Bismarcks instruks til den preussiske gesandt i Wien af 18. april 1864

Lige så lidt som vi kan anerkende et revolutionært folkeafstemningsprincip, lige så lidt kan vi undlade at tage hensyn til de ønsker, som findes hos de befolkninger, hvis skæbne det drejer sig om. Vi må derfor anse disse som et vigtigt forhandlingsemne, som eventuelt kan få stor betydning. Endvidere ville de to tyske stormagter komme i modstrid med sig selv, hvis de uden at forhøre sig hos hertugdømmernes repræsentanter afgjorde disse landes status...


Hvor langt dette at inddrage og spørge hertugdømmerne under forhandlingerne ligger fra det revolutionære princip om kun at ville træffe en afgørelse ved hjælp af folkeviljen, behøver man ikke at gøre rede for. Sagen som sådan indeholder ikke engang en moderne tanke. ... Selv om man i forbindelse med nye statsdannelser tildels kan betjene sig af den "almindelige valgret", så medfører dette dog under ingen omstændigheder, at denne skal anvendes i det foreliggende tilfælde.


Men ganske vist viser disse eksempler, at ingen statsmagt fuldstændigt kan unddrage sig hensynet til befolkningens ønsker og røst ved sådanne nydannelser. Og dette må om muligt have større gyldighed, når det som i dette tilfælde gælder om definitivt at fjerne enhver anledning til stadig nye stridigheder og forstyrrelser af freden og at skabe en holdbar og varig tilstand. Dette er for begge tyske stater af største interesse; mens de hidtil over for Danmark har gjort dette at spørger hertugdømmerne til et retsspørgsmål, er denne sag nu tillige blevet et spørgsmål om politisk klogskab.