Aabenraas historie 1490-1864

Forfatter: Forhenværende landsarkivar Hans H. Worsøe

Ved Sønderjyllands første deling 1490 blev Aabenraa en del af kongens part, så da Christian 2. blev fordrevet, og Frederik 1. i 1523 rykkede nord på med sine tropper, var Aabenraa fjendeland, som blev plyndret og afbrændt. I de næste 20 år led byen under indkvarteringer af soldater og hårde skatter. En opmuntring var det dog, at byen fik sine privilegier bekræftet 1530, og at det store årlige marked 1533 flyttede fra Rise til Aabenraa. Samtidig afløstes katolicismen lige så roligt af lutherdommen. Ved Sønderjyllands deling 1544 mellem Christian 3. og hans brødre tilfaldt Aabenraa by og amt hertug Adolf på Gottorp og var de næste knap 200 år en del af det gottorpske hertugdømme med tysk som administrationssprog.

En begyndende fremgang blev brutalt standset i 1610, hvor byen næsten totalt udbrændte og borgmester Claus Esmarch blev myrdet med efterfølgende offentlige henrettelse af morderen, en begivenhed, der senere har givet stof til en historisk roman. Det efterfølgende arbejde med genopbygningen blev igen standset af plyndringer under Kejserkrigen 1627-29 og en voldsom pestepidemi, som fulgte efter. I 1630'erne begyndte søfarten at gå nye veje, som pegede fremad, og byen var blandt de førende med sejladsen på Gottland. Fra 1631 og fremover er den af provst Hübschmann førte ældste kirkebog bevaret med mange oplysninger om dagliglivet i byen. I 1640'erne blev en ny skole opført, Sct. Nicolai kirke udvidet og Johannes Meier tegnede sit berømte kort, som viser byens daværende udstrækning. Slotsgade var en selvstændig enhed, hvis indbyggere bl.a. påførte byens handel og håndværkere stor konkurrence. Den positive udvikling i næringslivet blev dog på ny bremset af plyndringer under Svenskekrigene 1644-45 og 1657-60, hvor hertugen stod på svenskernes side.

Fra 1660 begyndte en frugtbar fredsperiode, hvor byens ledende personer tilhørte den von Saldern-Günderothske familiekreds, som stod i nær kontakt med hertugerne på Gottorp. En besættelse under Skånske krig betød ikke et varigt tilbageslag. Skibsbyggeriet tog fart, byen fik apotek og barber, og ikke mindst søfarten tilførte velstand med sejlads på Västervik og Gotland, fra 1682 på Nordrusland og snart efter også til Riga, Newcastle med berømte Green-ure og Frankrig. I de sidste år under gottorpsk styre op til Store Nordiske Krig nød byen godt af Gottorps alliance med Sverige, men i sidste ende kom det til at svide til byen. Reelt var man i krig med Danmark, og i 1713 blev byen besat af kongelige tropper og fik 700 svenske krigsfanger indkvarteret. Mange skibe gik tabt og i 1717 blev den tilbageværende del af byens stolte handelsflåde beslaglagt til transporttjeneste. Aabenraa holdt så længe som muligt fast ved Gottorp, men i 1721 blev den nu helt forarmede by indlemmet i den kongelige del af hertugdømmet. Den lange periode med såvel nedgangstider som opgang under hertugen på Gottorp var uigenkaldeligt forbi.

Set under ét bliver tiden 1721-1864 betragtet som Aabenraas klassiske guldalder med en næsten ubrudt fredsperiode, skibsfartens blomstring, stor befolkningstilvækst og velstand. Billedet er for så vidt sandt nok, men betydelig mere nuanceret.

Det var en forarmet lille by med kun ca. 1250 indbyggere, der i årene efter 1720 skulle forsøge at komme på fode igen. Det lykkedes forbavsende hurtigt, takket være gode muligheder for skibsfarten og fred i landet. Omkring 1750 var befolkningstallet over 3000, og i årene 1744-64 blev der bygget ca. 50 nye huse på ubebyggede grunde, således at der i 1769, da den første folketælling fandt sted, var i alt 350 huse plus ca. 40 i Slotsgade. Mange af disse gavlhuse vidner stadig om fremgangen med deres karakteristiske tavler på plattysk og latin, som giver Gud alene æren "soli deo gloria". Men efter denne hurtige opblomstring indtrådte atter en periode med tilbagegang, og først et stykke tid efter Englænderkrigene i begyndelsen af 1800-tallet kom befolkningstallet igen op over de 3000. I 1860 var befolkningstallet 5.133. Den samme udvikling kan aflæses på søfarten, hvor antallet af skibe blev mere end halveret fra de 115 hjemmehørende skibe i 1748 til 44 skibe i 1800 for at nå et absolut lavpunkt i 1811 med kun 13 skibe tilbage, som ganske vist var noget større. Herefter gik det imidlertid stærkt, ikke mindst takket være Jørgen Bruhn fra Strågård, hvis rederi blev grundlagt i 1806 og hurtigt efter krigen optog sejlads på Sydamerika og senere Kina. 1819 rundede et af hans skibe som det første Kap Horn. I 1836 var 62 skibe hjemmehørende i byen, de fleste ude på langfart, men selvom der i 1856 kun var 48 skibe, var lasteevnen øget betydeligt. I 1850'erne havde byen 6 skibsværfter med 200-300 skibstømrere og mange underleverandører til værfterne. Glemmes må ikke den betydning det fik for byen, at Jørgen Bruhn 1849 grundlagde værftet på Kalvø, hvorfra de store clippere som Cimber blev søsat.

I begyndelsen af 1800-tallet havde fattigdommen været et meget alvorligt problem, som man dog forsøgte at tage hånd om med økonomisk hjælp og sociale foranstaltninger som f. eks. nødbespisning. 1818 oprettede man en sparekasse og 1831 fattighaverne ved Hjelm. Befolkningen bestod omkring 1850 af ca. 4% velhavende, en middelklasse af håndværkere og handlende på 44 % samt 52% arbejdere, tjenestefolk og regulært fattige. Den begyndende industrialisering viste sig med flere tobaksspinderier som f. eks. J.P. Junggreens, i 1836 med oprettelsen af Marcussens orgelbyggeri og 1852 med Stallknechts jernstøberi i Slotsgade. 1847-53 byggedes chauseen Flensborg-Aabenraa-Haderslev færdig, 1856 blev Kilen inddæmmet og 1861 Slotsgade indlemmet i byen. Som kronen på værket opførtes et gasværk, og i 1863 var der opstillet 74 gaslygter i byen. Tiden efter Treårskrigen 1848-51 betegner en solid fremgang under dansk styre, men så kom katastrofen 1864.