Sønderjysk satirehæfte fejrer 70 års selvironi

Tilføjet 27. nov 2015 - 12:43
Del nyheden

Sidste år besluttede Gyldendal at opgive Blæksprutten efter 125 år. De syntes, at tiden var løbet fra det illustrerede julehæfte af humoristisk-satirisk tilsnit.

Sådan er det ikke i Sydslesvig. Æ redaktør, Sven-Erik Ravn, har netop sendt satirehæftet Æ Rummelpot. Sønderjysk humor gennem 70 år på gaden. Da der er tale om et 70-års jubilæum, indgår årets hæfte i en bog.

Sven-Erik Ravn indleder med at slå fast, at selv om Grundtvig har sagt, at 70 år er støvets år, så behøver man ikke at tage det helt alvorligt. ”Vi har oplevet meget sammen her i Sønderjylland siden 1946, og jo mere global vores hverdag bliver, des mere har vi brug for et sted at føle os hjemme”. Og Æ Redaktør fortsætter:

”Sønderjyder føler sig som noget særligt, og det billede af os selv, vores kultur og vores historie, vil mange gerne fastholde. Æ Rummelpot har bidraget til at fastholde denne opfattelse. Vi har et højt selvværd, der grænser til selvforherligelse. Det må vi jo lære at leve med. Og det må andre også”.

Æ Rummelpot ser tilbage på, hvad der siden Anden Verdenskrig har fået sønderjyderne til at trække på smilebåndet. Her kan man både grine ad sig selv og de lokale helte. En af de lokale helte, der i år kommer under kærlig behandling i æ Rummelpot er Carl Holst, som, før han blev valgt til folketinget, var regionsrådsformand i Sønderjylland.

 

 

To temaer, der kom til at tegne det danske mediebillede i 2015, var flygtningekrisen og udflytningen af statslige arbejdspladser fra København. De temaer kombinerer Æ Rummelpot i tegningen ”Velkommen til de internt fordrevne”.