Så er det tid til stavspring i marsken

Den gamle tradition med at springe stangspring over grøfterne i marsken bliver stadig holdt i hævd. Her er det fåreavler Peter Sönnichsen ved Højer Sluse. Foto: Casper Dalhoff.

Tilføjet 05. jan 2018 - 13:09
Del nyheden

Vandet står højere end normalt mange steder i Danmark for tiden, og det gælder også ude i marsken i Sønderjylland. Her tog marskboere i generationer en gammel tradition i brug, stavspring eller springstage-spring, når de skulle krydse grøfterne ude ved digerne.

Fåreavler Peter Sönnichsen bruger også i dag den gamle metode, når han skal krydse digerne ved Højer Sluse, hvor vandet står højt, og grøfternes sider er mudrede. Med sig har han en stav på 3,60 meter, som han selv kalder ”æ klustaw”, - en klyverstav, da der før i tiden var en klud for ende af staven.  Når han skal krydse en grøft, sætter han staven i vandet, tager et let afsæt, og svinger sig over på den anden side, fortæller han til Jyllands-Posten.

Den gamle tradition er ikke kun forbeholdt fåreavlere i den sønderjyske marsk, men har i århundreder været praktiseret i hele vadehavsområdet, der strækker sig fra Esbjerg i nord til den hollandske by Den Helder i syd. På gamle frisiske kakler fra 1600-tallet er eksempelvis afbildet springstave.

I Nederlandene har stavspring været benyttet i de frisiske områder i hundredvis af år, og kaldes ”fierljeppen”. Året rundt afholdes der mesterskaber for både børn og voksne. Hver deltager har to minutter til at forberede sig til sit spring og tre forsøg til at krydse floden. Længden på springet kan variere og er en blanding af højde- og længdespring. Sporten tiltrækker hundredvis af tilskuere og er kendt som den ældste ekstremsport i området.

Også i Danmark blev der i 2016 anlagt en stavspringbane ved Møllemuseet i Ballum. Banen, der er anlagt af bl.a. Erhardt Ehmsen, Vadehavssmedjen, kan frit benyttes af interesserede. Sidste år blev der for første gang afholdt Danmarksmesterskab i stavspring og det vil blive gentaget i år, fortæller Erhardt Ehmsen. Arrangementet vil løbet af stablen 18. august, hvilket er weekenden inden Tønder Festivalen. Sangskriver og forfatter Jens Rosendahl har forfattet en stavspringsang, der vil blive uropført ved arrangementet, fortæller Erhardt Ehmsen.

”Sidste år var det en lokal mand, der aldrig havde prøvet stavspring før, der vandt konkurrencen, så det er bare om at komme og være med”, siger Erhardt Ehmsen.

Fotoet af Peter Sönnichsen er bragt i forbindelse med Jyllands-Postens billedserie ”Danmarksbilleder”, hvor fotografer rejser rundt i landet og fotograferer danskernes hverdag og store livsbegivenheder.