Sønderjysk satireskrift er Danmarks næstældste

"Sønderjylland ramt af løsrivelse" lyder overskriften på satireskriftet "æ Rummelpot", der i år udkommer for 72. gang

Tilføjet 30. nov 2017 - 11:16
Del nyheden

Satireskriftet ”æ Rummelpot” har leveret sønderjysk satire siden 1946. Det er dermed det næstældste satiriske årshæfte i Danmark, der stadig udgives, og det ældste, der er egnsbestemt.

æ Rummelpots redaktør, Gunnar Hattesen, glæder sig over, at sønderjyderne har bakket op om satireskriftet i 72 år.

”æ Rummelpot er en ægte sønderjysk kulturinstitution, som er værd at bevare. Det er her, vi dyrker vores egenart som sønderjyder. æ Rummelpot er der kun endnu, fordi sønderjyderne køber den. At den eksisterer, er sønderjydernes fortjeneste”, siger Gunnar Hattesen.

Årets hæfte bærer overskriften ”Sønderjylland ramt af løsrivelse”.

”I år lå det naturligt at lave en forside med løsrivelse. De vil det i Catalonien, i Baskerlandet og i Brexit-land. De vil ud, væk og langt bort herfra. Nu sker det hos os. Tror vi nok. Sønderjylland er ramt af løsrivelse. Als vil være republik”, siger Gunnar Hattesen.

I Danmark udgives udover æ Rummelpot kun de satiriske årsskrifter Svikmøllen, der er udkommet siden 1914, og Bæltsprutten, der er udkommet i Nyborg i 21 år. Satireskriftet Blæksprutten blev nedlagt i 2014 efter 125 år.

æ Rummelpot udgives i 6.000 eksemplarer, der kan købes hos boghandlere over hele landet, i sønderjyske kiosker eller gennem Æ Synnejysk Forening til en stykpris på 100 kr.