Bismarcks instruks til den preussiske gesandt i Wien af 21. maj 1864

Vi foreslår kabinettet i Wien, nu på grund af Danmarks vægring, at opstille dette som et fælles krav:


Det må efter vor mening gå på begge hertugdømmerne, Holsten og Slesvig, som en helhed i deres nuværende omfang indtil Kongeåen som den naturlige konsekvens af dette princip og af, at området er i vor besiddelse. Men man må se den mulighed i øjnene, at kongeriget Danmarks område og kræfter af europæiske hensyn vil blive anset for at være for ringe, og at man ved en sikker besiddelse af den nordlige del af Slesvig skulle ønske at give det en erstatning, en styrkelse og en fastere stilling.


Som hævdet fra kompetent side er det ganske vist kun hovedstaden København og ikke landet, som ville lide under tabet af de hidtil som provinser udbyttede dele af monarkiet. Vi kan imidlertid, hvis en sådan styrkelse af Danmark bliver forlangt, betragte den som acceptabel så meget mere som derved tillige kimene til fremtidig splid ville blive fjernet og klager over gensidig pression ville blive gjort umulige.


Som kompensation kunne hertugdømmet Lauenborg tjene, fordi det for Danmark er af ringere værdi. Ved en eventuel personalunion ville vi ikke kunne tillade Slesvigs deling, fordi hertugdømmerne kun i deres helhed ville være en tilstrækkelig modvægt mod den indflydelse, som det egentlige kongerige og hovedstaden som kongen af Danmarks residens ville udøve.


Ved en fuldstændig adskillelse falder derimod denne indflydelse bort; og man behøver derfor ikke at betragte en udskillelse af en del af Slesvig til fordel for Danmark som udelukket, selv om den ikke bliver tilbudt af os. Vort retskrav går imidlertid på hele hertugdømmet Slesvig.