En stemmeberettiget tilrejsende fra Danmark i Aabenraa. Uddrag af en beretning fra 10. februar 1920

Aabenraa, Mandag.


Det var helt festligt at rejse med Hurtigtoget over Fyn i Søndags. De mange Sønderjyder, som var paa Rejse til deres gamle Hjemstavn, var i Feststemning, og deres Stemning bredte sig til andre. Solen lyste og varmede, saa man næsten sad og drømte om Foraar. Der var gamle Folk, som havde oplevet 1864 og nu skulde hjem og lægge deres Lod i Vægtskaalen. Men hos dem alle samme Glæde over, at nu var Dagen kommen. En enkelt havde sine to Børn med, han maatte have dem med over Grænsen, for de skulle sammen med ham opleve det Historiske.


Vi kom til Vamdrup. Og vi kørte over Grænsen. Hvilken Forandring fra tidligere! Jeg husker en kold Decemberdag i 1915. Jeg var paa Vej mod Syd for at besøge gode Venner og bringe dem Hilsen fra Danmark. Det var med en underlig Utryghed, man sad i Toget. Overalt mærkede man den militære Magt og Myndighed. Overalt var man paa Vagt mod den Fremmede. Man betragtede os alle med vagtsomme Øjne. Ja, lidt af Utrygheden sad i mig endnu i Sindet, da jeg Dagen efter sad i et godt dansk Hjem i Sundeved; men under Samtalen erfarede jeg, at trods alt, trods tunge Sorger og store Tab, levede Haabet om den lyse Dag, der maatte komme.


Og nu, godt fire Aar efter, nu er Dagen kommen; den lyse Dag. Ingen Utryghed, men en befriende Følelse af, at nu er Dagen nær. Alt vidner derom. Det danske Flag vajer fra Gaarde og Huse søndenfor Grænsen. Jeg forstaar, at man ikke kan vente, til selve Afstemningsdagen kommer. Festligt folder de sig ud i den sollyse Dag.


Og der rinder mig i Hu en Linje af Henrik Pontoppidans Digt til Sønderjyderne:


"Du kommer klædt i rødt og hvidt og smiler os imøde".


Og nu sidder jeg i Aabenraa. Og det samme Billede lyser for mig. Ogsaa her vajer Dannebrog, i større Mængde end jeg nogensinde havde tænkt mig. Alle har travlt her, alt skal ordnes, Afgørelsens Dag nærmer sig, og intet, som kan gøres, maa være ugjort. Ogsaa jeg bliver draget ind i Arbejdet; men Travlheden kan slet ikke skjule den dybe Glæde, som besjæler alle Danske.


Og nu glæder jeg mig til Dagen i Morgen, Afstemningens dag, og de andre store Dage som kommer.


Der staar i et Digt om en af de store Tider i vort Lands Historie:


"Lyksalig den, som med sit Folk en saadan Tid har levet".


I en saadan Tid lever vi. Og er taknemmelige derfor. Det er ikke forundt ethvert Slægtled at opleve det, som vi nu oplever. Jeg forstaar den Mand, der gerne vilde have sine Børn med over Grænsen. De vil faa en Oplevelse, som de aldrig glemmer.


Og alle føler vi det forunderlige ved, at Danmark, der Aarhundrede efter Aarhundrede blev mindre og mindre, nu bliver større. Ikke ved Vold og Magt, men ved Rettens Sejr og takket være den trofaste Udholdenhed, hvormed man hernede har bevaret vort danske Modersmaal og dansk Aandsliv.


De Dage, vi gaar imøde, er Højtidsdage i vort Folks Hverdagsliv.


Hejmdal, den 10.2.1920.