Aabenraas historie - byens naturgivne forudsætninger

Forfatter: Arkivar Kim Furdal

Aabenraa ligger i bunden af en af de mange tunneldale på Jyllands østkyst, som blev skabt af smeltevandet under sidste istid for ca. 15.000-115.000 år siden. Byen ligger på en langstrakt, nord-sydvendt hvælvet morænelersbanke, som på det højeste punkt omkring Sct. Nicolai kirke ligger ca. 16 meter over havet. Banken er ca. 800 meter lang fra Nørreport til Nyvej og ca. 450 meter bred fra Møllegade til Madevej.

Syd for bybakken løber Mølleåen og lige syd-sydvest herfor ligger store og lave engarealer, der muligvis oprindeligt var en del af fjorden. De vidtstrakte eng- og moseområder syd for byen og det kuperede terræn nord for gav i de første århundreder af byens historie betydelige problemer for landtrafikken. Så sent som i 1635 skriver kartografen Johannes Mejer således: "før vejen over Møllebro mod syd til Flensborg blev anlagt, har der ingen alfarvej ført til Aabenraa, så alle, der ville rejse til Nørrejylland eller blot til Haderslev, måtte rejse over landsbyen Rise". Her passerede Hærvejen, som fulgte det store vandskel. De lavtliggende arealer, som til stadighed blev oversvømmet af Mølleåen eller af fjorden, er også en af de væsentligste årsager til, at området først blev bebygget i begyndelsen af 1900-tallet. På de våde flade områder var Brundlund Slot, opført i første halvdel af 1400-tallet, længe den eneste bebyggelse.

Umiddelbart øst for bybakken, neden for skrænten, lå det lave strandområde, som i dag er en del af byen (Madevej og H.P. Hanssensvej), og mod nordøst gik en del af fjorden, Kilen, tæt ind til byen. Indtil anlæggelsen af det store Madevejsprojekt i begyndelsen af 1970'erne, kunne man endnu se de frodige haver, som strakte sig i lange smalle parceller fra bebyggelsen langs Storegade og Ramsherred ned mod havnen.

Landskabet nord for byen er præget af stejle bakker, dybe lavninger og smalle kløfter. Her, i det kuperede men tørskoede områder, kunne der fra slutningen af 1800-tallet ske en udvikling af byen. Højdedragene og de vidtstrakte skove omkring byen gjorde som engområderne mod syd og vest det vanskeligt at færdes over land. De vanskelige transportforhold over land og de gode adgangsforhold via den dybe fjord betød, at byen fra et meget tidligt tidspunkt satsede på fiskeri og søfart.