NY ELLER GAMMEL HISTORIE OM SYDSLESVIG?

Tilføjet 08. maj 2013 - 13:24
Del nyheden

Er der sammenhæng mellem, hvilken historie der er vigtigst, og hvilken historie der har størst gennemslagskraft?

Der er bred enighed om på begge sider af grænsen, at der skal mere oplysning til i Danmark om det danske mindretal i Sydslesvig. Men samtidig er der uenighed om, hvordan oplysningen skal tage form. Hvilken historie kendetegner mindretallet mest? Hvilken historie vil have størst gennemslagskraft i Danmark?

På forsiden af Flensborg Avis den 8. maj udtaler MF Martin Henriksen, som er medlem af Folketingets Sydslesvigudvalg for Dansk Folkeparti, at mindretallet skal fokusere på det danske frem for det flerkulturelle:

- Det skal dreje sig om, at det danske mindretal holder fast i den danske kultur, selvom den er under pres.

Martin Henriksen uddyber, at hvis man vægter den flerkulturelle fortælling, vil mange danskere associere til en fejlslagen dansk integrationspolitik.

I samme avis kommenterer chefredaktør Bjarne Lønborg, at mindretallet naturligvis holder fast i dansk kultur, men at den kulturelle og politiske mangfoldighed samt mindretallets flersprogethed også er aspekter, som er en ufravigelig del af mindretallets tilværelse.

Uenigheden om, hvordan Sydslesvig kan blive mere kendt i Danmark, er også forfatter Egon Clausen stødt på. Han skriver på en bog om Sydslesvig og har i samme forbindelse skrevet et essay til GRÆNSEN. Han skriver bl.a.:

- I det danske mindretal fortæller man igen og igen de samme gamle historier om Dannevirke, Dannebrog og dansk identitet. Måske er det på tide at udvide repertoiret og fortælle nogle andre historier?

Læs Egon Clausens essay på GRÆNSEN.DK:
Første del
Anden del