Elevambassadørerne

Siden skoleåret 2006-07 har det på danske ungdomsuddannelser og i de ældste klasser i grundskolen været muligt at invitere elever fra  Duborg-Skolen og fra 2010 også  A. P. Møller Skolens ældste årgange på besøg i forbindelse med undervisningsforløb, der tematisk kredser om emner som f.eks. mindretal, identitet, kulturmøde, fjendebilleder, fordomme m.v.  Det gælder både i forbindelse med flerfaglige forløb, f.eks. almen studieforberedelse og i rene faglige forløb i historie, samfundsfag og tysk.

Fra efteråret 2011 deltager unge fra det tyske mindretals gymnasium Deutsches Gymnasium i Aabenraa også i projektet.

Ideen er etablere et "ung-til-ung-møde" og derved give primært danske gymnasieelever et direkte indblik i det at leve som mindretal, at have to kulturer med sig, tale to sprog og være i en daglig overvejelse, om man er det ene eller andet eller noget helt tredje. 

 

Stine Haarløv, student fra Duborg-Skolen 2010
Elevambassadør 2007-10

Som 5 årig måtte jeg forlade min trygge barndom i Nordsjælland, da mine forældre fik arbejde i det danske mindretal i Flensborg. Jeg var rasende, for jeg forstod ikke børnene omkring mig og den klumpede accent: "Zyllzlesvizk".

Hurtigt blev min barnlige skepsis og trods dog erstattet med en stødt stigende begejstring. Den konstante sammenblanding af dansk og tysk kultur er skæg og berigende. Fra en tidlig alder udviklede jeg et tilhørsforhold og en forståelse for to lande og deres kulturer.

I dag vil jeg på ingen måde undvære min opvækst i Sydslesvig eller skolegang på Duborg-Skolen, der ovenikøbet giver mulighed for videregående uddannelse i to lande.

 

Per Supplieth, student fra A. P. Møller Skolen 2011
Elevambassadør 2010-11

”Hele projektet synes jeg er meget vigtigt, ikke kun for grænselandet og de folk, som lærer noget om os, men også for os unge, som finder vores identitet og finder ud af, hvor vi står i forhold til Danmark og Tyskland. ”Grænselænding”, det er det, der efter min mening kendetegner folk herfra. Min historie handler om, hvordan jeg uden danske rødder blev sendt i det danske skole/børnehavesystem. Jeg var fra starten af stolt af at være anderledes end dem fra fx mit fodboldhold, selvom jeg egentlig kun kunne et sprog ekstra. Vi havde ikke nogen danske traditioner derhjemme, jeg var ikke engang ved en plejefamilie i Danmark om sommeren. Mine forældre forstår næsten ikke et ord dansk, derfor var min accent også meget sydslesvigsk. Efter et år i det dybeste Vestjylland på en efterskole har ikke kun mit sprog forandret sig, men også mit syn på tingene. 

Jeg lagde mærke til de gode ting i det tyske samfund og forsvarede fx det tyske landshold, når der var nogen, der kom med en åndssvag kommentar om dem, ligesom jeg har gjort med lille Danmark, når jeg er i Tyskland. Derudover fik jeg også vist de dårlige sider i Danmark, som der ikke bliver snakket så meget om i skolerne i Sydslesvig. I hvert fald ikke i de mindre klasser.

Jeg har altid holdt med det land, jeg ikke lige var i, om det nu var i idræt eller ting som debatten om synkroniserede film. Denne hang til at holde til mindretal viser mig at jeg er hjemme i Sydslesvig, hvor jeg har mulighed for at blande det gode fra begge sider sammen, lige som jeg bedst kan lide det.”