Danskere fra Sydslesvig i Hitlers krigsmaskine

Tilføjet 30. apr 2011 - 18:03
Del nyheden

Der er kun få vidner tilbage af de dansksindede sydslesvigere, der under Anden Verdenskrig blev tvunget ind i Hitlers krigsmaskine.Peter og Hans Detlef Andresen hører til de få, der fik vilje og styrke til at fortælle

Af Erik Lindsø

Peter og Hans Detlef står i døren og tager imod. Det er Peter, som bor her, i et lille parcelhus på Lecker Strasse i landsbyen Agtrup en halv snes kilometer sydøst for Tønder. Peters datter er ved at dække kaffebord – boller, skærekage og småkager – blomstret kaffestel med guldrand, kaffe i porcelænskande, flødekande og sukkerskål med fløde og sukkerknalder. Hans Detlef er kommet i bil ude fra Kalleshave udenfor landsbyen, hvor slægtsgården ligger, og hvor de er opvokset, og som Hans Detlef drev i mange år.

Viljen til mening portræt 1

 ”Har du fået din kaffe?”, spørger Peter. Jeg bemærker, at sydslesvigerne ligesom jyderne har et personligt forhold til kaffe og bruger de personlige pronominer sin, din og min foran kaffe:Har du fået din kaffe? Han skal ind og have sin kaffe. Jeg har fået min kaffe. Det kunne man aldrig finde på at sige om te!

Det personlige ejestedord foran kaffe vidner om, at jeg er kommet et sted, hvor kaffebordet har en særlig status – i hjemmet, i forsamlingshuset og andre steder, hvor det væsentligste skal drøftes. På væggene hænger familiebilleder, og jeg kommer med på en slægtsvandring, før vi sætter os.

De var en søskendeflok på fire. Barndomshjemmet var dansk, og børnene blev stærkt præget af en karismatisk vandrelærer, Gustav Lindstrøm, og senere aktiviteterne i den danske skole i Ladelund med foredrag og besøg fra Danmark.

Deres far blev tvunget til at kæmpe på tysk side i Første Verdenskrig. Hans fire sønner blev tvunget i nazistisk uniform under Anden Verdenskrig, Faren overlevede Første Verdenskrig, og sønnerne overlevede Anden Verdenskrig.

Hans Detlef er født i 1917, Peter i 1920.

Deres to brødre er døde. Sigfred i 1993, 68 år gammel. Karl i 2005, 79 år gammel. De var mærkede af oplevelserne under krigen. Det er Peter og Hans Detlef også. Peter mangler en arm og et ben.

De sætter sig ved siden af hinanden overfor mig. Kun et kaffebord adskiller os, og alligevel er der i levet liv og erindring en afstand så stor imellem os som fra Agtrup til slagsmarkerne ved Stalingrad og Sevastopol.

Vi drikker kaffe og snakker først lidt om livet på landet i gamle tider og om de nye tider og andre tider. Det er en hyggelig eftermiddag i Agtrup.

Viljen til mening portræt 2

 

 


Tvunget i krig for fjenden
De danske i Sydslesvig har deltaget i begge verdenskrige, begge gange tvunget til at kæmpe for den part, de ikke havde sympati for.

Historierne om de sønderjyske omkostninger i Første Verdensskrig er kendte historier, der fortsat fortælles og gør indtryk. 60.000 danske sønderjyder blev indkaldt, ca. 5.000 faldt, og et ukendt antal kom hjem lemlæstede på krop og sjæl.  Mindesmærker på sønderjyske kirkegårde og i danske byer mindes de faldne som krigsveteraner.
De danske sydslesvigeres tvungne deltagelse på Hitlers side i Anden Verdenskrig er en mere ukendt historie, og tabene mindes ikke på samme måde.

Måske på grund af den skam, der blev lagt ned over enhver, der havde været på nazisternes side. Krigsdeltagelsen blev et tabu, og børn fra efterkrigsårenes kan fortælle, hvor svært det var at få at vide, hvorfor mænd i nabolaget manglede arme og ben eller havde et vandsiret ansigt. Ligesom det sjældent blev fortalt, at mange selvmord i mindretallet i 1950erne og 60erne havde en forklaring, der hed krigsdeltagelse.

TV producenten Søren Ryge Petersen er opvoket i Agtrup, hvor hans far var skoleleder. Han fortæller i bogen ’Bette Anna og andre historier’: ”Husker faktisk kun en enkelt gang, hvor min far følte sig nødsaget til at give en forklaring. Da jeg spurgte ham, hvorfor Holthusen altid sad inde i sin stue og så mærkelig ulykkelig ud (…) fik jeg at vide, at det var, fordi de havde mistet en søn under krigen, og en anden søn var meldt savnet i Rusland. De vidste ikke med sikkerhed, om han var død. Og faderen sad bare dengang – ti år efter krigen – og håbede, at den savnede søn dukkede op. Den slags kan man blive vanvittig af”.

Måske fordi deltagelsen var langt mindre end under Første Verdenskrig. Det antages, at mellem 800 og 900 dansksindede sydslesvigere gjorde tysk krigstjeneste på de forskellige fronter. Tabstallet kendes ikke, men siges at være større end 140. Kun få gjorde tjeneste i Danmark - man har kendskab til ca. 35, men der kan have været flere. Muligheden for at gøre tjeneste i Danmark gav sydslesvigerne store samvittighedsproblemer, og der kendes eksempler på, at dansksindede sydslesvigere har bedt om at komme til fronten, med betydelig større risiko for ikke at overleve, frem for at optræde i tysk uniform i Danmark.

”Han tog det med sig i graven”
Der er kun få vidner tilbage af de danske sydslesvigere, der blev tvunget ind i Hitlers krigsmaskine, og de fleste af de døde har taget deres historie med sig i graven. Således også Gerhard. Han blev i 1939 indkaldt til Luftwaffe, og sad ved bombeudløseren i de første bombefly, der fløj ind over Polen. En aften gik han ind i hangaren, satte sin højre arm i skruetvingen og spændte indtil knoglen knasede. Som handicappet kunne han slippe for at forårsage helvede for uskyldige - set gennem bombelugen - som hans samvittighed ikke kunne bære. 

Han blev i stedet sendt til Oslo som kok i en SS officersmesse.

Gerhard er hørt fortælle små og sjove historier om, hvordan han forsøgte at ødelægge hverdagen for SS’erne ved at gemme rådne fisk, så officersmessen stank eller komme kløpulver i deres jakkekraver, så de gik rundt på gaden i Oslo og kløede sig, som havde de lus. Men kun få - og kun i brudstykker - har hørt Gerhard fortælle om tre måneder i bombefly over Polen, og hvorfor han resten af livet havde en vingeskudt arm.

Sproget har vendingen ”han tog det med sig i graven”. Teologen K.E. Løgstrup skriver, at alle har en urørlighedszone, som i livet er urørlig, netop fordi den rummer noget så stort, så ufatteligt, så vigtigt et omdrejningspunkt, at det ikke kan få ord. ”Pælen i mit kød, hvorom det hele kom til at dreje sig, men hvor om ingen får at vide”, som Søren Kierkegaard skrev kort før sin død - hvor han tog pælen med sig!

Som så mange andre sydslesvigere, der kom i tvungen krigstjeneste, tog Gerhard historierne med sig i graven. De var for urørlige til at kunne fortælles.


Reddet af Det ny Testamente
”Vi er her endnu”, siger Peter. Han fylder 89 i år. Hans Detlef bliver 91.

Der er en styrke ved dem, en ro og en glæde på trods, et glimt i øjet, som man drages af. De er blevet alene indenfor de seneste par år, men nåede begge at fejre diamantbryllup.

Peter var en af de få dansksindede tyske soldater, der kom til Danmark. Han blev udstationeret i Odense. Her mødte han Edith. De mødtes om søndagen. Edith gik i kirke, så Peter gik med.

”Jeg var ikke særlig troende, men da jeg fik Det nye Testamente, begyndte jeg, uden at jeg kan forklare det, at gå med det i lommen. Det var på eller anden måde betryggende”, siger Peter.

Han havde håbet, at han kunne blive i Danmark, men i februar 1942 bliver han sendt til Østfronten. Han havner på Krim halvøen, som er på tyske hænder. Undtagen Sevastopol. Slaget om Sevastopol bliver Peters korte, men grusomme møde med krigen.

”Jeg vidste, at uden arm og uden ben skulle jeg ikke tilbage til fronten. Det var det vigtigste. På den måde overlevede jeg."

”Det var en aften, vi skulle til fronten. Jeg kommer til at følges med en, der hed Peter. Vi deler vores skræk og snakker godt sammen. 20 minutter senere var han død. En russisk granat ramte ham lige gennem halsen”.

”Jeg rammes af splinterne”, forklarer Peter videre – roligt og afdæmpet. ”Nogle splinter rammer mig lige i hjertet. Men Det ny Testamente redder mit liv - og en notesbog, som jeg gik med i inderlommen. Splinterne når ikke helt igennem”. Hans Detlef sukker: ”Det er utroligt”. Han har hørt historien før, men underet er lige stort.

Peter fortæller om slaget, hvordan de det meste af tiden ligger i kraterhuller og kigger på de sårede. ”Skrigene var det værste. De skreg og skreg. Men efter lidt tid holdt de op”.

”En aften skal vi igennem et minefelt. En russisk krigsfange bliver beordret til at bære granaterne til granatkasteren. Han har næsten intet tøj på, og da vi skal sove, deler jeg mit tæppe med ham”.

Dagen efter bryder helvede løs. Peter fortæller, at han næsten intet husker – kun at der hele tiden blev skudt med maskingeværer og granater, og han løb fra skyttegrav til skyttegrav.

Hen under aften tager kampen af. De sidder en gruppe udasede og lettede midt i helvede. En befalingsmand kommer forbi og forklarer, at ude i ingenmandsland ligger en såret soldat. ”Ham må I hente”, befaler han. Peter og en ven kryber derud. De beskydes, og vennen rammes i benet, men på en teltdug får de den sårede i sikkerhed. Han havde mistet et ben,

Kampene fortsætter. De er nu kun tre tilbage i Peters gruppe – Peter, en makker og den russiske krigsfange. De gemmer sig i et bombekrater, men en løjtnant beordrer dem op og med i slaget. ”Jeg sagde, at vi ikke ville, så længe russerne skød med alt, hvad de havde. Så trak han sin pistol: ”Hvis I ikke går derop, skyder jeg dig”. Så gik vi derop”, fortæller Peter.

Det er den 11. juni 1942. Få timer senere har Peter mistet højre arm og det nederste af venstre ben.

”Vi fandt et stort bombekrater og stillede granatkasteren op og fyrede løs. Vi ville bare have det hele skudt af. Vi vidste ikke, hvor vi ramte, men håbede, at vi ikke ramte nogen mennesker”.

”Det var et godt sted, vi fandt, og vi tror os i sikkerhed. Jeg står og snakker med min makker om, hvad vi kan gøre for hinanden, hvis en af os bliver ramt. Midt i en sætning rammes han af en russisk granat og ryger 8 meter gennem luften. Jeg vil springe op for at løbe væk, men opdager at mit ene ben kun hænger fast med ved skindet, og at min højre arm er flænget”.

Peter kigger et øjeblik ud af vinduet. Hans Detlef ligger sin hånd på hans skulder, og Peter siger – halvt til os, halvt til regnen og de nøgne træer: ”Min makker døde, men jeg levede”.

Peter bliver over flere kilometer transporteret på en ponykærre, hvor han ligger side om side med andre, der har mistet arme og ben, til et lazaret i Simferopol, hovedstaden på Krim.

”De skreg af smerte”, fortæller Peter, ”men jeg bed smerten i mig. Jeg var bange for, at de ville opgive mig, og jeg forklarede dem hele tiden, at der var brug for mig derhjemme”.

Den russiske krigsfange, som nogle aftener i forvejen havde fået varmen under Peters tæppe, er med til at hjælpe Peter på lazaret. De to forblev venner i over 40 år.

Peter placerer sin armprotese på bordet, den har en klo i enden, og der en blanding af vilje og stædighed, smerte og trøst i stemmen: ”Jeg vidste, at uden arm og uden ben skulle jeg ikke tilbage til fronten. Det var det vigtigste. På den måde overlevede jeg”.

Hans forældre besøgte ham på hans fødselsdag på et lazaret ved Dresden. ”Godt du er i live”, sagde faren, ”der er brug for dig derhjemme”. Peter kom hjem til Agtrup i oktober 1942. Han fik lavet kunstige lemmer, lærte hurtigt at bruge dem og genoptog sit arbejde som kreaturhandler. I 1944 blev han gift med Edith i Odense domkirke. 

”Efter nogle dage kom vi til en anden landsby. Vi var tre mand, der havde søgt ly i et hus. Det lyder mærkeligt, men vi gav os til at spille kort, mens artilleriet bragede udenfor og granaterne fløj henover huset. Vi fandt nogle solsikkekerner, som vi spiste til. Jeg tror, vi prøvede at fornægte krigen. Men pludselig kom der en granat ned gennem taget. Jeg blødte voldsomt, men havde kun fået lidt af øret revet af."

 


Seks år i krig
Hans Detlef var med i krigen i seks år. Seks år i krig!

Da Edith og Peter holder bryllup, stikker han af, for bryllupet skal han med til. Da festen er ovre, tager Hans Detlef tilbage til krigen. Det kunne have haft fatale konsekvenser for både ham og familien, men ingen opdager det. Den kloge narrer den mindre kloge. Fem gange lykkedes det Hans Detlef i de løbet af de seks krigsår at tage hjem på selvbestaltet orlov, uden det blev opdaget!

Hitler erklærer Rusland krig den 22. juni 1941. I oktober 1942 bliver Hans Detlef sat ind ved Stalingrad. Kort forinden har han været hjemme på bedt orlov, hvor han blev gift med Hedvig.

”Vi blev sat ind 50 km vest for Stalingrad (i dag Volgograd, red.). Slaget om byen var lige begyndt. Vi havde rejst langt i tog, 30 mand i hver vogn med halm på gulvet. Vi kunne høre bomberne over Stalingrad, da vi steg af toget. Vi gik det sidste stykke ud til fronten. Der var 30 graders kulde”.

”Fronten bestod af huller på en let bakket men alligevel åben steppe. Vi kunne være to i hvert hul. Der lå vi så og kiggede over på russerne. De skød hele tiden, og vi måtte trække os tilbage. Men vi kunne ikke grave nye huller. Jorden var jo frossen, så vi plukkede mos og græs, som vi gemte os under”.

Hans Detlef sidder oprejst med korslagte arme og fortæller, i afvejede sætninger, som et af de sidste sandhedsvidner, der var med i et af Anden Verdenskrigs værste mareridt: det tyske tilbagetog fra Stalingrad.

”Jeg var stiv af kulde og var begyndt at lide af ledegigt. Det var nytårsnat 1942-43. Jeg kan huske, at vi ønskede hinanden godt nytår. Fra da af gik det hele tiden tilbage. Vi var trætte, og ved det mindste hvil faldt vi i søvn”.

”Men du var heldig derude”, indskyder Peter og ligesom foregriber historien. Hans Detlef nikker. ”Men frygteligt var det”. Og Peter nikker, og der er et øjebliks tavshed. ”Det frygteligste”, fortsætter Hans Detlef, ”var den dag, hvor vi pludselig opdager fem russere bag vores linje. Vi fik dem overmandet, og tog deres våben. Vi tog også deres brød, for vi var sultne. Vores kommandant sagde så til to med maskingevær, at de skulle knalde dem ned. Bagefter gik vi bare videre”.
 

"Kun et kaffebord adskiller os, og alligevel er der i levet liv og erindring en afstand så stor imellem os som fra Agtrup til slagsmarkerne ved Stalingrad og Sevastopol."

Hans Detlef kommer hurtigt til at døje mere med gigten, og han kan næsten ikke gå længere. Frosten betyder også, at hans tænder begynder at løsne sig.

Under tilbagetoget kommer de til landsbyen Shakti. De er 120 mand i bataljonen, russerne er alle vegne, og kun 26 af dem overlever.

”Efter nogle dage kom vi til en anden landsby. Vi var tre mand, der havde søgt ly i et hus. Det lyder mærkeligt, men vi gav os til at spille kort, mens artilleriet bragede udenfor og granaterne fløj henover huset. Vi fandt nogle solsikkekerner, som vi spiste til. Jeg tror, vi prøvede at fornægte krigen. Men pludselig kom der en granat ned gennem taget. Jeg blødte voldsomt, men havde kun fået lidt af øret revet af”.

Hans Detlef forklarer videre, hvordan han skrækslagen bliver revet fra kortspillet og tilbage til virkeligheden, og løber ud af huset efter hjælp, men møder en officer, der blot siger: ”Det der, Andresen, kan heles ved fronten”.

Men Hans Detlef slipper for fronten og de sidste brutale kampe. Han har også fået problemer med hjertet, og en læge sender ham på en sygetransport vestpå.

Få dage efter – 31. januar 1943 – slutter slaget ved Stalingrad. 170.000 tyske og ca. 1 million russere er dræbt og 90 % af byen ligger i ruiner. 90.000 tyske soldater går i russisk krigsfangenskab. Sammenlagt omkom mere end 1 million tyske soldater på hele østfronten. Det russiske tab er ukent.

Hans Detlef er mærket af krigen, men han har sin førlighed, og han slipper derfor ikke ud af den og hjem ligesom Peter.

”Men han har altid været god til at finde en udvej”, forklarer Peter. Hans Detlef kom i krigens sidste år på særlige opgaver. Han skal beskytte nogle yderst hemmelige togtransporter og udstyres med papirer, hvor der står ”Hemmelig opgave. Må ikke hindres i sin færden”. Hans Detlef har siden måtte sande, at han var med til at tage vare på de tog, der førte V1 og V2 bomberne, der blev skudt ind over London, til deres affyrringsramper.

Hans Detlef slutter krigen som de allieredes krigsfange i en lejr ved Paris. Først i august 1946 vender han hjem til Agtrup, Hedvig og slægtsgården

”Når man har været med i krig, vil man altid have dårlig samvittighed. Man slipper aldrig af med den. Vi er en del af en kollektiv skyld.”


Kollektiv skyld
”Når man har været med i krig, vil man altid have dårlig samvittighed. Man slipper aldrig af med den. Vi er en del af en kollektiv skyld”, forklarer Hans Detlef.

”Vi var nok tvunget ud i det, og vi har gjort alt for ikke at være den onde. Jeg valgte at blive granatkaster i stedet for maskingeværskytte, for så skulle jeg ikke sigte direkte på nogen. Og jeg har altid håbet, at granaterne ikke ramte. Men jeg ved jo godt…”

”Krig er én stor forbrydelse”, hjælper Hans Detlef ham. De tager begge uvilkårligt springet til nutiden og krigen i Afghanistan. De mener, det er en forbrydelse at sende unge danske mænd i krig. ”Krigen hjælper ingenting. Krig har ingen vindere, kun tabere”, siger de samstemmende.


Viljen til mening
Den østrigske psykiater Viktor E. Frankl overlevede tre år i Auschwitz. I bogen ”Psykologi og Eksistens” fortæller han, at den eneste måde, man kan overleve på, både i lejrens helvede som bagefter i friheden, er, at man har en mening med livet, og man hele tiden formulerer den som en tro. Har man været med i krigen og dens ydmygelse, død og lemlæstelse, forstår man bedre end andre, at lidelsen også hører meningen til. Men dette faktum gør det svært for andre at forstå krigens ofre, når de fortæller deres historie - hvorfor de ofte tier. Der er en lidelse til forskel. Forklarer Frankl.

Det er kun et kaffebord, der adskiller os denne eftermiddag i Agtrup, hvor Peter og Hans Detlef fortæller deres historie fra krigen. Alligevel er der i levet liv, lidelse og erindring en afstand imellem os som fra Agtrup til slagsmarkerne ved Stalingrad og Sevastopol.

”Vi er her endnu”, siger Peter endnu en gang. Vi skænker mere kaffe. De fortæller om deres far, der kort efter krigen sagde om forholdet til tyskerne: ”Nu skal vi ikke blive lige så slemme, som de var. Det var ikke godt, hvad de gjorde, men de er gode nok”. Peter og Hans Detlef er stolte over efter krigen, at have været aktive i det Sydslesvig, hvor fjende blev til ven og strid til samarbejde – på trods og alligevel.

Peter og Hans Detlef hører til de få dansksindede sydslesvigere i tvungen tysk krigstjeneste, der gennem årene har fortalt deres historie. Jeg spørger, hvorfra de har fået styrken og viljen til det - og de fortæller om barndommen, gården, skolen, arbejdslivet og livet i det danske mindretal. Om familiens betydning – og kærlighedens i lange ægteskaber. Om alt det, der har givet livet mening.

INTERVIEW – GRÆNSEN nr. 1, januar 2009