Sprogkilderne sprang, og digtningen flammede

Tilføjet 03. jun 2016 - 10:59
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.3/juni 2016 

”Alle de skjalde” er gennemsolidt og velkomment værk om sønderjysk litteraturhistorie, men med for megen plads til forfattere, der i dag med rette er glemte

 Af Anders Raahauge

 Det er en fortræffelig ide, den myreflittige H.E. Sørensen har fået: at skrive en sønderjysk litteraturhistorie. Og det er blevet gjort til gavns med et digert værk på over 650 sider.

 Alle de skjalde er titlen, og Sørensen starter helt tilbage i mulden, hvor landsdelens første fund af oldtidens runeskrifter blev gjort, for så til slut at nå op til de nulevende skribenter.

Han medtager både forfattere, som stammer fra Sønderjylland - også hvis hjemegnen ikke spiller nogen rolle i deres værk - og de forfattere udefra, der har kastet deres blik mod syd og skrevet om sønderjyske emner.

 Projektet giver fin mening, ikke mindst fordi sproget i denne landsdel jo har spillet en afgørende historisk rolle. Tungemål fik central betydning i den folkelige kamp om sjælene, som så længe bølgede frem og tilbage over Slesvig. Bekendelsen til det danske modersmål gav identitet og fællesskab, ligesom dramatisk tryk ofte lod sprogkilderne springe og digtningen flamme.

 Denne dimension har H.E. Sørensen stor sans for, og derfor bliver hans kulturhistoriske fremstilling et godt supplement til den almindelige historieskrivning. Vi får her lov at mærke, hvordan begivenhederne blev oplevet af de involverede, hvordan den nøgterne virkelighed tog sig ud i de samtidiges øjne, farvet af deres følelser.

 En gratis omgang

 Den umådeligt belæste H.E. Sørensen forstår at indfatte litteraturen i dens sammenhæng, så læseren hele tiden er på sikker historisk grund. Han udviser tillige fin respekt for menneskenes indfældethed i deres tid. Det er ellers blevet trættende almindeligt at gå i rette med fortiden, fordi den ikke på alle måder lever op til moderne korrekthed. Men det er en gratis omgang at håne ældre teksters grebethed.

 Den nedladenhed slipper man for her, og det føles især velgørende under behandlingen af de mange digte og sange, som brusede frem omkring de to slesvigske krige.

 Sørensen anmærker nok de steder, hvor tonen kammer over af chauvinisme, men han modstår fristelsen til billig satire over kluntede, men ægtefølte udtryk for patriotisme eller renhjertet hyldest til soldaters tapperhed.

 Et eksempel er Sørensens nænsomme forsvar for det omdiskuterede sidste vers i Hans Peter Holsts Slumre sødt i Slesvigs jord, hvor han trækker en parallel til den mening, pårørende i 2016 tilskriver tabet af deres søn eller kæreste i Afghanistan.

 I ordrig stil

 Med sikkert overblik fortæller den rutinerede H.E. Sørensen også landsdelens historie. Dog kunne man af og til fremsætte samme anke mod hans fremstilling af forfatterskaberne, som han selv anfører over for Budstikke-Boisens artikler: ”meget brede og i ordrig stil”.

 En del forfattere, der med rette er glemte i dag, indrømmes vældig stor plads. Således den ukendte Harro Harring, om hvem det tilmed hedder, at han i samtiden vist kun læstes i ret begrænsede kredse. Han vies ikke desto mindre hele 14 sider. Harrings liv var til gengæld farverigt; alligevel er vægtningen skæv, når sønderjyske giganter i Nobel-klassen som Herman Bang og Peter Seeberg afhandles på henholdsvis fem og fire sider.

 Hos Bang gennemgås kun Tine, mens meget mindre forfattere får refereret rækker af bøger uden handlingsmæssig tilknytning til Sønderjylland.

 Sørensen har sin styrke i det historiske, snarere end i det litterære. Derfor ændrer værket også karakter, når vi når op i nutiden, hvor værkerne står mere nøgne. I lange stræk bliver det til rækker af handlingsskitser. Man savner sammenfatninger af forfatterskaberne, der løfter sig over referaterne. De ville også muliggøre en sammenkædning af de moderne skribenter med deres nutidshistorie. Det ville eksempelvis være oplagt at påpege, hvordan Erling Jepsens værker indskriver sig i den nye spot af Udkantsdanmark. Den istemmes jo ofte mest indædt af dem, der føler de er ”undsluppet” den dybe provins.

 Disse mindre anker ændrer dog ikke ved den kendsgerning, at Alle de skjalde som helhed er et gennemsolidt og velkomment værk. Det er så godt, at der var en, der ville skrive det.

 H.E. Sørensen: Alle de skjalde. Litteraturen i Sønderjylland og Sønderjylland i litteraturen, Historisk Samfund for Sønderjylland og Sprogforeningen 2015, 670 sider, 298 kr.

Anders Raahauge, mag.art. i litteraturhistorie og kulturjournalist, kst. sognepræst ved Sct. Marie Kirke i Sønderborg, og kulturjournalist, medlem af Det Etiske Råd