Politimester L. Hammerich om reaktionen i Flensborg på Novemberforfatningen

Som indledning tillader jeg mig at bemærke, at Flensborg bys befolkning, som bekendt er delt i to partier, hvoraf det ene har et dansk og kongetro sindelag, medens det andet i sine ønsker og sympatier går i modsat retning.


Omkring partiernes indbyrdes størrelsesforhold hersker der selv blandt velorienterede personer modstridende opfattelser. Personer, der er født og opvokset på stedet og som følge heraf er godt bekendt med de stedlige forhold, har gentagne gange udtalt, at det loyaltsindede parti i sammenligning med modstanderne har det absolutte flertal. Det skyldes især, at småkårsfolk næsten uden undtagelse nærer trofast hengivenhed for kongen og det danske fædreland. Kun een gang i løbet af min tjenestetid, ved valget til hertugdømmet Slesvigs stænderforsamling i 1860, prøvede de to partier kræfter. Stemmeoptællingen viste, at der for grundejernes vedkommende var et overvejende flertal for det loyale parti. Personligt er jeg imidlertid ud fra mine erfaringer nået til den opfattelse, at det loyale parti allerede fra sidste krig måske ikke har tabt tilhængere, men dog i ikke uvæsentlig grad sin tidligere kraft  og aktivitet og sit sammenhold.


Det såkaldt slesvigholstenske parti derimod er utvivlsomt i enhver henseende godt organiseret og forberedt på at udnytte enhver mulig lejlighed til sin fordel. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på årsagerne til dette fænomen, men kun understrege, at det er hævet over enhver tvivl, at det illoyale parti inden for de sidste 5-6 uger har udvist en hidtil uvant aktivitet og træffer forberedelser til de forestående - eller ønskede - begivenheder.


Derimod synes modet at være sunket hos den trofaste befolkning, den gør i hvert fald intet forsøg på at modarbejde modstandernes agitation og underminering.


Skrivelse af 28. januar 1864