Ny projektleder i Grænseforeningen

Marie Hjarvard de Fine Licht er ansat som projektleder i Grænseforeningen fra 1. februar. Hun skal stå i spidsen for Grænseforeningens aktiviteter op til Genforenings-jubilæet i 2020.

Tilføjet 09. feb 2018 - 13:31
Del nyheden

Marie Hjarvard de Fine Licht, der er cand.mag. i retorik og bachelor i historie fra Københavns Universitet, er ny projektleder i Grænseforeningen. Hun skal bl.a. stå i spidsen for Grænseforeningens aktiviteter op til Genforenings-jubilæet i 2020, der bliver en stor landsdækkende begivenhed.

Marie de Fine Licht er opvokset i Dybbøl og kommer fra en stilling som politik- og pressekonsulent for MF Bertel Haarder (V). Hun har tidligere arbejdet som PR- og marketingansvarlig for forlaget Eksistensen. I 2013 afleverede hun sit speciale: ”Levende Mindesmærker. Retoriske konstruktioner af kollektiv erindring og national identitet” om Dybbøl Mølle og 4. Maj kollegierne.

Knud-Erik Therkelsen, der er generalsekretær i Grænseforeningen, udtaler:

”Genforeningen er en afgørende begivenhed i Danmarkshistorien, som alle danskere også i dag kan lære af. Derfor har vi i Grænseforeningen valgt at opprioritere vores indsats ved at ansætte Marie de Fine Licht, der har de bedste forudsætninger for at varetage opgaven”.

Marie de Fine Licht udtaler:

”Grænselandet og dets betydning har længe optaget mig både personligt og fagligt. Derfor er jeg glad for, at jeg nu kan beskæftige mig med emnet i mit daglige arbejde i Grænseforeningen”.