Den danske regerings indsigelse mod 3. zone. Uddrag af et brev fra den danske gesandt i Paris til fredskonferencen fra 17. maj 1919

Danmarks Hovedstyrke bestaar i dets Befolknings Ensartethed.


De to Zoner eller Afsnit, hvori Danmark og det danske Slesvigs Repræsentanter havde anmodet den høje Konference om at lade foretage Folkeafstemning, omfatter hele den Del af Slesvig, som i 1867 – før det preussiske Undertrykkelses-System var blevet fæstnet – stemte dansk ved de tyske Valg. Skøndt Danskheden har tabt Terræn siden 1867, findes der dog endnu i det andet Afsnit virksomme danske Sympatier.


Ganske vist omfatter de to Afsnit, ja, selv Nordslesvig tyske Mindretal; men i et Slesvig, hvis Indbyggeres store Flertal er dansk, vilde efter Indlemmelsen i Danmark de mere eller mindre splittede tyske Mindretal hurtigt forsvinde.


Selv om Danmark udvides til en Grænse, der drages i andet Afsnit, vilde det vedblivende være et Land med ensartet Befolkning.


Anderledes vilde Sagen stille sig, hvis Grænsen blev trukket sydligere efter Afstemning i det tredje Afsnit.


Allerede inden Krigen 1864 var Befolkningen i dette tredje Afsnit ikke alene tysk af Sprog og Sindelag, men ogsaa antidansk.


Hverken i det halve Aarhundrede, som er forløbet indtil 1914, eller under den store Krig har der for os foreligget noget Tegn paa, at en Ændring i denne Befolknings Sindelag skulde være foregaaet.


Først efter Tysklands Nederlag og under Truslen om finansiel Ruin er der hos visse Elementer i denne Befolkning opstaaet Ønske om at frigøre sig fra Tyskland og at faa Lejlighed til at stemme for Genforening med Danmark.


Til denne Bevæggrund af materiel Art slutter sig en Genopblussen af den slesvigske eller slesvig-holstenske Partikularisme, der, som vor Historie viser, rummer en Fare for Danmark.


Det er disse Partikularisters Ønske at indlemme i det fremtidige Danmark sluttede tyske Mindretal, som vil være tilstrækkeligt betydende til i Danmark at opretholde en kæmpende Tyskhed, i Haab om saaledes at forbeholde Fremtiden.


De spredte Mindretal i Nord- og Mellemslesvig vilde da ikke mere være tyske Smaaøer, som hurtigt vilde kunne forsvinde, men de vilde blive Tyskhedens Forposter.


Denne Bevægelse er saa meget farligere, som den giver politisk Paaskud for saadanne Omvendelser, der nødig vil indrømme, at deres Bevæggrunde er Pengeinteresser.


Jeg skal tillade mig at anføre nogle Tal. Den høje Konference har fastsat Folkeafstemning i en Zone, der omfatter rundt 415.000 Indbyggere. Den Del af Slesvig, hvordi der findes et dansk Element, omfatter omtrent 255.000 Indbyggere, hvoraf rundt 175.000 taler Dansk. Der findes altsaa i Afsnittene I og II mindst 80.000 Tyskere, til hvem den sluttede Masse af 160.000 Tyskere, der bor i tredje Afsnit, vilde kunne slutte sigÖ


Franz von Jessen: Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie, II, s. 209.