anledning til frivilligt at vise sig som "vogter af de små nationers ret", uden at et pres udefra er nødvendigt.


Oversættelse.