Regeringen afviser grænsekontrol

Tilføjet 13. nov 2015 - 14:33
Del nyheden

Den danske regering afviser at indføre grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Afvisningen kommer efter at Sverige torsdag indførte midlertidig grænsekontrol som en konsekvens af den aktuelle flygtningesituation.

”Hvis man har en ambition om, at vi skal holde antallet af asylansøgere under kontrol i Danmark, så er det altså klogere ikke at kopiere den model ved den dansk-tyske grænse, fordi det vil føre til, at vi får flere og ikke færre asylansøgere”, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Ritzau.

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative ønsker at indføre grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse, mens Socialdemokratiet kun siger ja, hvis regeringen er med.

Fredag eftermiddag orienterede statsministeren samtlige partiledere om en række stramninger, der skal mindske antallet af asylansøgere i Danmark, ligesom han holdt pressemøde med justitsminister Søren Pind (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V).

”Danmark skal være mindre attraktivt”, sagde statsministeren, der gav udtryk for, at han ønskede ”at skærme Danmark bedst muligt”.

Der er tale om i alt 34 udlændingestramninger, herunder skærpede krav til permanente opholdstilladelser og familiesammenføringer.