PORTRÆT AF METTE BOCK

Tilføjet 17. jun 2014 - 13:40
Del nyheden

Det nye nummer af GRÆNSEN går tæt på Mette Bock og hendes overvejelser om at blive formand for Grænseforeningen.

For første gang siden den konservative Erik Haunstrup Clemmensen (1966-72) har Grænseforeningen fået en politisk aktiv formand. GRÆNSEN spørger Mette Bock, medlem af Folketinget for Liberal Alliance, hvordan de to roller kan passe sammen?

- Jeg har et godt netværk og let adgang til beslutningstagerne i det danske samfund. Det er en stor fordel. Det er jo vigtigt at have gode kontakter i en forening som Grænseforeningen. Mange problemer og uenigheder kan løses, inden det når at udvikle sig, siger Mette Bock.

- Mine møder her til morgen (udenrigsministeren om Ukraine og den tibetanske eksilminister, red.) er jo begge i høj grad grænsekonflikter. Det, at jeg har den mulighed, fordi jeg arbejder med det udenrigspolitiske, er en kæmpe styrke. Man skal jo altid spejle det nære i det store, det nationale i det internationale. Både i forhold til at læse vores eget perspektiv i Grænseforeningen ind i sagerne og til at trække vores forening ud i verden.

Mette Bock afviser, at der kan opstå en interessekonflikt i forhold til sit parti, hvis tilskuddet (ca. 500 mio. kr.) til det danske mindretal i Sydslesvig skulle komme til debat:
- Det, vi taler om her, er løftet over partipolitik. Det handler om noget nationalt, om dansk kultur og sprog. Der kan du ikke tage afsæt i økonomiske analyser. Det handler om at holde af sit land, at holde af sit mindretal, derfor skal det tolkes i en anden sammenhæng.